Lysets engel går med glans

I sin politiske analyse, vurderer Henrik Hoffmann-Hansen at tillid tager lang tid at opbygge, men nedbrydes ...

Foto: Tegning: Peter M. Jensen

Sommerens vinderkronik: Den største glæde i ens liv kan komme så pludseligt, og hvor man allermindst venter den! Det skete for dagens kronikør under nogle hårde og dramatiske dage på et hospital på Amager med en gammel og dehydreret far og et par brødre, der var hastet hjem fra udlandet.

Jeg har lyst til at fortælle jer om mit livs største glæde. Den kom til mig på så forunderlig vis, og faktisk egner den sig bedst til at blive fortalt skriftligt.

Men forinden er det nødvendigt, at jeg ganske kort fortæller om trigeminusneuralgi, som er en smertesygdom, der sætter sig i nogle ansigtsnerver. Den optræder som anfald, der kommer og går uden varsel.

LÆS OGSÅ: Hun delte sin største glæde med læserne

Smerterne kan udløses ved berøring af et eller flere triggerpunkter, som ofte flytter sig. Kraftigt lys og lyd kan også udløse smerterne, ligesom kulde og blæst kan. Mens anfaldet står på, kan patienten ikke tale, spise eller drikke af fare for smerteudfald. Og selv længe efter at anfaldet er klinget af, er patienten angst for at fremprovokere nye anfald.

Min far led af denne sygdom. Men da han sidste sommer blev indlagt på Sankt Elisabeth Hospital på Amager, skyldtes det en generel svækkelse på grund af dehydrering og underernæring.

Den første uge, hvor min far var indlagt, besøgte jeg ham et par gange. Blandt andet den dag, han blev 91 år. Han sad ude på gangen og ventede på mig. Jeg sang Happy Birthday og May the Good Lord Bless You, så min far begyndte at græde og alle, der kunne, dukkede frem fra stuerne og kiggede og klappede. Min far græd og smilede og klappede.

Et par dage efter skulle jeg til pårørendesamtale med lægen, men dagen inden blev jeg ringet op fra hospitalet, hvor man fortalte mig, at min far havde store problemer med at synke sandsynligvis som følge af en blodprop i hjernen. Måske skulle han have en sonde indlagt for overhovedet at få væske.

Det lykkedes mine brødre, som begge bor i udlandet, at nå hjem, så vi alle tre kunne deltage i samtalen med lægen.

To dage højst en uge forventedes min far at kunne leve uden væske. Og sonde? Den kunne forlænge, men ikke genoprette. Vi vidste, at han også led af Alzheimers sygdom og af hjerteflimmer. Vi vurderede, at en sonde ville gøre mere skade end gavn i fars tilfælde, og lægen gav os ret.

Vi fik tilbudt at bo på stuen sammen med far. Det var vi taknemmelige for. For det første fordi vi så var sammen. Og for det andet fordi det for far altid havde været så vigtigt, at vi tre bevarede vores tætte forhold, selvom vi boede så langt fra hinanden.

FAR SOV MEGET, men var indimellem vågen og klar, så vi kunne tale sammen. Vi talte ikke om døden, og jeg tror ikke, han selv var klar over, hvor syg han var. Begge mine brødre er gode til at fortælle sjove historier, så vi fik også grinet en hel del sammen.

Sent om aftenen fik far pludselig lyst til noget koldt. Iskoldt. Min bror gennemsøgte kioskerne på Amagerbrogade og kom tilbage med en is: Champagnebrus. Vi dryppede smeltedråber på fars læber, og han drak begærligt. Han smilede taknemmeligt og hviskede Tak!. Så faldt han i søvn.

Næste dag var far vågen, men uklar. Det så ud, som om hans mund var tør, så jeg tog en lille skumgummipind og vædede forsigtigt hans læber. Han åbnede munden lidt, og jeg førte svampen ind. Han så på mig og smilede, mens han sugede lidt væske ud af svampen. Jeg dyppede den i lidt vand og gav ham lidt mere at suge. Han sugede kraftigt, og jeg gav ham lidt mere. For at hjælpe ham pressede jeg svampen mod hans tænder, så væden dryppede ned på hans tunge. Han smilede. Og så pludselig pludselig eksploderede alt! Hans ansigt vred sig i ganske forfærdelige grimasser, og først efter et par sekunder gik al gruen op for mig! Den lede trigeminus, som havde ladet ham i fred det seneste halve år, var vendt tilbage!

HVAD DER i de næste minutter skete, var kaos! Så snart jeg opdagede, at det var mig, som havde vækket trigeminus, lagde jeg svampen fra mig og styrtede ud af stuen.

En læge var blevet hidkaldt og hastede ind på stuen. Det var, som om alt inden i mig blev revet fra hinanden: sorg, frustration, chok og vrede. Jeg sad ude på gangen og vred og vendte mig og kunne ikke være i min sorg.

Da lægen lidt efter kom ud fra stuen, trak hun mig et øjeblik tæt ind til sig for at trøste, og jeg nåede at hulke, at Vorherre var så ond ved min far, inden hun hastede videre for at finde frem til det præparat, som lige nu kunne smertestille min far.

Jeg sad længe og græd, men efterhånden gik sorgen over i vrede. Og jeg rettede den mod Vorherre. Hæslige ord hviskede jeg for mig selv. Det grimmeste grimme rettede jeg mod Ham. Aldrig nogen sinde ville jeg kunne tilgive Ham, at Han netop nu lod trigeminus pine min far.

Et par timer senere var der faldet ro over mig. Også hos min far var der roligt. Han havde fået noget smertestillende som injektion. Nu sov han.

Jeg lagde mig på sengen ved siden af hans og faldt i søvn. Mine brødre vågede, og jeg kunne langt væk i søvnen høre dem tale dæmpet sammen.

Jeg rejste mig op. Min far var vågen. Han lå med blikket rettet mod loftet. Jeg tog en trøje på, og idet jeg lynede lynlåsen, rettede far sit blik mod mig. Jeg fornemmede en skygge af sorg fare hen over hans blik.

Instinktivt opfattede jeg, at han troede, jeg var ved at tage hjem. Jeg bor langt fra København, og min far blev altid ked af det, når jeg skulle hjemad. Jeg bøjede mig ind over sengen og fortalte, at jeg havde sovet lidt og derfor var lidt kuldskær. Han så på mig og smilede. Den mørke skygge var forsvundet. Smilende og stadig med sit blik rettet fast mod mit løftede han usikkert sine arme op imod mig.

Jeg var ikke klar over, hvad han ville. Vil du op, far?. Han rystede på hovedet. Smilede. Rakte sine svage rystende hænder mod mig. Jeg bøjede mig ind over ham. Han greb mine hænder udstrakt i sine. Så på mig og smilede. Hans ansigt udstrålede glæde. Så førte han mine hænder mod sine læber og ganske ganske forsigtigt kyssede han fingerspidserne.

Fra min bror, der stadig sad ved sengen, spruttede et hulk, der ikke længere kunne undertrykkes.

Jeg så på min far og smilede. Greb hans hænder i mine og kyssede dem. Idet jeg bøjede mig mod ham, løsnede han sine hænder og lagde dem over mit hår og førte dem derpå hen over mit ansigt. Stadig smilede han. Kærligt.

Ganske sagte kom der en dyb lyd fra hans strube. Jeg opfattede den som sang. Han holdt meget af de danske salmer, og jeg begyndte at nynne Lysets engel går med glans. Min anden bror var vågnet og kom hen til sengen.

Vi nynnede de salmer, som vi kunne huske, mens vi holdt om hinandens hænder, og far smilede lykkeligt. Vi stod dér og nynnede og græd, så snot og tårer blandede sig i floder. Men jeg tror, vi alle var lykkelige i det øjeblik.

Min far døde fem dage senere. Vi fik ikke mere kontakt med ham. Men han sov stille ind, mens vi var hos ham.

For mig står denne oplevelse som det smukkeste og som den største glæde i mit liv. Og jeg er Vorherre så taknemmelig over denne gave, som vi fik lige i sidste øjeblik.