Min tid er i dine hænder

KRONIK: I dag er det 100-års-dagen for Dietrich Bonhoeffers fødsel. Den begavede tyske teolog blev kun 39 år, men formåede at sætte sig en del fingeraftryk, som eftertiden har nydt godt af, mener dagens kronikør

Den tyske teolog Dietrich Bonhoeffers livsløb blev bestemt af den tid, han levede i. For så vidt var hans forhold til tiden og historien passivt. Men der er også noget aktivt på færde. Bonhoeffer lod sit livsløb bestemme af tiden, han levede i.

Bonhoeffer engagerede sig fra tidligt i 1930'erne i først den kirkelige, senere den politiske modstand mod nazismen. Prisen for dette var, at hans liv blev kort, kun 39 år. Han blev henrettet i april 1945, dømt for meddelagtighed i en sammensværgelse, der to gange forgæves havde forsøgt at myrde Hitler – i marts 1943 og i juli 1944. Den måde, Bonhoeffers liv formede sig på, blev bestemt af, at han gik ind i sin tid. Som en konsekvens deraf blev det tidligt bragt til sin afslutning.

Netop i dag er det 100 år siden, Bonhoeffer blev født. 100-året vil blive markeret en række forskellige steder i verden og med ret forskellige begrundelser. Men en ting har markeringerne tilfælles. De handler på den ene eller anden måde om tid.

Først og fremmest om årene 1906-45, der for Bonhoeffers vedkommende strakte sig fra en privilegeret barndom og ungdom med studier, musik, venskaber og rejser og til nogle kaotiske år med politisk undergrundsarbejde, mistænkeliggørelse fra myndighedernes side, begrænsninger på ytrings- og rejsefrihed samt to års fængsling.

Dernæst om årene 1933-45, der ikke bare for Bonhoeffer, men for millioner af mennesker betød ufattelige skuffelser, omvæltninger og tab. Markeringerne handler også om de 100 år, der er gået siden Bonhoeffers fødsel. Politisk spænder århundredet over de store ideologiers opkomst og sammenbrud. Teologisk har det omfattet udkast så forskellige som liberalteologi, dialektisk teologi, økumenisk teologi, politisk teologi, narrativ teologi og postmodernisme.

Hver fase i den historie er udtryk for, at kirke og teologi har bestræbt sig på at komme til rette med tiden uden at gå under i den. Endelig handler markeringerne også om de årtier, der er gået, siden Bonhoeffers død i 1945. Der er blevet hans person og forfatterskab et mærkværdigt, intenst og sammensat efterliv til del, hvor biografien og teksterne som spejle for eftertiden i sjælden grad både har kaldt på modsigelse og inspireret til videre tænkning. I deres tidsbundethed har Bonhoeffers levned og tænkning kunnet række ud over hans tid.

Fra første færd tog Bonhoeffer selv spørgsmålet om tiden op i sine teologiske arbejder. I de bøger, han udsendte omkring 1930, da han var knyttet til universitetet i Berlin, dukker tiden op som teologisk og filosofisk tema. Derved falder hans arbejder i tråd med datidens dialektiske teologi og eksistensfilosofi. I de allersidste arbejder, nemlig de breve, teologiske arbejder, digte og andet, som Bonhoeffer skrev, mens han var fængslet, vendte han tilbage til dette tema.

Bonhoeffer overvejer her, hvad fortid, nutid og fremtid er for noget, og hvad de betyder for mennesket. Han sammenligner de ubrudte, planlagte livsløb, som blev mennesker beskåret i tidligere tider, med de erfaringer af livet som fragmentarisk og uforudsigeligt, som moderne mennesker og hans egen generation i særdeleshed måtte gøre. "Kontinuiteten med det, som man har oplevet i fortiden, er (...) en stor gave", siger Bonhoeffer i et brev og beskriver i et andet det at tage afsked og at opleve sin fortid som en opgave, der hele tiden trænger sig på.

Da Bonhoeffer skriver dette, kan han fra sin celle se tilbage på, hvad der kan synes at være brud på brud – tabte muligheder, venner dræbt i krigen, en kuldsejlet karriere, sammenbruddet af en politisk og moralsk legitim samfundsorden. Som månederne går, og anklagematerialet mod ham bliver stadig mere belastende, er døden det eneste, han realistisk set har foran sig. Alligevel konkluderer han, at han ikke selv har "oplevet et brud i sit liv". Nok har han brudt med meget af sig selv, siger han, men det ser han som noget andet end et egentligt brud i livet. Med alle dets omskiftelser ser han sit fragmentariske liv som en sammenhæng af nuet og "det, som [han] har oplevet i fortiden".

På sine medfangers opfordring og til deres brug skrev Bonhoeffer også en række bønner. De antyder svaret på, hvorfor Bonhoeffer kan tyde sine erfaringer af kontingens som udtryk for kontinuitet og sammenhæng. Bønnerne tager udgangspunkt i fangens situation med dens usikkerhed, uro og bitterhed, ensomhed, fortvivlelse, frygt og modløshed.

En af dem er en morgenbøn, det vil sige en bøn beregnet til at gøre et ellers tilfældigt tidspunkt på dagen til en bestemt tid.

Efter at have takket Faderen for den nye dag, for godhed og troskab, beder det jeg, der taler i bønnen, om, at Gud vil lade ham "tage imod det tunge fra [Guds] hånd". Jesus Kristus anråbes som "fattig og elendig, fanget og forladt". Kristus er, siger den bedende, den, der "bliver hos mig, når intet menneske står mig bi". Helligånden bedes om tro, håb og kærlighed: Tro mod fortvivlelse, håb mod frygt og modløshed og kærlighed mod had og bitterhed. I bønnens sidste del, der er rettet til Gud som treenig, som skaber og frelser, lyder det: "Denne dag tilhører dig. Min tid er i dine hænder."

Denne linje i morgenbønnen er Bonhoeffers gengivelse af det vers af salme 31, der i 1992-oversættelsen hedder "Mit livsløb er i din hånd". Selv om den pågældende linje i sig selv er upåfaldende, er den central for bønnens indhold samt for fængselsskrifterne i øvrigt. Den har da også leveret titlen til en ny oversættelse til dansk af et nyt udvalg af Bonhoeffers skrifter fra tiden i fængsel: "Min tid er i dine hænder. Vennebreve og teologiske refleksioner 1943-44", der udkommer i dag.

Tidens betydning er ikke det mest gennemgående tema i fængselsskrifterne. Men det udgør en rød tråd. I tidsforståelsen udmøntes en række af de temaer, der siden cirka 1950 har givet den sene Bonhoeffer en fremtrædende plads i teologihistorien. Der kan trækkes linjer til Bonhoeffers syn på tiden fra den radikale, korsteologisk udformede kristologi, der ser Kristus som "menneske for andre", fra den kristologisk begrundede kritik af religion som skæbnetro og verdensflugt og fra synet på "dennesidigheden" som troens rette sted.

Når Bonhoeffer kan sige, at hans liv hænger sammen, skyldes det visheden om, at tiden, "min tid", er i Guds hænder. "Min tid" har to betydninger. Den ene er "mit livsløb", som det med sit bestemte indhold strækker sig fra fødsel til død. Den anden betydning er "min samtid, historien, den tid, jeg lever i". Tiden er ifølge Bonhoeffer i Guds hånd i begge betydninger. Han præciserer, at "Guds hånd" kan være både vred og nådig, og når han, som han siger, ikke kunne tænke sig at leve i nogen anden tid end sin egen, er det, fordi den efter hans mening vidner om netop det.

Med et gammelt begreb taler Bonhoeffer ligefrem om Guds førelse. Tro er at lade sig føre af den Gud, der har åbenbaret sig i Kristus. At lade sig føre er noget andet end at svigte sin frihed og sit ansvar til at handle, så man ikke forsømmer de opgaver, tilværelsen stiller en over for. Derfor er det at lade sig føre også noget andet end at immunisere sig mod lidelse. Bonhoeffer advarer mod forhastede og nemme henvisninger til Guds førelse. De kan netop være udtryk for et sådant svigt. Men samtidig er han vis på, at Gud fører den enkelte og historien.

Jo mere situationen forværres i løbet af krigens sidste år, og jo dybere og mere udvejsløst Bonhoeffer er viklet ind i modstanden, jo stærkere står denne vished. Guds førelse befrier ikke mennesket ud af tiden. Hvor leder den så hen? Til Gud selv, svarer Bonhoeffer i et brev fra juli 1944: "Gud fører os nænsomt gennem disse tider, men først og fremmest fører han os til sig".

Sætningen er enkel. Men den er også fuld af modsætninger og ubesvarede spørgsmål: Nænsomhed – i "disse tider"? "Først og fremmest [...] til sig" – hvor ellers? Og den lyser af en fromhed, som på en mærkelig måde er både stilfærdig og påtrængende og derfor irriterer.

En sætning som den er en af forklaringerne på, at fængselsbrevene stadig tåler at blive læst, og netop også i tider, der er helt forskellige fra Bonhoeffers egen.

Kirsten Busch Nielsen er lektor og ph.d. ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet