21 KRISTNE KOPTERE FRA EGYPTEN, som arbejdede i Libyen, fik den 12. februar skåret halsen over af ekstremister fra Islamisk Stat. De kristne havde fået et valg: 1) At opgive deres kristne tro og konvertere til islam. 2) At betale en særlig skat, hvilket de ikke kunne, fordi de var fattige. 3) At blive martyrer. De valgte alle martyriet.
Islamisk Stat filmede drabene og lagde det på internettet. En af bødlerne udtalte, at hoveder, der har båret den vildfarelse, som korset er, og kristne, som er fyldt med had til islam og til muslimer, skal halshugges.
Før de kristne egyptere fik halsen skåret over, kunne man på filmen høre dem sige: ”Herre Jesus Kristus.” Det kom til at stå som et stærkt vidnesbyrd for de kristne i Mellemøsten og en opmuntring til at holde fast ved den kristne tro i disse meget vanskelige tider.
De fleste henrettede kristne var fra landsbyen Al-Our i det sydlige Egypten. Egyptens præsident, al-Sisi, fordømte drabene og besluttede, at der i landsbyen skulle bygges en kirke til minde om martyrerne. I Egypten diskrimineres kristne og skal i henhold til islamisk lov have særlige tilladelser til at bygge og vedligeholde kirker - tilladelser, der normalt er svære at få, mens muslimer frit kan bygge moskéer.
Det har ramt for eksempel Jomfru Maria-kirken i Safaniya, som længe forgæves har søgt om lov til at få indlagt vand og bygge toiletter. En konsekvens er, at ældre kirkegængere jævnligt tisser i bukserne, fordi de ikke kan holde sig så længe.
Men i Al-Our fik de kristne lov til at bygge en martyrkirke. Det provokerede dog magtfulde lokale muslimske salafister, som ikke tillod, at kirken blev bygget inde i byen, men kun uden for, og kun med én etage og uden klokketårn.
I takt med at præsident al-Sisi har slået hårdt ned på Det Muslimske Broderskab, kommer der stadig flere rapporter om overgreb mod kristne i Egypten. Muslimske ekstremister og andre lader ofte kristne undgælde for deres vrede over al-Sisi. Nogle kristne kidnappes, nogle beskyldes for blasfemi, mens andre udsættes for vold, uden at autoriteterne beskytter dem.
Meget tyder i øjeblikket på, at præsident Bashar al-Assad er ved at tabe krigen i Syrien. Han hører ikke til Guds bedste børn og har stået bag utallige grusomheder. Han har holdt de kristne i landet under kontrol som alt andet, men også givet dem en vis frihed. Derfor har mange kristne trods alt støttet ham - også af frygt for, at noget værre skulle komme.
Nu kommer så det, der er værre. Islamisk Stat og Jabhat al-Nusra, som er en anden ekstremistisk muslimsk gruppe, vinder frem. Islamisk Stat kontrollerer nu halvdelen af Syrien. Og hvordan det går, der hvor de får magten, ved vi. Det går ud over shia-muslimer, yazidier, kristne og andre, der ikke følger deres ekstreme tolkning af sunni-islam.
I Mosul i Nordirak, hvor der tidligere boede mange kristne, er alle kristne kors fjernet fra kirker, kristne hospitaler og skoler, ligesom kirker er brændt ned eller vandaliseret. Her tortureres kristne i to af de historiske kirker i byen, og der er et marked, hvor kvinder og børn sælges som slaver - også til sex.
UDRENSNINGEN AF KRISTNE fortsætter i Syrien. I det nordøstligste hjørne af landet omkring floden Khabour angreb Islamisk Stat 33 kristne landsbyer i marts og sendte 3000 kristne på flugt. Islamisk Stat er for nylig igen blevet fordrevet fra dette område af den syriske hær, kurdere og bevæbnede kristne, men landsbyerne med huse og kirker er ødelagt, og yderst få har kunnet vende tilbage. Islamisk Stat prøver i denne tid på at tilbageerobre området.
Det er bare ét eksempel på det pres, Islamisk Stat udsætter de kristne for i Syrien. Situationen her er nu så alvorlig, at vi måske er vidne til de kristnes endeligt i landet.
Islamisk stat og lignende radikale muslimske grupperinger som Boko Haram, al-Qaeda, al-Shabaab og al-Nusra har en mission, og tusindvis af unge mænd og kvinder over hele verden slutter sig til dem med en følelse af, at de er kaldet til at deltage i en mission, der drejer sig om had og ikke om kærlighed. Målet er at oprette et verdensomspændende kalifat, hvor der ikke levnes plads til andre former for tro og liv, men hvor alle vil blive undertvunget en ekstrem tolkning af islam.
Der er heldigvis også mange muslimer i Mellemøsten, der har en anden holdning. Ja, det har langt de fleste. Den anglikanske biskop Anis Mouneer fortæller, at hans kirke i Kairo fik besøg af den lokale imam og 12 andre højtstående muslimer, der kom for at vise respekt og fejre jul sammen med dem til gudstjenesten juledag, og Mouneers muslimske nabo gav ham en æske med søde kager og ønskede glædelig jul. En halv snes dage senere var det profeten Muhammeds fødselsdag, og biskoppen og flere fra kirken gjorde genvisit i den lokale moské.
De var alle enige om, at kristne og muslimer må stå sammen og arbejde for harmonisk samliv for at sikre Egyptens fremtid.
Mouneer fortæller, at der er mange eksempler på diskrimination, chikanerier, vandalisme og vold mod kristne i Egypten, men der er også en anden ånd flere og flere steder, hvor kristne og muslimer udviser venlighed og hjælpsomhed mod hinanden.
En skarp kontrast til alle de forhindringer, der blev lagt i vejen for byggeriet af martyrkirken i al-Our, er således byggeriet af en ny kirke dedikeret til Jomfru Maria i al-Manufiyya nord for Kairo. Her appellerede den koptisk-ortodokse biskop til de muslimske naboer om at støtte byggeriet af kirken. Og det gjorde de.
Kristendommen vil kun overleve i Mellemøsten, hvis de gode kræfter er stærkere end de onde. Men hvordan kan der skabes mindre ekstremisme og mere gensidig forståelse og fredelig sameksistens? Hvad kan man gøre, når der ikke er lov og ret, men gadens parlament hersker, og de kristne derfor bliver afhængige af, hvad muslimerne omkring dem vil tillade?
ENESTE MULIGHED er at arbejde for kendskab og venskab mellem kristne og deres muslimske naboer, så der flyttes holdninger. For dialogen og mødet mellem mennesker kan udvirke underværker, som for eksempel vidnesbyrdet fra den 10-årige Myriam fra Qaraqosh i Nineveh i det nordlige Irak.
I august 2014 mistede hun (og 120.000 andre kristne) alt på grund af Islamisk Stat - sit hjem, sin skole, sin kirke, hele det liv, hun kendte til. Hun bor nu i en flygtningelejr og er helt afhængig af udenlandsk velgørenhed. Hun siger, at hun tilgiver sin fjende og beder for sin fjende, men giver også klart udtryk for, at det, de gjorde, var ondt.
Had skal mødes med kærlighed. Og så skal vi stå sammen. Alle gode kræfter, kristne, moderate muslimer, ateister, alle, der har andre holdninger end dem, der kommer til udtryk i Islamisk Stat, må stå sammen og kæmpe for et inkluderende samfund.
Vi skal som kristne i Danmark gå i forbøn for de kristne og andre truede grupper i Mellemøsten. Danmission skal som andre kristne danske organisationer og menigheder være i følgeskab med de udsatte og truede kristne i Mellemøsten og støtte dem på den måde, de anser for bedst i den aktuelle situation.
Der er også brug for Det Arabiske Initiativ under det danske udenrigsministerium, som støtter indsatser, der er med til at fremme holdninger, som danner grobund for et ligeværdigt samfund med plads til alle, og som samtidig er et alternativ til den islamiske radikalisering.
Der er i høj grad brug for politiske løsninger, der kan fjerne årsagerne til konflikterne og radikaliseringen. Der er også brug for nødhjælp. De udsatte skal beskyttes. Og så er dialogen altafgørende i det store, lange træk, der kan skabe lys for enden af tunnelen.
Mødet mellem mennesker, hvor der skabes gensidig forståelse, så fjender bliver til venner, er så afgørende, hvis vi skal bremse radikaliseringen. Kun hvis vi sammen går den vej, vil det gå grupper som Islamisk Stat på samme måde, som det gik nazismen og fascismen.
Mogens Kjær er generalsekretær i Danmission