Manden med den sjette tå

Fødder, fod, græs, tæer

Her er der kun fem tæer på hver fod. Men er det en fejl, når Dorés fremstiller Jesus med seks tæer? Stock.xchng

relevante temaer

På et af Dorés berømte billeder er Jesus portrætteret med seks tæer. Det kan selvfølgelig være en fejl fra malerens side, men der kan være en mening med det. Den tå er ikke tilfældig og for øvrigt er det ikke det eneste billede, hvor Jeus fremstilles sådan

DET VAR IKKE MIG, der gjorde opdagelsen. Desværre. Eller heldigvis. Der er nogle opdagelser og oplysninger, vi hellere ville være foruden. I bedste fald er de overflødige, og man spekulerer over, hvilken nytte de kan være til.

Man kommer i supermarkedet til at høre en samtale om, at nogen har set nogen, der gjorde noget, man læser et opslag fra et kulørt blad om en ukendt kendt, man blader videre i leksikonet og læser om en fremmed planteart, og engang lærte man om kvadratrødder og hypotenusen og befolkningstallet i Sierra Leone, og lige siden har det ligget der og fyldt op, uden at man vidste, hvad det skulle bruges til, og der kommer stadig mere til.

LÆS OGSÅ:
Kunsten at genopstå

Men første søndag i advent kan jeg bruge den opdagelse, som blev gjort af den navnløse hovedperson i forfatteren Torgny Lindgrens roman Dorés Bibel. Doré er den illustrator, der har hjemsøgt adskillige generationer og præget vores opfattelse af de bibelske begivenheder.

Vi har set lyset komme til verden og den tomme grav gennem hans (og hans medarbejderes) øjne og pen. Vi har set løvemor sidde på toppen af et bjerg med sin unge i flaben, mens syndfloden raser under dem, og vi har set den fortabte søn blive modtaget ved hjemkomsten af bjæffende hunde.

Den navnløse person, som er Lindgrens fortæller, har ingen anden indgang end Dorés billeder, hverken til Bibelen eller verden. Han er retarderet, kan hverken læse eller skrive, men han kan se. Og han ser alt igennem Dorés billedbog, som blev lagt hos ham allerede i vuggen. Hans tro er en tro på billederne. Selv da han bliver adskilt fra bogen og ikke kan se dens billeder, har han dem i sig.

På billedet af Jesus i synagogen har han opdaget, at Jesus har seks tæer på sin ene fod.

Det kan jo være en fejl fra en af Dorés medarbejderes side, han har sjusket, mens mester vendte ryggen til, det kan være tilfældigt, men for den person, hvis øjne har set det, er billederne langt mere sandfærdige end Bibelens ord. Der må være en mening med det. Den tå er ikke tilfældig.

Menigheden i synagogen i Nazaret har således også set den sjette tå. Nogen måske endda set den før. De har set den, da Jesus som dreng løb og legede i byen, den er en af de skævheder eller småskavanker, alle mennesker bærer på deres krop. For det er jo et menneske, det er Josefs søn, det er ham, de har set med skrabeknæ og bumser i hele hovedet, det er ham, der har forladt sine forældre i stedet for at hjælpe dem på værkstedet. Skulle han, Josefs søn, være noget særligt, opfyldelsen af Esajas profetier? Sådan tænker de, forståeligt nok, i profetens hjemby.

Men man kan også se tåen som et guddommeligt mærke ligesom glorien, han har om hovedet. Noget særligt. Guds søn kan ikke presses ned i en skabelon, han er ikke gjort i menneskers billede, han er fri til at have så mange lemmer, han vil. Otte tæer, hvis det skal være. Han er jo Gud.

Sådan er Jesus på en gang såre menneskelig og såre guddommelig. Marias søn og Guds søn, forbindelsen mellem jord og himmel, men vi har så vanskeligt ved at begribe det, og det var vel også det, de havde i Nazaret.

Det begyndte ellers så godt og smukt. Det var som en drøm, da bysbarnet kom hjem og deltog i menighedens gudstjeneste og læste op af profetens bog. Den bog, som er fyldt med billeder så store og rige, at ikke engang en Doré kan tegne dem.

Der var jubel, da Jesus lukkede bogen og forkyndte, at drømmenes opfyldelse ikke var skubbet ud i en fjern fremtid, men begyndte lige nu i dag. Lige midt i den grå hverdag, lige her, hvor han stod i den lasede kappe og med bare tæer.

MEN MIDT I JUBELRUSEN meldte tvivlen sig: Det menneske, man havde kendt som dreng, kunne vel ikke være indbegrebet af håb for verden. Det kunne ikke være ham, profeterne talte om. Og hvor blev det af? Der kom ingen guddommelig indgriben og skabte fred og glæde. Der var ingen, der helbredte deres sygdomme, ingen, der gjorde dem rige og lykkelige. Det måtte blive en anden gang et andet sted.

Ligesom vi har vanskeligt ved at begribe, at Jesus er både menneske og Gud, lige så vanskeligt har vi ved at se Guds rige. Enten gør vi det forfærdeligt jordisk og identisk med vore projekter og planer, eller også bliver det så himmelsk, at det ikke rører os som andet end en luftig drøm. I Nazaret ville man helst beholde drømmen.

Synagogen var lige ved at blive en kirke, men nu bliver det grimt. For at komme af med det ubegribelige kan man forsøge at skubbe det væk. Det gør indbyggerne i Nazaret ganske bogstaveligt ved at forsøge at skubbe Jesus ud over klippekanten som en syndebuk for alle deres mislykkede projekter og planer. De vil hverken have mennesket eller guddommen. Ikke risikere at få profetierne opfyldt.

De skubber ham væk for at få lov til at drømme videre. Men han brød de lænker, som deres drømme ville holde ham fast med, han brød ud af den grav, som rummede alle deres og vore livsødelæggende forestillinger.

Begyndelsen på vores kirkeår er et billede på, hvad der skal komme senere. De jublede i synagogen, men jublen blev til haderåb og vold. De jublede palmesøndag, men få dage efter råbte de korsfæst ham. Men han gik sin vej midt iblandt dem tre dage senere.

Han gik sin vej på de fødder, hvoraf den ene havde seks tæer. En både menneskelig og guddommelig sjette tå. Han gik sin vej for at kunne komme til os.

Derfor fejrer vi advent nok en gang. Den tid, hvor vi tager vore drømme i øjesyn, når vi hører de smukke profetier. Den tid, hvor vi tager vores liv i øjesyn, når vi føler angst og mismod. Forskellen på vore livsvilkår og vore drømme kan føles uoverstigelig stor.

Men så kommer han til os, og vi hører hans stemme klinge sammen med Esajas i Blomstre som en rosengård. Mens vi synger, sker det, nu kommer nådens år. Ikke som paradis på jorden, ikke som en fantasi i skyen, men som en virkelighed. Herren kommer, Gud med os. Han er med os i mørke og sorgfulde stunder. Han er på verdens skueplads og slagmark.

Den person, som opdagede den sjette tå, var et menneske, som oplevede stor smerte og mange tab og svigt. Men troen på den Gud, han så åbenbaret i Dorés Bibel, holdt ham oppe. Han siger om menneskers lidelse: der er noget beroligende og trøstende ved de fleste af Gustave Dorés mennesker: de vrider sig og synker sammen og skriger mod himlen, de er ved at gå til af en uudholdelig smerte. Men de mærker den ikke.

Jeg har fundet endnu et billede, hvor Jesus har seks tæer. Det er billedet fra Getsemane, hvor forræderen Judas kysser Jesus. Midt i forræderiet, på tærsklen til lidelse og død, fortæller den sjette tå om det guddommelige menneske, som ingen kan holde fast, hverken med kys eller pisk, korsfæstelse eller død. Han går sin vej.

Men når han kommer til os, holder han os fast. Ikke engang, ikke måske, men i dag.

Karin Friis Plum er sognepræst i Aarhus

Tilføj kommentar

fra shop.k.dk

Tiny Audio M5 DAB+ og FM radio, hvid

kr. 599,00 Køb

STYRK DIT BARNS KARAKTER - et forsvar for børn, barndom og karakterdannelse

kr. 249,00 Køb

Bachs mesterværker

kr. 699,00 Køb

Leonard Bernstein Collection. Vol. 1.

kr. 799,00 Køb

W.A. Mozarts Klaverkoncerter

kr. 399,00 Køb

BEIJING LOVE STORY

kr. 299,00 Køb

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.