Langsommelighed og hast – et religionshistorisk paradoks

I 165 år blev der ikke taget politiske skridt til at få opfyldt Grundlovens løfteparagraf om de fra folkekirken ”afvigende” trossamfund. Men nu går det stærkt. Først med Trossamfundsudvalget, som endnu ikke er færdige, før forkynderlovene har sat scenen

Langsommelighed og hast – et religionshistorisk paradoks

Grundloven er vort lands politiske fundament. Vi taler ofte om den og bruger den også en gang imellem. Men det er sjældent, at vi nu til dags oplever, at der sker en forandring i samfundet, som er en utvetydig følge af Grundloven. Når det sker, er det et historisk øjeblik.

Det er sådan et øjeblik, vi for tiden er vidne til. Et forslag til en ny lov, som er et direkte udspring af vores gamle grundlov, og som kan få stor betydning for vores samfund, er – formentlig – på vej. Men samtidig er det i al hast trukket op til uvejr i form af en række andre lovforslag, som truer denne positive udvikling. Det vender vi tilbage til.

Først skal vi dog se på den historiske paragraf i Grundloven, det hele handler om, nemlig paragraf 69: ”De fra Folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.” Der er tale om en ”løfteparagraf”, som er en bestemmelse, der fortæller, at politikerne skal arbejde hen imod at lave en lov inden for et særligt område.

Det er selvfølgelig meningen, at løfteparagraffer skal indfries inden for en overskuelig fremtid. Men i 165 år blev der ikke taget politisk skridt til at få opfyldt Grundlovens løfteparagraf om de fra folkekirken ”afvigende” trossamfund.

Men nu er der endelig sket noget. I 2014 besluttede regeringen at nedsætte et lovforberedende udvalg, det såkaldte Trossamfundsudvalg. Udvalget fik til opgave at komme med et forslag til en sammenhængende regulering af trossamfundenes forhold til stat og samfund og til at overveje spørgsmål, som for eksempel om der bør stilles krav til trossamfundenes organisering, økonomi og skatteforhold.

Det er på mange måder en god idé at virkeliggøre Grundlovens løfteparagraf på netop dette tidspunkt. Hidtil har regulering af trossamfund uden for folkekirken haft en lidt tilfældig og ad hoc-karakter. For eksempel opererer man i dag med to forskellige typer godkendelser af trossamfund: Indtil 1969 kunne trossamfund blive ”anerkendt” ved kongelig resolution. I dag kan trossamfund ”kun” opnå status som godkendte trossamfund. Det kan give fornemmelsen af, at der for trossamfund uden for folkekirken er et A- og et B-hold, også selvom det ikke har været intentionen.

Der er også behov for en religionslov for trossamfund uden for folkekirken, fordi det nuværende religiøse landskab tilsiger det. I modsætning til de første 100 år efter Grundlovens tilblivelse er der i dag et meget stort antal trossamfund uden for folkekirken. Ikke nok med at ikke-kristne religioner fylder mere i billedet. Kristne i Danmark tegner sig også for et langt mere mangfoldigt billede, end de gjorde i de første 125 år af det danske demokrati, hvor der kun var få kristne trossamfund uden for folkekirken.

En religionslov med en samlet regulering af trossamfundene uden for folkekirken kan være med til at skabe sammenhængende, overskuelige og klare regler for trossamfundenes rettigheder og pligter. En sådan lov kan også sende et signal om, at Danmark ikke længere har et A- og et B-hold blandt trossamfundene uden for folkekirken, og om, at det danske samfund rummer en lang række religioner og trossamfund, der behandles lige og ikke anses for ”afvigende”.

Det er selvfølgelig vigtigt, at en ny lov ikke indskrænker religionsfriheden eller andre menneskerettigheder. Religionsfriheden er en individuel ret, men den har oftest en kollektiv dimension, fordi det enkelte individ udøver og manifesterer sin tro sammen med andre i et menighedsliv. Derved er der en vis risiko for, at en regulering af trossamfund kan komme til at begrænse religionsfriheden. Derfor står det også i Trossamfundsudvalgets kommissorium, at et forslag til en lov skal være ”i overensstemmelse med Grundloven, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Danmarks internationale forpligtelser”.

I sommer sendte Trossamfundsudvalget et oplæg ud til alle trossamfund i Danmark samt forskellige trosbaserede organisationer med henblik på at få trossamfundenes input til processen. Det var hensigten, at Trossamfundsudvalget skulle drøfte tingene grundigt og om muligt afslutte sit arbejde ved slutningen af året 2016.

Men så skete der noget, der var præget af den allerstørste hast.

Grunden til hastværket var formodede trusler fra religiøse ekstremister, som TV 2-udsendelsen ”Moskeerne bag sløret” i foråret 2016 gav et indblik i. Foranlediget af udsendelsen indgik regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti i maj en politisk aftale om initiativer ”rettet mod religiøse forkyndere, som søger at undergrave danske love og værdier og understøtter parallelle retsopfattelser”. Aftalen har resulteret i en række lovforslag, som netop er blevet vedtaget i Folketinget.

Lovforslagene rammer ikke kun religiøse forkyndere med ondt i sinde, men det ganske religiøse land. Ikke overraskende reagerede mange repræsentanter fra trossamfundene negativt på den bebudede bølge af love, heriblandt biskop Henrik Stubkjær og Mads Christoffersen fra Danske Kirkers Råd, der mente, at lovforslagene er ”uden sidestykke i nyere historie”, fordi de ”over en bred kam mistænkeliggør og forskelsbehandler religiøse forkyndere på en række områder” (Politiken den 5. september 2016).

Og det er svært at se bort fra, at lovforslagene kaster et mistænkeliggørende skær over de danske trossamfund uden for folkekirken. Som eksempel kan tages forslag om ”Ændring af ægteskabsloven (Decorumkrav og obligatorisk kursus i familieret, frihed og folkestyre)”. Lovforslaget præciserer reglerne om muligheden for at tage vielsesbemyndigelsen fra præster i anerkendte/godkendte trossamfund, hvis de ikke lever op til et ”værdighedskrav”. Lovforslaget indfører også et obligatorisk kursus i ”dansk familieret, frihed og folkestyre” for disse præster. Det er selvfølgelig en fordel, at præster, der får bemyndigelse til at vie folk med borgerlig virkning, skal gennemgå et kursus, der oplyser dem om de relevante ægteskabsretlige regler. Men lovforslaget er ikke motiveret i et ønske om at give alle præster viden, men er et resultat af aftalen om initiativer rettet mod religiøse forkyndere, der ”søger at undergrave danske love og værdier og understøtte parallelle retsopfattelser”.

På den måde giver rækken af lovforslag et forstemmende billede af, at trossamfund uden for folkekirken er genstand for potentiel mistænksomhed og betragtes som ”afvigende”.

Samtidig er det paradoksalt, at politikerne med den ene hånd nedsætter et trossamfundsudvalg, der skal komme med et historisk og i Grundloven baseret forslag til en sammenhængende regulering af trossamfundene, og at de med den anden hånd iværksætter nye lovgivningsinitiativer, der overhaler udvalgets arbejde indenom.

Politikerne bør afvente et lovforslag fra Trossamfundsudvalget, førend de griber til lovgivning, der bryder ind i det arbejde, som de selv har sat i værk. På den måde vil Trossamfundsudvalget have tid til at lave et sammenhængende forslag til en lov, der for eksempel også kan indeholde pligten til at gå på kursus for at få vielsesbemyndigelse – og uden at dette mistænkeliggør alle trossamfund.

I 165 år udviste politikerne langsommelighed i forhold til at opfylde Grundlovens løfteparagraf om trossamfundene, og det var derfor historisk, da Trossamfundsudvalget i 2014 endelig blev nedsat.

Indtil Trossamfundsudvalget har gjort sit arbejde færdigt, forekommer det derfor hensigtsmæssigt, at politikerne udviser tålmodighed.

Når historien endelig rykker, er det en god idé at lade den gå sin gang.

Eva Maria Lassen er seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder