Lad os konstruere et nyt og bedre os og dem

Hvis folk med forskellig etnisk baggrund skal kunne finde ud af at leve sammen, må de kunne tåle kulturel anderledeshed og finde løsninger, som ikke kan være i overensstemmelse med en statisk opfattelse af de kulturer, der mødes. Så lad os marginalisere ekstremisterne på begge sider, lyder det fra dagens kronikør

Når polarisering kan være svær at slippe af med, er det, fordi ekstremisterne på begge sider har en uhellig alliance om at holde gryden i kog: Man kender det fra Nordirland før i tiden og fra Israel-Palæstina-konflikten: en voldshandling på hver side, så er freden forbi for denne gang.
Når polarisering kan være svær at slippe af med, er det, fordi ekstremisterne på begge sider har en uhellig alliance om at holde gryden i kog: Man kender det fra Nordirland før i tiden og fra Israel-Palæstina-konflikten: en voldshandling på hver side, så er freden forbi for denne gang. Foto: Thorsten Strasas Demotix Denmark.

De seneste års kulturkrigeriske begivenheder fra Breivik via koran-afbrændinger til Muhammed-filmen er til en vis grad en fortsættelse af den klassiske konfrontation: Til kamp mod de muslimske horder på den ene side og Død over de vantro på den anden. Men den udbredte lede over yderfløjene senest i forbindelse med pakistansk Talebans mordforsøg på pigen Malala giver en chance for, at man endelig kan få anbragt hellige krigere på begge sider i samme bås. Der er derfor en historisk chance for at skabe et os, der ønsker at finde en måde at leve sammen på, både i nærmiljøet og internationalt trods forskelle i kultur og religion.

LÆS OGSÅ: Fra lukkede sekter til sekularisering og individuel sandhed

Denne strategi bryder med den socialkonstruktive kritik af overhovedet at skelne mellem et os og dem. At opleve sig som medlem af et os er den mest essentielle menneskelige erfaring ve den stakkel, der vokser op uden at have et os! Hvilket dem man kan opleve, at vi står i modsætning til, afhænger af omstændighederne, ikke kun af diskurser. (Arbejderklassen i England opererede for eksempel traditionelt med et dem bestående af alle magthavere, som styrede deres tilværelse, og den slags lader sig ikke dekonstruere med et diskursivt trylleslag). Man slipper derfor ikke uden om at operere med et os og vi har nu chancen for at socialkonstruere et os, der kan svække de hellige krigere afgørende i fremtidige konfrontationer.

Dette kræver en nedtoning af opdelingen efter etniske skillelinjer og det går faktisk rigtig godt i Danmark. Der er ingen generel etnisk modvilje mod Naser Khader, grønthandleren på hjørnet, Özlem Cekic eller Omar Marzouk. Hvis man ikke kan lide dem, er det af samme grunde, man kan have noget imod folk uanset etnisk tilhørsforhold.

Men i næste omgang gælder det noget lidt vanskeligere og det er et hovedpunkt: Hvis vi skal få lempet svikmøllen af provokationer og krænkelser ud på et sidespor, må det nye vi skelne klart mellem at støtte ytringsfriheden og automatisk at støtte, ligegyldig hvad folk bruger den til. Sammenhængen er følgende:

Når polarisering kan være svær at slippe af med, er det, fordi ekstremisterne på begge sider har en uhellig alliance om at holde gryden i kog: Man kender det fra Nordirland før i tiden og fra Israel-Palæstina-konflikten: en voldshandling på hver side, så er freden forbi for denne gang.

Det kan alle i midten enes om at fordømme. Men polariseringens svikmølle kan også holdes i gang af handlinger, der ikke i sig selv er voldelige. Det spørgsmål, der hyppigst skiller vandene med hensyn til forholdet til den muslimske verden, er spørgsmålet om krænkende ytringer om muslimsk kultur og religion. Daværende kulturminister Brian Mikkelsens (K) udtalelser om den middelalderlige muslimske kultur var for eksempel med i opvarmningen til karikaturkrisen. Men hvis man er imod sådanne ytringer, er man så ikke imod ytringsfriheden?

Nej for pointen er netop, at vi kan og bør være kompromisløse tilhængere af ytringsfriheden, samtidig med at vi kan være imod ytringer, der har karakter af overlagte ringeagtsytringer (uden derfor at forbyde dem). Denne sondring kan let gå sig en tur, når polariseringen eskalerer. Det blev i sin tid udlagt som landsforræderi, da Uffe Ellemann-Jensen syntes, det var åndssvagt af Morgenavisen Jyllands-Posten at offentliggøre karikaturerne (og tale om ,at muslimer måtte finde sig i at blive forhånet), samtidig med at han naturligvis fastholdt, at det var Jyllands-Postens demokratiske ret at gøre det.

Helt præcist kan man med oplysningen og ytringsfriheden i hånden være imod ytringer, der som talehandling har karakter af forhånelse af andre samtidig med at man er for ytringsindhold, der tager konkrete problemer op (med et teknisk begreb, at man tematiserer potentielt konfliktstof på det propositionelle plan). Det er således helt i orden at kritisere tvangsægteskaber eller islam, henholdsvis kristendommen som religion. Det, der ikke er i orden, er forhånelseshandlinger.

Denne sondring er bygget ind i injurielovens skelnen mellem sigtelser og ringeagtsytringer: Sigtelser er påstande, hvis budskab er, at andre har gjort sig skyldige i noget forkasteligt så som at tage af kassen. Det har man lov at sige, omend det rejser krav om, at man kan løfte bevisbyrden. Men hvis man siger, at nogen er højrøvet, handler det ikke om at tage centimetermålet frem fordi det udtrykker en personlig nedvurdering.

Injurie-, racisme- og blasfemiloven betyder teknisk set, at ikke alt rent faktisk er omfattet af ytringsfriheden men forbud er af mange grunde ingen løsning. Hvis man har en bred konsensus om, at den slags er dårlig stil samtidig med at det hverken skal forbydes eller opfattes som gyldig grund til vold vil sådanne ytringer falde tilbage på dem, der kommer med dem, og de berørte kan trække på skuldrene ad dem.

På dette punkt har jeg en uenighed med et udbredt synspunkt, som professor og forfatter Frederik Stjernfelt er den, der har formuleret mest præcist: at rangordenen mellem de to hensyn (respektfuld interkulturel omgangsform og ytringsfrihed) må betyde, at man afstår fra at kritisere fremsættelsen af ytringer, som udløser vold eller trusler. Vægten ligger for Frederik Stjernfelt på selve fremsættelsen: Man gradbøjer ytringsfriheden (og undskylder volden) ved at sige til folk, at det havde været bedre, at de havde holdt deres mund.

Dette peger på et reelt problem, fordi ytringsfriheden faktisk er truet. Blandt andet har FN vedtaget et forslag fremsat af Rusland og de arabiske lande om at arbejde imod angreb på traditionelle værdier. Jeg er enig både i Stjernfelts bekendelse til ytringsfriheden og hans kritik af kulturalismen, altså absoluteringen af den givne kulturelle identitet som urørligt grundlag for legitimering af krænkede følelser. Hvis folk med forskellig etnisk baggrund skal kunne finde ud af at leve sammen, må de kunne tåle kulturel anderledeshed og finde løsninger, som ikke kan være i overensstemmelse med en statisk opfattelse af de kulturer, der mødes.

Men uviljen imod at tage afstand fra krænkende ytringer er et udslag af polarisering: For at være fuldt solidarisk med vores side (ytringsfriheden) må man undertrykke den del af ens standpunkt, der udgør en indrømmelse over for de andre (ubehaget ved ringeagtsytringer). Den samme polarisering vil omvendt få en del muslimer til at sige, at hvis et ja til ytringsfriheden betyder, at man bifalder tilsvining, så vil de alligevel ikke være tilhængere af ytringsfriheden.

Netop fordi fornuftige mennesker på midten kan være uenige på dette punkt, mener jeg, at den nuance, jeg taler for, kan være et vigtigt moment i at skabe en alliance, der sætter ekstremisterne til vægs. Det er ikke det samme som at gøre tonen til det afgørende. Jeg går ind for en bramfri kommunikation om reelle problemer, ikke høflig udenomssnak men der er andre måder at være bramfri på end ved at råbe nedsættende ord efter folk.

Det var en afgørende vending i Nordirland, da der pludselig opstod et bæredygtigt vi i midten, som betød, at de to befolkningsgrupper ikke længere identificerede sig med terroristerne på deres egen side. Lad gøre det samme i den interkulturelle diskussion og socialkonstruere et fællesskab, der i globalt perspektiv rækker fra de pakistanere, der støtter Malala, til Dansk Folkeparti-vælgere, der går ind i en konstruktiv diskussion om danske værdier med indvandrere i nabolaget. Kort sagt: alle, der arbejder på at skabe rum for de værdier, de selv lever på, uden at genere andre unødigt.

Peter Harder er professor, dr.phil.