Modernitet, radikalisering og det ondes genkomst

Kampen imod radikalisering refererer hertil og dermed til værdier, der repræsenterer en svagere normativitet end modpartens
Torben Rugberg Rasmussen

Både som ideologi og som aktivisme repræsenterer den radikale islamisme et generalangreb på moderne værdier. Problemet består imidlertid ikke i det ”ondes genkomst”, men måske snarere den utopisk stemte normativitet, der karakteriserer den radikale islamisme

Allerede i forbindelse med terrorangrebet på World Trade Center i 2001 cirkulerede der i dele af den politiske offentlighed overvejelser over, hvorvidt den islamistiske terror var et udtryk for ”det ondes genkomst”, det vil sige en forbrydelse imod eller en suspension af moral, der ikke lader sig forstå inden for rammerne af traditionelle sociologiske eller psykologiske forståelsesrammer, men som netop falder uden for disse som en irrationel, patologisk eller af blind fanatisme drevet ”ondskab”.

Der er ingen grund til at abonnere på denne forståelse af den radikale islamisme. ”Det onde” og sammenlignelige quasireligiøse metaforer har fortsat ikke nogen plads i en moderne kontekst, selvom en organisation som Islamisk Stat på næsten anmassende vis har revitaliseret forestillingen om ”det ondes genkomst” i kraft af sin spektakulære, men nøje koreograferede brutalitet.

Det samme gælder ”det gode”. Det gode har heller ikke nogen plads i en moderne kontekst. Den brede vifte af tiltag, som ambitionen om at forebygge religiøs radikalisering har givet anledning til, lader sig således ikke forstå som ”det godes kamp” imod ”det onde”, som en uddrivelse af radikalismens dæmoni eller som form for modhjernevask i det godes tjeneste.

Sådan kan vi ikke praktisere afradikalisering på moderne præmisser. Ikke desto mindre er påstanden om ”det ondes genkomst” relevant som indspil i diskussionen om radikal islamisme.

For det første repræsenterer det et dementi af alle former for relativering eller harmløsgørelse. Vi taler hverken om mangel på manerer, banal kriminalitet, provokerende talehandlinger eller om tragiske tildragelser, der er sammenlignelige med trafikuheld eller naturkatastrofer, men derimod om bevidst planlagte og udførte livsødelæggende handlinger.

For det andet indebærer påstanden om ”det ondes genkomst” i skikkelse af den islamistiske vold et dementi af påstanden om, at den angst eller foruroligelse, som den radikale islamisme har givet anledning til, dybest set afspejler en primitiv islamofobisk disposition, der ligger latent i majoritetsbefolkningen og blot venter på en ydre stimulus for at blive udløst.

Påstanden er med andre ord, at vi på undersiden af den kulturelle ordens fernistynde eller kunstigt oppustede overflade af fornuft finder en fornuft af en kvalitativt lavere orden bestående af lige dele primitive territorialinstinkter, arkaiske fjendebilleder, opstemt aggression eller irrationel angst.

Der er ingen grund til at abonnere på denne forståelsesmodel. Derimod er den angst, som den religiøst motiverede vold har givet anledning til, en konsekvens af de radikale handlingers anslag imod den eksisterende kulturelle ordens selvfølgelige ikke-accept af vold og brutalitet.

For det tredje er påstanden om ”det ondes genkomst” interessant, fordi vi nærmer os tænkeformer, der udgør et bærende fundament i den radiale islamismes verdensbilledlige forståelse.

Det gælder både den manikæiske opdeling og reduktion af verden til en kamp mellem gode og onde kræfter, forestillingen om at agere på vegne af en indiskutabel moralsk autoritet, udlovningen af en tid, hvor den eksisterende kulturelle ordens uvidenhed er erstattet af moralsk fuldkommenhed og ophævelsen af alle former for flertydighed, kompleksitet, ambivalens eller mellemting.

Disse forståelsesformer spiller en central rolle i den radikale islamisme, men har ikke nogen gyldighed på moderne præmisser. Sådan kan man ikke omgås Gud eller virkeligheden.

Tværtimod har vi at gøre med forståelsesformer, der kalder på modstand, længe før den radikale handling byder sig til som et middel til at uddrive det onde, eksekvere guds straf, fuldbyrde det godes realisation eller berede vejen for en kvalitativ ny tid befriet fra den eksisterende kulturelle ordens bedrag eller uvidenhed.

For det fjerde er påstanden om ”det ondes genkomst” i form af den radikale islamisme relevant som afsæt for en diskussion af det normative grundlag for kampen imod den radikale islamisme.

Udgangspunktet herfor er ikke en abstrakt godhed. Tværtimod er det en afgørende præmis, at kampen imod radikalisering ikke kan påberåbe sig en autoritet, der er sammenlignelig med modpartens.

Det samme gælder i forhold til den heroisme og utopiske gejst, der karakteriserer den radikale islamisme. Heller ikke her er der nogen symmetri. Kampen imod radikalisme er hverken heroisk eller motiveret af en ambition om at agere fødselshjælper for en kvalitativ ny tid.

Derimod er udgangspunktet en uheroisk og i pointeret forstand antiutopisk ambition om at beskytte det moderne samfunds bærende værdier. Eller med andre ord: Udgangspunktet er en før-politisk bejaelse af det moderne samfund.

At denne forsvarskamp ikke kan påberåbe sig en autoritet, der er sammenlignelig med modpartens, betyder ikke, at grundlaget er vilkårligt. Det betyder heller ikke, at kampen imod radikalisering er dække over en islamofobisk hetz, styret af en ambition om at inddæmme kulturel andethed, eller udtryk for en almengørelse eller universalisering af værdier, der kun har gyldighed for danskere, kristne eller europæere.

Der er ingen grund til at abonnere på denne kritik. Tværtimod diskvalificerer den sig selv, fordi den hverken anerkender rationalet eller kvaliteterne ved en moderne samfundsorden.

Det gælder både kvaliteterne og rationalet ved det liberale demokrati, modernitetens selvfølgelige frihedsgrader i æstetisk, religiøs, seksuel og livsstilsmæssig henseende, den kulturelt selvfølgeliggjorte ikke-accept af vold, ligestillingen mellem kønnene, den socialteknologiske fungibilitet, anerkendelsen af personlig myndighed, respekten for fornuft, den lige adgang til livskvalitet og social avancement, aflastningen af religion for at skulle varetage politiske, juridiske eller socialteknologiske funktioner og så videre.

Kampen imod radikalisering refererer hertil og dermed til værdier, der repræsenterer en svagere normativitet end modpartens.

Den svagere normativitet er imidlertid hverken et svaghedstegn eller en fejl, der kalder på korrektur eller politiske systemalternativer. Det er således vanskeligt at forestille sig, at de islamistiske utopier, der cirkulerer som alternativer til det liberale demokratis svage, gudløse eller afgudsdyrkende normativitet, lader sig transponere til en form, der er i stand til at konkurrere med det liberale demokrati og det moderne samfunds frihedsgrader.

Det gælder både set i et politisk perspektiv og med hensyn til den kedsomhed eller sociale konformitet, som forpligtelsen på en kollektiv dyd eller fromhedspraksis næsten pr. automatik giver anledning til.

Pointen er selvsagt, at modernitetens svagere normativitet ikke er en fejl. Det er derimod både en kvalitet og en betingelse ved en samfundsformation, der hverken er afhængig af eller begrundet i tro og i religiøse sandheder, der kun har gyldighed for afgrænsede grupper eller trossamfund, men derimod i værdier, der er almene og konfessionsløse, og som snarere end at referere til et endnu ikke realiseret utopisk novum refererer til værdiernes almene attraktion eller selvfølgelige udbredelse.

Både som ideologi og som aktivisme repræsenterer den radikale islamisme et generalangreb på moderne værdier. Problemet består imidlertid ikke i det ”ondes genkomst” eller den islam, som eksponenterne for den radikale islamisme hævder en moralsk og erkendelsesmæssig privilegeret adgang til. Problemet er snarere den stærke, potente, heroiske eller utopisk stemte normativitet, der karakteriserer den radikale islamisme og andre former for radikal tænkning.

Torben Rugberg Rasmussen er lektor ved center for mellemøststudier på Syddansk Universitet