Min mor gik ind i tågen og forsvandt

Vi er mange, der svigter de gamle. Vi er mange, der undgår de gamle, fordi de ikke længere er sig selv. Min mor var smuk, køn, sød og dejlig. Men der er ingenting kønt over den historie, jeg her vil fortælle, skriver dagens kronikør

Min mor gik ind i tågen og forsvandt

Taler vi nok om det at blive gammel i Danmark?

Har du en rosenrød idé om, hvordan du gerne vil være gammel. Så tænk igen. Jeg kan love dig, at det ikke altid er smukt at blive gammel i Danmark. Der er en strategi i Danmark om at være længst i eget hjem. Det lyder jo tilforladeligt. Men der er en del ældre, der så at sige, kører under radaren. De har en velfungerende partner, der tager læsset derhjemme, og det går fint, lige indtil den dag den friske bryder sammen.

Endnu er det ikke sket for min far, men han er tæt på. De er 84 år og bor i egen lejlighed. Hun får hjælp til påklædning og vask hver uge. Rengøring hver 14 dag. Med de plejehjem, vi har i Danmark, vil jeg ikke ønske, at min mor kom sådan et sted. Der er som at købe ti orkidé-planter og derpå glemme alt om dem. De visner. Ja, selv de mest sejlivede visner.

”Dødens forgård” har jeg hørt de kyniske kalde plejehjem. Steder, der giver sig ud for at være noget, de ikke er. Lader som om de er private hjem med malerier på væggene, sofaer på gangene, puder og reoler i fællesrummet. Som trods alle de forlorne tænder stadig dufter af sygehus. Hvor plejerne går ens klædt og taler om tidsmangel og travlhed.

Vi er mange, der svigter de gamle. Vi er mange, der undgår de gamle, fordi de ikke længere er sig selv. Livet svigtede dem. Og det blev ikke smukt.

Dette indlæg til konkurrencen ”Alt om min mor” bliver netop ikke som Almodovar-filmen af samme navn. Min mor var smuk, køn, sød og dejlig. Men der er ingenting kønt over den historie, jeg her vil fortælle.

For kære mor.

Du er her ikke mere. Du sidder godt dér i stolen. Min milde, glade, positive mor. Men du skælder ud og skælder ud. Du bander og skælder ud. Og min historie smuldrer mellem dine fingre. Jeg forsvinder, som du forsvinder. Den, der elsker mig, forsvinder. Min familie, som jeg kender den, forsvinder.

Jeg er alene. Du er her i et sekund, når du roser min jakke. Når du siger, at mit hår sidder pænt. Når du kysser mig på munden og på kinden. Når du er mild og god. Ja, så er du min gamle mor igen.

Men når du kort efter bander og skælder ud. På livet. På min far. På byen, du bor i. På børn og børnebørn, du sjældent ser. Når du taler om fremmede hjem. Om underlige opgange og indbildte sygehuse. Når du roder børn sammen med børnebørn, og oldebørn. Når du taler om de aftaler, du ikke kan holde. Om det kørekort, du ikke har mere. Når du vrøvler og taler sort, får jeg lyst til at skælde dig ud, netop fordi du vrøvler. Men vi ved, jo det er din sygdom. Demens. Du ved det måske også selv? Jeg kan høre, du har sværere og sværere ved at tale. Det er, som om du indimellem mumler, og jeg har svært ved at forstå, hvad du siger.

Du er her. Og du er her ikke.

Du og far gav hinanden et løfte om, at du ikke skulle på plejehjem. ”Til døden os skiller ad”. I svigter ikke hinanden. Vi andre kan bare se på. I mellemtiden er livet ikke fuld af så mange glæder mere. Far, tv’et, kaffen, småkagerne og hunden dækker dine hverdagsbehov.

Det er som glaslågen i det bogskab, du sidder foran. Jeg ser alle de fine indbundne bøger stå på rad og række i skabet. De repræsenterer fortid, nutid og fremtid. Men det er, som om lågen ikke vil åbne sig. Som om der for evigt er glas imellem. Eller et tågedis.

Sådan er mit forhold til min mor. Demens er nok et af de sidste store tabuer i Danmark. Og det på trods af, at der bliver flere og flere demente. Det rammer nu flere og flere familier. De siger, det er ”de pårørendes sygdom”. Det rammer i hvert fald dybt ned i familiens kerne.

Min mor: Hun var kernehuset i æblet. For os tre børn. Hun var den, der fik det hele til at dreje rundt i vores familie. Men i 2006 skete der noget med hende. Jeg husker det tydeligt.

Vi var til en skolekoncert. Men hun var slet ikke sig selv. Hun spurgte højt, så alle kunne høre det: ”Hvornår kommer … på? For jeg gider ikke vente mere.” Vi måtte forlade koncerten i utide. ”Af børn, fulde folk – og demente” kunne man sige.

Skolekoncerter kræver en ekstrem tålmodighed af publikum. Man skal høre alle de andres børn klappe og glædes med barnets forældre. Men min mor kunne ikke. Hun var ved at udvikle sig til en stor egoist.

Det er 10 år siden. Og glaslågen er lukket i. I glimt har jeg haft besøg af hende. I glimt har vi kunnet grine som i gamle dage. I glimt har vi set den forfængelige, smukke, dannede kvinde, som hun var engang. Men det har altid været i glimt. Femten minutter efter var hun tilbage bag glaslågen.

Jeg skriver både til alle jer, der sidder i samme situation. Men også til jer, der står udenfor. For at have en nær pårørende med demens – det er hårdt. Når de forandrer personlighed. Og man bliver som pårørende aldrig den samme igen. Men man lærer meget om mennesker, når man selv er i nød. Når der holdes afstand, fordi andre ikke kan holde ud at se livets forfald.

En opfordring til jer er: Kom ud af busken og få besøgt alle dem, der savner. Livet er ikke altid smukt. Og Fanden har skabt det usynlige. Havde det været en lammelse eller en amputation, så kunne alle se, hvad der var galt med min mor. Så var forståelsen og medfølelsen dér. Men med demens er der ingen nåde. Det er pinligt. Og man vil helst være fri for at se og høre på de demente.

På gaden går der heldigvis friske pensionister. Ældre, der lever et dejligt otium. Ældre, der går til gymnastik. Ældre, som vandrer. Ældre, som hjælper andre. Ældre, som har overskud. Men jeg møder også indimellem en fordom mod alle dem, der ikke var så heldige som dem selv. Mod de demente. Der hviskes i krogene om de demente. Der peges fingre: De tog sig ikke nok af deres krop, mens tid var. De motionerede ikke nok. De spiste ikke grøntsager nok.

Hold op med det! Du ved ikke, om det rammer dig selv. Der gives ingen garantier i livet. Omfavn livet med alt det smukke og alt det mindre smukke. Du kan risikere at lære noget af det. Og pas på med fordommene. Demens er en forfærdelig sygdom. Ja, demens er virkelig slemt. Men det værste er, når der ikke mere er nogen, der regner med én.

Dér bryder helvede løs!

Tina Buchwald er sognepræst i Græsted