I tegneserien Radiserne mødes den kontante Trine og den eftertænksomme Søren Brun. Glædelig jul, Søren Brun, siger Trine og tilføjer: I disse dage synes jeg, at vi bør glemme gammelt nag og være gode mod hinanden.
Hvorfor kun i disse dage? Hvorfor ikke hele året rundt?, spørger Søren Brun, hvortil Trine svarer: Hva er det med dig? Er du blevet fanatisk eller hva?.
Så er det pludselig jul igen som P. Sørensen-Fugholm digtede for mange år siden:
LÆS OGSÅ: Julesorg: Julen minder os om dem, vi mangler
Kalenderen aldrig stille står,
men bliver ved og går og går
og pludselig er det vinter.
Før man ved det, er det jul
med risengrød og steg og sul
og glade barndomsminder.
I år blev store dele af adventstiden råkold med tophistorier i medierne om sne, hård nattefrost, glatte veje, trafikproblemer, ministerskifte, undersøgelse af kulturministeriet, debat om skolereform, politiske rumlerier, fredspris til EU, uroligheder i Mellemøsten og Egypten og nordkoreansk raketaffyring.
Og så selvfølgelig noget om den nordjyske ulv, der var en rigtig ulv og kom tilbage til os efter knap 200 års fravær, og om FNs klimakonference i Qatar, hvor man snakkede global opvarmning, mens vi gik og frøs herhjemme og så på store, tændte juletræer på byernes torve. Samtidig med, at Danmarks Radio planlagde tv-show om jordens undergang til udsendelse nogle dage før jul, åbenbart som supplement til diverse tv-julekalendere for børn.
Minder er nøglen til julestemningens eventyrrige, sagde damen foran mig i køen ved supermarkedets kasse, hvor vi ellers plejer at snakke mest om prisstigninger og dyre varer.
Enig. Erindringens særlige kraft giver julehøjtideligheden dybde og sætter den ind i flere sammenhænge for mange mennesker som for eksempel min egen barndomsjul under den tyske besættelse af Danmark i 1940erne, da gamle og nye juletraditioner blomstrede i takt med dansk nationalfølelse.
Kong Christian X var det samlende symbol på håb om frihed og lys igen, kærlighed til fædreland, modersmål og kristen dansk kulturarv rodfæstedes som en væsentlig del af hverdagen hos os børn både derhjemme, i skolen og ude i den lille fynske stationsby, jeg boede i.
Og når dørene gik op ind til det tændte juletræ i dagligstuen juleaften efter kirketuren og andestegen, oplevede vi engle, hjerter, julenisser og stribevis af guirlander med små dannebrogsflag fra stjernen i træets top ned til den solide træfod, der var omringet af flotte gaver. Et syn, der overvældede og blev lagret solidt i hukommelsen sammen med budskabet om Jesus fødsel, som vi sang om i de gamle julesalmer, når vi gik rundt om juletræet. Efter Højt fra træets grønne top, forstås.
Det var dengang, Bing Crosbys White Christmas lød for første gang, BBC sendte radionyheder på dansk fra London, og Liva Weel sang Minderne har jeg da lov at ha, dem kan du aldrig, nej aldrig ta og nu her i julen 2012 er det stadig og ofte minderne, der er nøglen til julestemningens eventyrrige omkring budskabet om, at Gud kom til jord i Jesu skikkelse.
Minder om en barndomsjul eller en oplevelse ligger dybt i vort sind og dukker op med gentagelsens styrke og minder om barneøjne, der tindrer i skæret fra de levende lys på juletræet og julens budskab om tro, håb og kærlighed.
Det er godt at være barn i julen. Det sagde salmedigteren N.F.S. Grundtvig, da han var sognepræst i Præstø i 1821 og holdt gudstjeneste i den lille købstads store kirke juleaften.
Jeg gjorde ligeså, da jeg som sognepræst i Præstø i 1980erne og 1990erne stod på samme prædikestol, som Grundtvig havde stået på, og så ud over det store kirkerum, der var fyldt til bristepunktet og pyntet med levende lys, juletræer og adventskrans med rød-hvide bånd og holdt juleprædiken om, at vi voksne nok kan lære et og andet af børnene:
Jesus sagde engang: Uden at I bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Guds rige. Med andre ord: Jesus fortæller os, at ligesom et barn er helt afhængigt af voksne sådan er ethvert menneske afhængigt af Gud. Og som et lille barn spontant siger ja til far eller mor uden krav om beviser og andet sådan kan vi også sige ja til Gud. Uden bagtanker og skeptiske overvejelser.
Julenat er en hellig nat. Soldaterberetninger fortæller, at våbnene tav i skyttegravene under Første Verdenskrig, og livserfarne folk beretter, at dyrene taler den nat.
Så da Kaj Munk var sognepræst i Vedersø på den jyske vestkyst i 1920erne, tog han en julenat ud i et stort mose- og hedeområde, hvor han oplevede det, som han vidste fra sin barndom på Lolland nemlig, at dyrene talte. Både den vingeskudte and og rådyret med det blodige ben fortalte om deres liv, om deres sorger, bekymringer og glæder.
Min mor fortalte mig om det, da jeg var otte år, og det skulle naturligvis undersøges.
Så i julenattens mulm og mørke listede jeg ned i bryggerset i vores hus i stationsbyen Otterup på Nordfyn, hvor vores store godmodige boxerhund Torko lå i sin kurv og sov. Jeg satte mig på gulvet ved siden af ham og snakkede med ham og han svarede med sine store brune øjne og en stemme, der var dybere end jeg egentlig havde troet.
Drøm eller virkelighed ? Helt ærligt, jeg ved det ikke den dag i dag.
Julen føres ofte frem som glædesfest i familiens skød. Godt nok, men det må ikke glemmes, at for tusinder af ulykkelige og ensomme mennesker er julen årets sværeste tid at komme igennem, og hvis julens budskab derfor markedsføres, som om det kun er for dem, der har det godt og er glade og lykkelige i forvejen, så er det tom og hul snak.
Julens budskab kommer nemlig som noget fundamentalt og helt afgørende til hvert enkelt menneske, uanset om man holder fest som i barndommens jul, eller om man er ensom, fattig, udelukket eller ulykkelig på anden måde.
Det er ikke lys og lamper, det kommer an på, og det er ikke måne og sol, der er det væsentlige men det, som er fornødent, er, at vi har øjne, der kan se Guds herlighed, som den gamle farmor siger til sit lille barnebarn i Selma Lagerlöfs bog Kristuslegender.
Og nu venter vi så med forventningens glæde på den store aften, hvor vi endnu en gang fejrer, at Gud kom til jorden i skikkelse af et nyfødt barn, Jesus Kristus, for godt 2000 år siden for at fortælle dig og mig, at han er selve meningen med vores liv.
For at fortælle os, at vi kan tro og stole på hans ord: Jeg er opstandelsen og livet. Den, der tror på mig, skal ikke fortabes, men have evigt liv.
Og for at fortælle os om kravet om næstekærlighed. Ikke kun i julen, men hele året som Søren Brun fra tegneserien Radiserne bemærkede.
Glædelig jul!
Paul Zebitz Nielsen er journalist og præst