Den 14. november 1665, for 350 år siden, underskrev kong Frederik III en lov, der ordnede rigets forhold, og som både nationalt og internationalt må betragtes som unik.
Fem år tidligere havde han både fået indført enevælden i Danmark-Norge og gjort riget til et arvekongedømme. Nu beseglede han denne position, hvor al magt i riget, både i form af den lovgivende, den dømmende og den udøvende myndighed, samledes hos en person, kongen, ved at underskrive Kongeloven.
Frederik III havde ellers, da han var kommet på tronen i 1648, måttet acceptere betydelige indskrænkninger i sin magt gennem en meget streng håndfæstning.
Baggrunden for, at han nu kunne gennemføre ændringerne, var, at der efter krigene mod Sverige, Karl Gustav-krigene, var en bred opfattelse inden for gejstligheden samt borger- og bondestanden af, at der måtte ske ændringer i landets styreform og ikke mindst i adelens magtbeføjelser.
Et i 1660 indkaldt stændermøde, der skulle have drøftet udskrivning af skatter til betaling af krigsgælden, kom hurtigt til at dreje sig om overgang fra valgkongedømme til arvekongedømme. Præster, borgere og bønder var for, og også adelen accepterede under pres denne ændring. Modvilligt, fordi den dermed opgav sin ret til at udpege nye konger samt indgå håndfæstninger med disse.
Efter vedtagelse af indførelse af arvekongedømmet skulle et nedsat udvalg bestående af repræsentanter for de fire stænder beslutte, hvordan riget skulle styres. Udvalget kunne ikke enes og overlod det til kongen at træffe beslutning herom.
Kongen ønskede indledningsvis sin håndfæstning ophævet. Dette gav problemer, da man ikke kunne finde originalen. Ophævelsen kom derfor til at ske gennem stændernes påtegning på en kopi af håndfæstningen.
Reglerne omkring rigets styre kom til at fremgå af Enevoldsarveregeringsakten, som kongen udstedte året efter, og som er kaldt enevældens dåbsattest, idet det var her, det nedfældedes, at riget skulle have et enevældigt styre.
løbet af nogle uger var dokumentet underskrevet af repræsentanter for alle fire stænder og fik dermed juridisk gyldighed som en slags midlertidig grundlov, der overdrog al magt til kongen, en lex regia - betegnelsen for det romerske folks overdragelse af den betingelsesløse magt til kejser Augustus.
I 1665 udstedte kongen så Kongeloven, der kom til at regulerede rigets styre og arveforholdene for ikke mindre end ni monarker.
Kongeloven er enestående i international sammenhæng, fordi det er den eneste nedskrevne forfatning for en enevældig stat.
I andre europæiske lande, hvor der blev indført enevælde, skete dette i form af monarkens overtagelse af enevældig magt, men uden nogen form for lovgivning herom.
Indledningen til Kongeloven beskriver, hvorledes Gud både havde afværget de store farer, landet stod i under svenskekrigene 1657-1660, og hvorledes det også skyldtes ham, at stænderne afstod fra deres valgret og løste kongen fra hans ed og skænkede ham og hans slægt arveretten til tronen og alle ”jura majestatis”, den absolutte magt og suverænitet. Indledningen postulerede endvidere, at dette var sket, uden at kongen på nogen måde tilskyndede hertil.
Kongeloven gav den enevældige konge ubegrænset magt. Han var kun bundet af to betingelser: Han skulle bekende sig til Den Augsburgske Bekendelse, og han måtte ikke dele riget.
Loven blev affattet både på latin og på dansk, men kun den danske udgave blev underskrevet.
Tanken om, at kongen havde sin magt fra Gud, men at der eksisterede et særligt forhold mellem monarken og folket, var almindeligt udbredt i den internationale litteratur og i forståelsen af de europæiske enevælder. At kongen havde særlige religiøse forpligtelser, er derimod specielt dansk og skriver sig tilbage til reformationen, hvor kongen indførte protestantismen og tog magten over kirken.
Kongen havde været i tvivl om, hvordan reglerne for arvefølge burde fastslås, og havde rådspurgt regeringskancelliet i Glückstadt, om han skulle udstede et testamente, eller om han skulle udstede en arvelov. De havde rådet ham til at udstede en eviggyldig offentlig arvelov. Det blev Kongeloven, hvis endelige udformning kom til at ske i et samarbejde mellem Frederik III og hans kammersekretær, Peder Schumacher.
Peder Schumacher var født i 1635 som søn af en fra Tyskland indvandret københavnsk vinhandler. Han blev uddannet ved Københavns Universitet og siden ved universiteterne i Dresden, Leiden og Oxford. Peder Schumacher havde opholdt sig i England, da monarkiet genindførtes der i 1660, og i Frankrig ved Ludvig XIV's personlige magtovertagelse i 1661. I 1662 var han kommet i Frederik III's tjeneste som leder af dennes bibliotek og arkiv.
Ved Frederik III's død i 1670 trådte arvebestemmelserne i Kongeloven fra 1665 for første gang i kraft, og den 24-årige Christian V kunne bestige tronen som Danmark-Norges anden enevoldskonge.
Da han havde arvet tronen, skulle han ikke krones, men salves. Det skete i Frederiksborg Slotskirke den 7. juni 1671. I forbindelse med tronskiftet blev Kongeloven oplæst. Selvom Kongeloven var indarbejdet i Danske Lov fra 1683, blev den først publiceret i 1709.
Efter overleveringen skulle Frederik III på sit dødsleje have rådet sønnen til at støtte sig til Peder Schumacher. ”Gør en stor mand af ham, men gør det langsomt,” skulle kongen have sagt. Det er nok en anekdote, som først langt senere berettedes af Ludvig Holberg, men Christian V gjorde en stor mand af Peder Schumacher, der i 1673 blev adlet som greve af Griffenfeld og udnævnt til rigskansler.
Griffenfeld var en dygtig administrator og organisator, der fornyede rigets administration. Men han var også forfængelig og var desuden modtagelig for bestikkelse - også ud over, hvad der i samtiden tolereredes.
Det afgørende brud med kongen kom dog over Den Skånske Krig. Kongen ville krigen for at vinde de tabte landsdele tilbage, men Griffenfeld frarådede. Efter hans opfattelse ville Danmark ikke opnå noget, hvis man ikke man havde Frankrig med sig. Det kom som bekendt til at holde stik.
Selvom Danmark generobrede det meste af Skåne, forlangte den franske konge, der var allieret med Sverige, Roskildefredens bestemmelser om afståelse af Skåne, Halland og Blekinge opretholdt.
Griffenfeld var dog allerede inden fredsslutningen blevet bragt til fald. Han havde i hemmelighed opretholdt forbindelse med franskmændene, hvilket i 1676 førte til, at kongen lod ham fængsle og anklage for højforræderi. En ransagning af Griffenfelds papirer afslørede blandt andet, at han i sin dagbog havde noteret: ”Kongen svarede den franske gesandt som et barn” - det føjede yderligere majestætsfornærmelse til anklagerne.
Griffenfeld dømtes ikke for højforræderi, men alligevel til at have ære, liv og gods fortabt. Han blev dog på retterstedet benådet med livsvarigt fængsel. Han sad først i fængsel på Kastellet og senere på øen Munkholm, ud for Trondhjem. Han døde i 1699 og blev begravet i Vor Frue Kirke i Trondhjem, men hans datter, Charlotte Amalie, der var gift med baron Frederik Krag til Stensballe, fik ved et kup kisten hentet og anbragt i et kapel i Vær kirke ved Horsens, der hørte under godset.
Hovedforfatteren til Kongelovens skæbne blev ikke gunstig, men hans værk kom til at bestemme rigets styre, indtil Frederik VII i 1849 underskrev Grundloven. Arvereglerne endda helt til de blev ophævet med tronfølgerloven i 1853, der gjorde prins Christian af Glücksborg og hans slægt til arvinger til den danske trone. I 184 år regeredes på basis af de bestemmelser, der trådte i kraft, da Kongeloven blev underskrevet.
Bent Knie-Andersen er historiker, ph.d.