I anledning af påsken og den standende debat om Jesu opstandelse er det lærerigt at se på Grundtvigs forkyndelse og forståelse af opstandelsen. Den fysiske side af opstandelsen er en hjertesag for ham, og han forkynder den med stor iver.
Som den røde tråd går udtrykket ”kød og ben” gennem mange af Grundtvigs påskeprædikener. Dette udtryk er hentet fra Lukasevangeliet (kapitel 24, vers 39), hvor den opstandne Jesus ifølge den nuværende oversættelse siger til disciplene: en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har.
Udtrykket forekommer som sagt mange steder hos Grundtvig, og andre steder taler han om samme sag med andre udtryk, som for eksempel at apostlene følte (arrene) på Jesu krop og spiste og drak med ham efter opstandelsen.
I en prædiken anden påskedag 1833 (udgivet af Brandt 1875) skriver han: ”Thi ikke nok med det, at de træde frem som Øjen-Vidner, og forsikre os, de vilde ikke engang tro deres egne Øjne, skjønt de kjendte deres Lærer og Mester saa nøje, før de saae Sporet af Naglerne, han var korsfæstet med, for deres Øjne, og før de, ved at have taget og følt paa ham med deres Hænder, havde overbevist sig om, at det ikke var, hvad man kalder hans Aand eller Gjenfærd, men ham selv lyslevende; ja at en af dem, den vantro Thomas, blev ved at tvivle, indtil Herren lod ham stikke sin Finger i Naglegabene og hele Haanden ind i Siden, som den romerske Stridsknægt skar op med sit Spyd.”
Påskedag 1836 (udgivet af Brandt 1875) siger Grundtvig: Jesus Christus er opstanden, som han haver sagt; thi det er ikke blot stadfæstet ved det største og gyldigste menneskelige Vidnesbyrd, af hans Apostler, som gik i Døden paa, at de havde ædt og drukket med ham efter hans Opstandelse.”
Øjensynlig har Grundtvig haft diskussionspartnere, som har hævdet, at opstandelsen ikke er fysisk, men blot åndelig, og mod dem taler han i prædikenen til påskedag 1848 (udgivet af Begtrup 1924): ”Al den Snak , der er ført og føres endnu, om en aandelig Opstandelse, der godt kunne finde sted og være trøstelig, om end det Lig, som Joseph af Arimathea nedtog af Korset, og lagde i den nye Grav, var gaaet i Forraadnelse og hensmuldret ligesom de andre Kongers og Præsters i Jerusalem - al den Snak synes kun Viisdom for Menneske-sjælen i Søvne og i Drømme og blottes i hele sin hule Tomhed, saasnart Sjælen vaagner til Livs-Bevidsthed og seer Døden, den fæle Grinebider sidde paa den store Steen, som lukker Graven, og sige med Haanlatter: kom igien, kom igien, om I kan, I Menneske-Børn! Hvor er den Stærkere end jeg, som kan overvinde mig, tage min Rustning og plyndre mit Hus?”.
Derefter skildrer Grundtvig, at menneskelivet består af sjæl og legeme, og derfor er menneskelivet i to verdener, den synlige og den usynlige, og eftersom døden er adskillelse af sjæl og legeme, så driver man spot med menneskelivet, hvis man begrænser frelsen til det åndelige.
Han fortsætter så: ”der er aabenbar kun een virkelig Trøst over Døden, som er den, at vi har en guddommelig Frelser, som selv var død og begravet, men stod virkelig op fra de Døde og døer ikke mere, men siger til alle sine Troende: Jeg lever, og I skal leve!
Derfor hører vi også, at da vor opstandne Frelser aabenbarede sig for sine Apostler, og de i deres Forskrækkelse tænkde, det var kun hans Aand, det vil her sige: hans Gienfærd, da sagde han: hvi opstiger saadanne Tanker i eders Hjerter? Seer dog mine Hænder og Fødder! det er mig selv! føler paa mig og seer, at jeg har Kiød og Been! - Og da det endnu ikke var nok, tog han et Stykke stegt Fisk og en Honning-Kage af deres Haand og spiste det for deres Øine. See, det kan vort Menneske-Hjerte føle, det og kun det kalder ethvert opvakt Menneske-Hoved en virkelig, en ordentlig, en ægte Opstandelse, som kan trøste over Døden og maa trøste alle dem over Døden, som virkelig troe, hvad alle Christne bekiende, at de har, trods Døden, en saadan Kiødets Opstandelse ivente.”
Grundtvig nægter på ingen måde, at Jesu opstandelseslegeme også har andre egenskaber end de fysiske. Han siger i påskedagsprædikenen fra 1842 (udgivet af Thodberg med flere 2003): ”denne Jesus, som var korsfæstet, Han blev ikke i Graven, hvor de lagde ham, men stod virkelig, lyslevende op med Kiød og Been, med seende Øine og hørende Øren og talende Læber, kun saaledes forvandlet, at det Dødelige var opslugt af Udødelighed, det Forkrænkelige af Uforkrænkelighed, og at Baandene, som fængsle vore dødelige Legemer til Jorden var løste, saa Han ikke blot kunde staae midt iblandt sine Disipler inden lukte Dørre, men kunde ogsaa opsvinge sig saa høit, at en Sky tog Ham bort fra deres Øine.”
Som antydet i dette sidste citat fornemmer Grundtvig ikke, at den fysiske side af Jesu opstandelse skulle give problemer for forkyndelsen af Jesu himmelfart. Professor Theodor Jørgensen udtalte i Kristeligt Dagblad den 21. januar: ”fastholder man, at Jesus var fysisk opstanden, bliver hans himmelfart til den rene absurditet.”
Helt modsat siger Grundtvig i sin prædiken til anden påskedag 1850 (udgivet af Begtrup 1924): ”ligesom det kun var i fyrretyve Dage, at den opstandne Frelser i sin egen legemlige Skikkelse aabenbarede sig for sine Disipler, saaledes skal vi, som oplyste Christne, indsee, at det var en Overgangs-Tid fra Herrens synlige til hans usynlige, fra hans haandgribelige til hans reent aandelige Nærværelse på Jorden, en Overgangs-Tid, der kun havde til Hensigt, dels at giøre Vorherres Jesu første Disipler aldeles visse paa hans virkelige Opstandelse fra de Døde med Kiød og Been, saa de kunne være gyldige, troværdige Vidner derom for alle Slægter, dels det, og dels at forberede Disiplerne paa det ny Testamentes, den ny Pagts Tid”.
Disse teksteksempler viser, at den fysiske side af Jesu opstandelse er dybt rodfæstet hos Grundtvig, der igen har hentet megen inspiration fra den oldkirkelige biskop Irenæus, som levede fra omkring år 130 til 200, ligesom Grundtvig flittigt citerer ovennævnte tekst fra Lukasevangeliet.
Jeg slutter med et citat fra ”Den christelige Børnelærdom” (1868, udgivet af G. Christensen og Hal Koch 1944): Hvad nu endelig ”Kiødets Opstandelse” angaaer, da seer vi af Apostel-Brevene, at dette Led af Troes-Bekiendelsen tidlig er blevet forkastet eller dog betvivlet og bestridt, til Fristelse og Forargelse i Menigheden, men at Apostlerne lagde netop samme Vægt derpaa som paa Leddet om Frelserens Opstandelse, saa de to Led maa staae og falde med hinanden. Dette er Hoved-Oplysningen, vi herom har at give Menigheden, med den alvorlige Formaning, aldrig herefter at taale den Ombytning af ”Kiødets” med ”Legemets” Opstandelse, som desværre hos os længe har fundet Sted, thi vel mende man hos os næppe noget Ondt dermed, men da vi veed, at Vantroen har søgt og vil fremdeles søge Skjul under det mere ubestemte ord ”Legeme”, som om det ikke var Legemet af ”Kiød og Been”, der taldes om, saa maa der i Troes-Bekiendelsen holdes fast på udtrykket ”Kiødets Opstandelse” baade for Herrens Skyld og for Menighedens, der ellers vil besviges for det evige Livs Haab i hele dets aandelige og legemlige Fylde”.
Jørgen Sejergaard er sognepræst i Karlebo