Er opgøret med Gud Fader, den almægtige, himlens og jordens skaber, virkelig kun et snævert københavnsk fænomen? Er Thorkild Grosbølls navn kun kendt inden for Valby Bakke? Er Per Ramsdals mekanistiske teologi kun en sag for Københavns Sydhavn? Er Niels Grønkjærs opgør med den inkompetente skaber kun tilgængelig i boglader med postnummer København K?
Ja, gid det var så vel, men vi er vist flere, der i årevis har mødt dem kraftigt eksponeret i landsdækkende offentlige medier. Men skal man tro Hans Hauge (kronikken i Kristeligt Dagblad den 26. oktober), er det bare et københavnsk udkantsfænomen. Ikke værd at tale om og da slet ikke værd at skrive en bog om. Hauge er tydeligvis verden set fra Aarhus.
Eller måske er Hans Hauge bare nærsynet. Og ikke bare over for verden omkring os - også når det gælder læsning, ser han ikke rigtigt godt. Han har med sin kronik mod min bog ”Gud i klemme” sat sig for at værne Grønkjærs teologi, men det virker ærligt talt, som om han hverken har læst Grønkjær eller min kritik.
Meget andet har han tydeligvis læst, som kronikkens namedropping viser, men den konkrete sag fortoner sig. Hans Hauge har etableret en arrogance, der suspenderer forpligtelsen til at sætte sig ordentligt ind i sagerne.
Hauge lovpriser Grønkjær for at gøre alting nyt, men det er nu let at vise, at Grønkjærs nyt faktisk er temmelig gammelt. Grønkjær vedgår selv, at det er gamle travere, han har trukket af stalden.
Niels Grønkjær ønsker med egne ord at ”revidere” kristendommen, og det gør han netop ved at knytte til ved den alternative oldkirkelige kristendom, man kalder gnosticisme. Dennes udgangspunkt var, at verdens dårligdomme ikke var menneskers ansvar, men en inkompetent skaberguds.
Det er denne position, Grønkjær overtager, når han skriver om Guds egen fiasko med hensyn til verdens skabelse. For Grønkjær er mennesket naturligvis ikke uden konkret ansvar for menneskelivets ravage, men ursynden er Guds. Det kan derfor ikke undre, at mennesket synder, når den inkompetente skabergud har givet det så dårlige omstændigheder. Siger Grønkjær.
Og for Grønkjær ved Gud godt, at det er hans egen skyld. Som skriftbevis fører han det berømte sted i Ordsprogenes Bog, hvor der tales om, at gudsfrygt er begyndelse til al visdom (1, 17), men i en velbevidnet gnostisk oversættelse. Nemlig at det er Gud, der frygter. Frygter en højere gud og ikke mindst frygter mennesket, hvis liv Gud som skaber har gjort så problematisk. Og for Grønkjær er Gud også disharmonisk. Han skyder skylden på andre. Urimeligt jager han Adam og Eva på porten, ud af Paradisets Have. Gud er en magttyran.
At Grønkjær er afhængig af den italienske filosof Vattimos forsøg på at ændre gudsbegrebet fra magt/almagt til empati, er ikke, som Hauge påstår, noget, jeg har fundet på.
Grønkjær henviser skam selv til den bløde italiener. Dermed kan han nemlig etablere en polarisering mellem Gud Skaberen og Jesus. For Grønkjær er Jesus oprører mod Gud. Med hidtil uset frihed i omgang med bibelske tekster hævder han, at Jesu ord i Getsemane Have (Fader, tag denne kalk fra mig; dog ikke min vilje ske, men din) udtrykker oprør.
Hele kristenhedens lange historie har ganske vist opfattet ordene som den ekstreme lydighed, men Grønkjærs projekt lader sig ikke bremse af den slags. Og Grønkjær lader oprøret fortsætte i Jesu ord på korset ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig”.
At Markusevangeliet bruger den gammeltestamentlige Salme 22 for at understrege Gud Faders nærvær med mennesker i nød, tilsidesættes suverænt af Grønkjær. For Grønkjær drejer det sig om at få adskilt Jesus fra den magtfikserede Gud. Og i behandlingen af en af den lutherske kristenheds fornemste fromhedsmanifestationer, Bachs ”Matthæuspassion”, manipulerer Grønkjær helt bevidst med tekstens tyske for at få sine fantasifulde forestillinger legitimeret.
Det skulle med disse få eksempler være tydeliggjort, at Niels Grønkjærs teologi ikke så meget gør alting nyt, som Hauge så smukt påstår, men derimod omdigter kristendommen til noget helt andet, som allerede blev forsøgt tidligt i kristendommens historie.
Kristendommens bekendelse af Guds skabning som god, dens forståelse af mennesket som synder og dens tro på, at Guds tilgivelse også rummer en dom, er afløst af en helt anden virkelighed.
Kristendommen bekender ”Herre, vi har syndet, forbarm dig over os.” Grønkjærs revision bekender ”Herre, du har syndet, hav medlidenhed med os.” Det gør faktisk en forskel, som Hauge i sin arrogance overser.
Da min kone for nogle år siden blev pensioneret som provst, og vi måtte forlade den midtsjællandske kirke og præstegård og flytte til København, følte vi os kirkeligt temmelig rådvilde. Vi turnerede lidt rundt, men valgte så de to grundtvigske menigheder Vartov og Københavns Valgmenighed.
Disse menigheder havde vi kendt helt tilbage fra vores studietid, og vi havde sat pris på deres kirkelige og folkelige profil. Vi forstod altså ikke os selv som sognebåndsløsere til en bestemt præst, konkret Niels Grønkjær, men ønskede at blive medlemmer af menigheder, vi var fortrolige med. Og som altså var grundtvigske.
I teologisk, kristelig forstand vil grundtvigsk sige, at centrum er gudstjenesten, ikke mindst samlet omkring trosbekendelsen ved dåben. ”Vor løsen er vor tro og dåb,” siger Grundtvig. Og ”troen” er trosbekendelsens indhold.
I Grundtvigs kirkelige anskuelse lægges der lige vægt på bekendelsens tre led. Over for pietisternes verdensafvisning understreger Grundtvig Gud som skaber og skabningens herlighed. Og over for rationalisternes reduktion af Jesus til moralsk lærer understreger Grundtvig Kristus som forsoner. Og over for de sværmeriske og individualistiske vækkelser peger Grundtvig på menighedens fællesskab. Det er disse tre elementer i kristentroen, der for os er afgørende, og som førte os ind i de to grundtvigske valgmenigheder.
Og så sad vi ellers temmelig roligt i nogle år for at lytte os ind til præstens, altså Niels Grønkjærs, prædiken. Præster skal jo have et stort frirum. Et langt liv i kirke og præstegård havde lært os, at en gudstjeneste ikke er evalueringsmateriale, og at præsten skal være fri til at slå sine skæverter.
Gudstjenesten rummer jo også meget mere end præstens prædiken. Tekstlæsningerne, salmerne og liturgien. Disse dele skal imidlertid ikke blot sikre mangfoldigheden, de skal også markere det rum, der nu engang er kristendommens. Og ganske vist er rummet stort, men samtidig gælder det dog med Grundtvigs ord: ”Vor tro er ej på hvad som helst/ man kristendom vil nævne.”
Det blev efterhånden klart for os, at Niels Grønkjærs forkyndelse havde bevæget sig ind i et helt andet rum. Tolkningen af prædiketeksterne slap i stigende grad forbindelsen til det, der for grundtvigsk kristendom altid havde været afgørende.
Gud Fader blev som skaber karakteriseret som inkompetent. Langfredags bekendelse ”Herre, vi har syndet, forbarm dig over os” blev afløst af kvikke bemærkninger om ”faderens uacceptable fornærmelsesberedskab”. Og Jesus, der hos Paulus forstås som den anden, nemlig den lydige Adam, blev tegnet som en oprører mod Gud.
For at tackle forvirringen konstruktivt forsøgte vi at åbne en dialog med Niels Grønkjær. Det førte ikke til noget. Ikke andet end afvisende ord om, at sådan så vi på det, og det gjorde han ikke.
Det er denne groteske situation, bogen ”Gud i klemme” er skrevet ind i. Og jeg er endog særdeles tilfreds med, at anmelderne netop har tilkendegivet, at bogen er ”et godt afsæt for den videre, aldrig afsluttede diskussion” og at den ”må optage enhver med interesse for tro, tænkning og kirkens forkyndelse”.
De grundtvigskes uvilje til denne diskussion har placeret menigheden - ja, i klemme.
Carsten Breengaard er dr.theol. og kirkehistoriker