Mormors dyne var udstoppet med hele høns

Hvad var det, der gav min mormors dyne tyngde? Det var overskud af kærlighed og en evighed af god tid
Niels Johansen

I forlængelse af studenteroprøret kom den store afritualisering i kirken. Men i vores pædagogiske iver smed vi alt for meget ud med badevandet. For hvad enten man er 3 eller 93 år, kommer man ikke i kirke for at forstå. Man kommer for at synge, bede, lytte og holde nadver, skriver dagens kronikør

Mormors dyne er tung. Udstoppet med hele høns, siger min far. Inden den kommer i sit venlige, blåstribede betræk, er den stor, rød og dufter køligt af viktualiekælderens søde æbler og saltet flæsk.

Men når den så er kommet i sit stribede ”mormorbetræk”, bliver den endnu tungere. Tung af overskud og kærlighed og ikke længere til at ryste af. Under dynen er jeg på plads! Så urørlig, som når jeg falder i søvn på hendes skød!

Mormor synger aftensang med os: ”O Jesus du min glæde/ du dine vinger brede.” Eller indimellem den lidt vemodige: ”Klokken slår,/ tiden går,/ evigheden forestår.”

Jeg kan tydelig høre klokken inde fra spisestuen. Hvert kvarter. Dagen og stilheden er rammet ind. Den lyse aften leget til ende. Dagens sidste portion jordbær spist. Så nu er der blot tilbage at takke Gud for dagen og bede ham passe på alle dem, vi holder af.

Om mormors dyne virkelig er udstoppet med hele høns, ved jeg ikke. Min far siger så meget, som de voksne synes er morsomt. Jeg drømmer i hvert fald aldrig om hønsene. Måske fordi vægten gør mig tryg.

Sådan husker jeg det. Men hvis dynen ikke var udstoppet med hele høns, hvad var det så, der gjorde den så uafrystelig? Og mig tryg? Det er mit anliggende. Og ikke at sukke som pensionist fra de gode gamle dage, hvor Mie, Ole og Lille Per sagde: ”Du er en knag, far!”.

Hvad var det, der gav min mormors dyne tyngde? Det var overskud af kærlighed og en evighed af god tid. I det hele taget erindrer jeg min barndom i 1950'erne som en tid, hvor der blev ofret tid på os børn. Onkler og tanter interesserede sig for det, som vi interesserede os for. Talte med os! Ikke som voksne, men som fornuftige mennesker. Og der var ledere i ungdomsarbejdet, der brugte hele deres sommerferie for at tage med os på sommerlejr.

Men mormors dyne var også tynget af salmevers og aftenbøn! Selvfølgelig forstod jeg ikke dybden af alle de salmevers, jeg lærte udenad. Men på en regnfuld onsdag, hvor både kammeraterne i gården og verden var imod mig, kunne der dukke linjer op af bukselommen som: ”Han, som kan stormen binde, hvem bølgen lyde må.” Eller: ”End er der en Gud foroven, der råder for Danmarks sag.” Salmer skal synges. Ikke analyseres. Men forstås med hjertet. Og det kan en dreng med rifter på knæene godt.

Og så var der aftenbøn ved sengekanten. Måske er det den, der vejer mest på bunden af mormors dyne. Som præst sagde jeg til dåbsforældrene, at de skulle synge aftensang og bede aftenbøn med deres børn, ikke kun for børnenes skyld. Men også for deres egen.

Og glem så ikke fortællingerne. Både Vorherres, men også den gode godnathistorie. Astrid Lindgren sagde engang: Vi skal ikke klæde vore børn ind i vat og bomuld, men i gode historier. Og derfor skrev hun ikke alene verdens bedste fortællinger om Emil med kasketten og lille Ida i flagstangen, men også om Brødrene Løvehjerte og om Mio, min Mio, hvis far, Kongen, sender sin elskede søn til verden for at besejre den onde ridder Kato. Og først da Mio har stødt sit sværd i ridder Katos bryst, ophæves forbandelsen over verden, og menneskenes hjerter af sten begynder igen at slå som røde levende hjerter af kød og blod. Astrid Lindgrens fortællinger har evangelisk tyngde.

Til slut vil jeg nævne ritualerne. De faste ritualer, der rammede dagen ind. Aftensangen var ritualiseret ligesom bordbønnen inden middagsmaden. I et splitsekund blev vi inden frikadellerne mindet om, at alle gode gaver ikke bare skyldtes os selv. Men kom ovenned.

Har vi ikke også i dag brug for at blive mindet om det i strømmen af daglige grusomme billeder i tv? I Saint Exupérys klassiker ”Den lille prins” må ræven lære prinsen om glæden ved et fast ritual. Hvis prinsen hver dag kommer på et vilkårligt tidspunkt, vil ræven aldrig vide, hvornår den skal klæde sit hjerte i festdragt.

Et ritual er det, der gør et tidspunkt så helt anderledes frem for andre. Gør søndag til søndag! Som Jesus sagde, så blev sabbatten ikke til for Guds skyld! Men for vores skyld! Så vi fik en dag, hvor vi kunne klæde vort hjerte i festdragt.

I forlængelse af studenteroprøret kom den store afritualisering i kirken. Nu var vi på børnenes side. Loftet blev åndeligt set sænket. Hjemme strikkede vi ikke alene trøjer i hønsestrik, men i kirken fik vi også lidt af en hønsestriksteologi.

Gud skulle ned i øjenhøjde. Fint nok! Og vi bad i de nye indgangsbønner om en gudstjeneste, som vi kunne forstå! Ikke om en gudstjeneste, hvor vi blev overrasket af den store glæde.

Men i vores pædagogiske iver smed vi alt for meget ud med badevandet. For hvad enten man er 3 eller 93 år, kommer man ikke i kirke for at forstå! Men for at synge, bede, lytte og holde nadver. Og så kan det forunderlige ske, at det, vi ikke har ord for, kan vi takket være ritualerne og Helligånden forstå med hjertet.

Gudstjenesten er et mysterium! Hvad enten den holdes i en domkirke, på Strøget eller på stranden! Det er et mysterium, at Kristus er levende til stede. Midt i blandt os. Det forstår vi ikke. Men det bekender vi. Og det forkynder vi! Også i børnegudstjenesten.

Hvis jeg i dag havde minikonfirmander, ville jeg som mange andre præster bruge Martin Lönnebos Kristuskrans. Med det herlige udtryk: En redningskrans. Her har børnene - og her har jeg! - noget at se og føle på.

Ja, jeg hilser med stor glæde, at ritualerne igen er ved at komme ind i gudstjenesten, hvad vi også jævnligt kan læse om her i avisen. Det giver gudstjenesten tyngde. Hvis man er i tvivl om, hvor vigtigt det er med ritualer, så gå til superligafodbold.

Når børnene kommer i kirke, skal de mærke, at kirkerummet ikke ligner andre rum, men er et helt særligt rum. Et rum, hvor man har helle! Er urørlig. Vi er på hellig grund, ligesom Moses var det i ørkenen foran den brændende tornebusk.

Derfor skal præsterne gøre sig klar, inden de kommer ind til gudstjenesten. Præludiet er ikke til for, at præsten får tid til at ordne bøgerne på alteret! Tænk på en skuespiller! Han er først på, når han er klar.

Sådan signalerer præstens kropssprog også meget mere, end de tror. Derfor bærer præsten også ornat og messehagel. Både for at skjule cowboybukserne og som en festdragt i gudstjenestens store drama.

Selvfølgelig ved jeg godt, at Gud ikke er gemt bag alteret. Men med sin måde at gå for alteret på viser præsten, at han ikke underviser i rytmik eller fysik, men at han leder os ind i et mysterium af lys og glæde!

Min pointe er - som en, der i mange år har arbejdet med gudstjenestefornyelse og drama - at vi skal opritualisere! Det taler til hjertet og fantasien. Det giver gudstjenesten tyngde og alvor. Og det er ikke det samme som at lægge ansigtet i de rette folder og hænge fantasien i våbenhuset.

Lad mig slutte med endnu en barndomsoplevelse, der stadig vejer tungt i min rygsæk:

Jeg ser ikke Gud gå gennem stuen. Men jeg ved han gør det hver morgen når vi hører gudstjeneste i radioen. Mor synger om Lysets engel sammen med radioen og støvsugeren. Men når Gud løfter sit ansigt står, hun helt stille midt i stuen. 

Jeg ser ikke Gud gå gennem stuen, men hans ansigt lyser på mor. 

Niels Johansen er forfatter, foredragsholder og pensioneret sognepræst. Teksterne om mormors dyne og digtet om Gud, der går gennem stuen, er fra Niels Johansens ”Som himlen og havet - af drengens billedbog”, der udkommer den 1. marts på forlaget Eksistensen