Lad os give Honduras en velfortjent håndsrækning

- Det er en misforståelse, at vi ikke har noget at lære i Honduras. Det kan godt være, at vi har flere ressourcer i vores bagage -- men jeg har mødt mod og kampvilje i Honduras, som jeg ikke har mødt andre steder, skriver dagens kronikør. -

- Det er en misforståelse, at vi ikke har noget at lære i Honduras. Det kan godt være, at vi har flere ressourcer i vores bagage -- men jeg har mødt mod og kampvilje i Honduras, som jeg ikke har mødt andre steder, skriver dagens kronikør. - Foto: stock.xchng

- Vi har muligheden for at gå til Honduras, ikke som kolonisatorer, men som medmennesker, der kommer for at hjælpe og lære, mener Jonatan Larsen

DER HAR I DEN SENESTE TID været meget opmærksomhed omkring Honduras i forbindelse med landsudvisningen af den siddende præsident, Zelaya, og de efterfølgende optøjer. Måske er det en god lejlighed til at spørge sig selv, hvad man skal stille op med et overset land, de fleste skal lede på kortet efter for at finde.

I januar besøgte jeg Honduras for tredje gang, og det slog mig igen, hvor svært det er at gribe om. Honduras har en kulturelt set formløs substans, og det betragtende øje finder ikke meget at fæstne sig ved. Turisten må lede efter store seværdigheder, og selv de mest kendte, mayaruinerne i Copan, kan findes flottere i Mexico og Guatemala. Landet savner store begivenheder i sin fortid, kendte kulturpersonligheder i sin nutid og et fælles mål for sin fremtid. Det honduranske folk mangler på mange måder en sjæl og en samlende fortælling.

Jeg blev sammen med min kone, Signe, inviteret til aftensmad hos et medlem af en af landets mægtigste familier. Vi blev hurtigt klar over, at vi havde med en person fra Mellemøsten at gøre. Heri ligger en af de ironiske sandheder om Honduras. Landet, som blev invaderet af spanioler og englændere, havde så lidt substans i starten af dette århundrede, at driftige libanesere og palæstinensere hurtigt arbejdede sig frem til at udgøre en betydelig del af landets elite. Mere end meget andet forklarer det landets kulturelle famlen – den styrende klasse har haft svært ved at slå rødder i folket og dermed blive et samlingspunkt for nationen. Man kan tale om et omvendt integrationsproblem, hvor den styrende klasse ikke for alvor ser sig selv som honduranere – et problem, der underbygges af Vestens interesse i at bevare status quo.

Derfor er Honduras grundlæggende forsvarsløst over for udefrakommende påvirkninger. Det kan ses på de store, vestligt ejede fabrikker, hvor tusindvis af arbejdere producerer tøj og elektroniske komponenter, eller på Tegucigalpa, hvor byens flotteste bygninger er vestlige banker, hoteller og fastfood-kæder. Det kan ses på bandernes hærgen i storbyernes forstæder eller på narkotrafikkens blodspor ved øst- og vestkysten. Gennem samtaler med offentlige anklagere, politifolk og dommere fik jeg et indtryk af kollektiv udmattelse. Man var glad, hvis man bare vandt en enkelt drabssag ved retten.

JEG VIL TILLADE MIG at være ærlig: Set med en traditionel vestlig forståelse bør landet ikke bruges til andet end ressourceudnyttelse. Intet fascinerende byliv. Ingen kulturelle impulser. Derimod vold, fattigdom og korruption. Det er som en tilgroet baghave. Det er ikke et sted, man kommer for at få inspiration.

Men Vesten ønsker da fremgang for Honduras, kunne man indvende. Vi ønskede da for eksempel, at den afsatte præsident Zelaya blev genindsat i sit embede. I den forbindelse tager vi hurtigt vores traditionelle politiske briller på, og Zelaya bliver arbejderens præsident, der kæmpede mod de onde militærfolk, der afsatte ham. Ingen tvivl om, at landets elite nok har søgt efter den først givne mulighed for at sende Zelaya langt bort. Vores rige vært fra før brugte meget af tiden på at skælde præsidenten ud, blandt andet fordi denne havde hævet arbejdernes minimumsløn. Selvom vores vært tænkte mest på sin fabriks økonomi, var der nok en kerne af sandhed i hans vurdering af præsidenten.

Zelaya styrede landet, som han før havde styret sin store farm i Olancho – Honduras? svar på Texas. De fleste, som jeg snakkede med, fra taxachauffører og embedsmænd til humanitære medarbejdere, glædede sig til at kunne vælge en ny præsident. Korruption og nepotisme havde nået uanede højder, og mange mistænkte Zelaya for at gennemføre reformer primært for at sikre sig en forlængelse af sin præsidentperiode.

Problemet i Honduras er hverken Zelaya eller de folk, som afsatte ham. Det er hele det underliggende system, som sikrer, at de, som får magten, også bliver en del af magtens etablissement. Den ene blok bekæmper den anden, men sammen står de last og brast mod den store masse af ubemidlede. At finde et kompromis mellem de stridende parter løser ikke landets virkelige problemer, men sikrer blot ro i et stykke tid endnu. Men for en stat, der holdes nede af vold og fattigdom, er det ikke en tilfredsstillende løsning.

Så hvad skal vi med Honduras? Skal vi begrænse os til at pleje vores handelsinteresser – og som sædvanligt opretholde status quo? Det har været en velkendt tilgang til Honduras. Landet lagde navn til begrebet bananstat, fordi det blev styret af store amerikanske bananproducenter. Siden er bananpalmerne byttet ud med grådige afrikanske palmer til produktion af biobrændsel. Bananplantagernes arbejdere bliver nu kørt ind i de store fabrikskomplekser, hvor de ved indgangen må aflevere ethvert krav på rettigheder eller værdighed. Det er ligesom med den tilgroede baghave. Den egner sig så godt til alt det, man ikke ville gøre i sin forhave.

HELDIGVIS HAR VI i Vesten en modvægt til vores koloniseringstrang. Både kristendommen og humanismen peger på menneskets værdi og opfordrer os til at tage os af de fattige. Honduras har ikke meget at byde på – andet end værdifulde mennesker, som lever livet parallelt med os. I en globaliseret verden lever vi tættere sammen med resten af Jordens befolkning, og vores skæbner bliver tættere forbundet. Vi har muligheden for at gå til Honduras, ikke som kolonisatorer, men som medmennesker, der kommer for at hjælpe og lære.

I de seneste år rejser et stigende antal unge ud som volontører, og jeg har også selv deltaget på en sådan rejse. Mere end det fysiske arbejde, man udfører, ligger bidraget i den signalværdi, man repræsenterer. Man minder både dem og sig selv om, at vi alle er ligeværdige, og at den, som har, er skyldig over for den, som ikke har. I mødet med limsniffende trettenårige prostituerede eller tre måneder gamle efterladte babyer bliver ens egen velstand sat i perspektiv. Og det er godt at gøre, nemlig at møde virkeligheden, som den er, i stedet for at zappe væk fra den på skærmen derhjemme. Hvilken forandring det gør i en, er individuelt, men det er en forandring, man ikke bør undgå.

Det er en misforståelse, at vi ikke har noget at lære i Honduras. Det kan godt være, at vi har flere ressourcer i vores bagage – men jeg har mødt mod og kampvilje i Honduras, som jeg ikke har mødt andre steder. Der er mange journalister, jurister, efterforskere og kriminalbetjente, som lever med livet som indsats i kampen for retfærdighed. Deres begrundelse for at gøre det er ofte: Hvis ikke jeg, hvem så? Den fornemmelse for pligt er noget, der kan inspirere en lønmodtager som mig.

I mødet med disse mennesker får man også håb for Honduras igen. Med assistance fra vestlige donorer kæmper almindelige borgere en kamp mod Goliat og forsøger at ændre systemet indefra. Vi bør bidrage til denne kamp og ikke begrænse os til at løse en strid mellem to tilfældige politiske magtkonstellationer. Der findes honduranere med integritet, som kæmper for et bedre Honduras. Et Honduras, som kan få sin egen sjæl.

Hvad skal vi med Honduras? Vi kan gøre, som Columbus ville have gjort: laste vores skib med guld og sejle hjem. Eller vi kan give Honduras en velfortjent håndsrækning ud af status quo. Og som så meget andet begynder det hele i os selv, nemlig ved ærligt at erkende vores historiske medskyld i Honduras' problemer, modigt møde verdens fattigdom ansigt til ansigt og ydmygt forvente, at honduranerne kan lære os noget om livet.

Jonatan Tylsgaard Larsen er erhvervsjurist

Tilføj kommentar

fra shop.k.dk

Tiny Audio M5 DAB+ og FM radio, hvid

kr. 599,00 Køb

Anna Netrebko og Plácido Domingo: "Jeanne d'Arc"

kr. 189,00 Køb

Første Verdenskrig

kr. 25,00 Køb

Mendelssohn: A Midsummer Night's Dream. Piano Concertos

kr. 119,00 Køb

Barcelona - Madrid

kr. 8.930,00 Køb

The Act of Killing - dokumentarfilm

kr. 210,00 Køb

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.