Missionsarbejdet har udviklet det afrikanske samfund

Det kristne missionsarbejde medfører oplysning, sundhed og basale menneskerettigheder, viser en rundspørge blandt lokale kristne i Tanzania. Dagens kronikør har selv på en meget omfattende rejse i det afrikanske land undersøgt, hvordan de lokales liv er blevet påvirket af dansk missionsarbejde gennem 100 år

Dagens krønikør beskriver den udvikling, som har har set med egne øjne i Afrika.
Dagens krønikør beskriver den udvikling, som har har set med egne øjne i Afrika. Foto: Masterfile/Scanpix.

BEFOLKNINGEN LØB SKRIGENDE bort, da de første missionærer ankom til de afsidesliggende landsbyer dybt inde i Tanzanias skove. De havde jo aldrig set hvide mennesker!

Men da en modig høvding inviterede missionærerne ind under skyggen af byens største træ, vendte den ene efter den anden nysgerrigt tilbage - børnene først.

Og da en af de hvide rakte hænderne frem og lod børnene smage sukker fra den ene hånd og salt fra den anden, var isen brudt. Gennem en tolk kunne missionærerne nu forklare, at de havde medicin til de syge, viden om den store verden og et budskab om en gud, der kerede sig om dem.

Høvdingen blev den første, der fik salve til et sår, han ikke kunne få bugt med, og da det helede i løbet af et par dage, var både han og landsbyen lydhør over for, hvad de fremmede havde på hjerte.

Historien stammer fra et af de 20 interviews, jeg netop har lavet på en 4400 kilometers reportagerejse i Tanzania - fra Kilimanjaro i nord, til Tanganyikasøen i vest og videre til øen Zanzibar i øst.

Jeg ville høre fra modtagernes mund, hvordan deres liv er blevet påvirket af dansk missionsarbejde gennem 100 år. Mine spørgsmål var: Hvordan har kristendommen forandret din tilværelse? Hvordan var livet i den traditionelle kultur? Og hvordan er dit forhold til dine muslimske naboer?

Svarene overraskede mig:

1) Alle uden undtagelse svarede, at missionen har medført oplysning. Prædikener blev ikke kun til åndelig opbyggelse, men udvidede befolkningens horisont, så de nu føler sig som en del af en større verden. ”Vi var som børn, vi havde ikke læst, vi vidste ingenting. Men fordi vi fik Guds ord, og missionærerne byggede skoler, lærte vi om livet. Skulle jeg virkelig tage mit tøj af og gå nøgen rundt ligesom før?”, udbryder Eliezer Mgoko, en af de ældste i Sanjaranda.

I landsbyen er en bibelskole i dag omdrejningspunkt for et landbrugsprojekt, der har fordoblet høsten for 280 småbønder i det knastørre område på den tanzaniske højslette. Nu kan befolkningen spise tre gange om dagen, bygge bedre huse og betale for deres børns skolegang. Projektet støttes af frikirkernes hjælpeorganisation International Aid Services.

2) De fleste svarede, at missionen også forbedrede sundhedstilstanden. ”De hvide kom med medicin. Førhen blev folk ikke ordentligt raske. De blev narret af medicinmændene,” husker gamle Elina Nsamba fra Zanzibar.

”Hjemme i min landsby oprettede missionen en skole, byggede et hospital og bragte udvikling til hele området. Udviklingen skyldes kristendommen,” fastslår Alex Mtui, en driftig forretningsmand i Dar Es Salaam.

I dag har de tanzaniske myndigheder overtaget det etablerede sundhedsarbejde, og spedalskhedshospitalet i Sikonge, som Brødremenigheden startede for over 100 år siden, er nu lagt ind under distriktshospitalet. Brødremenigheden har udvidet sundhedsarbejdet til Tanganyikasøen, hvor ambulancebåde, klinikker og sundhedskomitéer i 46 landsbyer på syv år har udryddet kolera ved søens Tanzaniaside.

3) Overraskende mange havde alkoholproblemer, inden mødet med kristendommen hjalp dem at skifte kurs. ”Da jeg så forandringen i mine kammerater, gik jeg i kirke. Her indså jeg, at det at nærme sig Jesus var at foretrække frem for at drive hid og did uden formål. Jeg holdt op med at drikke med det samme. Nu er jeg gift og har fire børn,” fortæller Crispin Renade, der arbejder som vagtmand i landsbyen Kipili ved Tanganyikasøen.

”Jeg drak rigtig meget, og vores liv som familie blev totalt ødelagt,” fortæller Esther Maswaga fra Sanjaranda. ”Vi måtte sælge vores mark og vores hus og gik fra hus til hus for at spørge, om vi måtte leje os ind. Men en dag hørte jeg nogle kvinder prædike, som havde stor kraft over sig. Evangeliet talte direkte til mig. Og siden da har jeg ikke rørt øl. Jeg fik idéer til, hvad jeg kunne gøre, og begyndte at lægge planer for min familie. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der ville være sket med mine børn, hvis jeg ikke havde mødt Jesus,” siger hun på den ligefremme facon, som er så typisk for afrikanske kristne.

4) Missionsarbejdet banede også vej for basale menneskerettigheder. Det afrikanske samfund er som bekendt udpræget patriarkalsk. Det overraskede alligevel, hvor kvindeundertrykkende det var, inden kristendommen ændrede befolkningens mentalitet.

”Før havde vi en dårlig vane med at slå vores koner. Man tævede sin kone, ligesom man slog sin ko. Man betragtede hende ikke som et menneske. Men da kristendommen kom, lærte vi, at hun var et menneske som vi andre, og at hun havde krav på omsorg,” fortæller Alex Mtui fra Dar es Salaam.

Kristendommen gav større sammenhold i stammen, fortæller gamle Nelson Kimanga fra Iringa: ”Da missionen kom, fik vi mere med hinanden at gøre, og der opstod et fællesskab. Før var der intet sammenhold. De forskellige stammer levede hver for sig og dyrkede hver deres guder. De havde intet med hinanden at gøre og kunne ikke lide hinanden.”

5) Flere svar pegede på, at missionsarbejdet også er fredsarbejde. Tanzanias 120 stammer består hovedsagelig af lige dele kristne og muslimer. Her ligger en kim til konflikt, som udnyttes dygtigt af politiske kræfter.

Da Elina Nsamba flyttede til Zanzibar, hvor 99 procent af befolkningen er muslimer, blev hun mødt af fjendtlighed. Pludselig, mens børnene legede uden for huset, kunne en sten komme flyvende.

Men gennem årene er stemningen vendt: ”Først betragtede de os som dyr, men nu har de set vores livsstil. Vi har nu et godt og tillidsfuldt naboskab, ja, de gør deres yderste for at blive venner med os,” fortæller Nsamba.

På øen arbejder kristne præster og muslimske sheiker sammen og gyder olie på vandene, når konflikter optrappes i landsbyerne. I det centrale Tanzania involveres muslimer i missionens hjælpearbejde, hvor de endda får lederposter.

I storbyen Singida arbejder kristne, muslimer og sekulære ngo'er og myndigheder sammen om at hjælpe 3000 gadebørn med at få kontakt til deres familier og komme i skole og videre i uddannelse og job.

Som lederen af byens koranskole, Omar Kisuke, udtrykker det: ”Det er vigtigt for de udsatte børn, at vi samarbejder. Børnene ser op til os voksne. Derfor skal vi være gode forbilleder.”

Men er der da overhovedet ingen negative følger af missionsarbejdet? Jo, der er følgevirkninger, men de skyldes ifølge interviewpersonerne ikke missionens kerneydelse, det kristne budskab, men derimod den vestlige kultur, som uvægerligt følger med. Og den har - helt modsat missionens intentioner - også medført et moralsk skred.

Som Singidas socialchef Fatima Kalinga udtrykker det: ”I dag kan børn gå ind på internetcaféer og se porno. Unge piger går udfordrende klædt. De kan blive voldtaget, gravide og dermed gå glip af deres uddannelse.”

Myndighederne samarbejder med kirken - som det er mere reglen end undtagelsen i Tanzania: ”De fleste regeringsinstitutioner mangler arbejdskraft og når derfor ikke ud til familierne med hjælp og oplysning. Men kirken fører an i hjælpen til de udsatte børn, medlemmerne har kontakt til familierne på gadeplan,” siger socialchefen.

Jeg spurgte alle interviewpersoner, om der ikke var noget, de savnede fra den traditionelle stammekultur, og de svarede alle benægtende: De ville da ikke holdes uden for udviklingen i verden.

Svend Løbner er freelancejournalist og interviewede direkte på swahili. Den omtalte reportagerejse er blandt andet støttet af Dansk Missionsråd.