Muhammed-krisen giver anledning til at tage fat ved ondets rod

KRONIK: Der ingen helte og skurke i krisen om Muhammed-tegningerne. Når stormen har lagt sig, og de muslimske demonstranter er gået hjem, må der lægges langsigtede planer for vores fælles fremtid

Det kinesiske ord for "krise" er glimrende. Det kombinerer to tegn, nemlig tegnet for fare og tegnet for mulighed. Krisen, der er fulgt i kølvandet på Muhammed-tegningerne, rummer mange farer, men også mange muligheder.

For det første giver krisen os anledning til at gøre os klart, hvor meget verden har ændret sig. Før krisen kunne de 5,4 millioner danskere leve i illusionen om, at de ikke var i samme båd som verdens 1,2 milliarder muslimer. Nu er de, som de fleste andre europæere, blevet klar over, at muslimerne sidder i samme båd som os. Ingen af os ville nogensinde gå om bord i en båd og med fuldt overlæg vække irritation hos en gruppe medpassagerer, for hvis én gruppe begyndte at få båden til at gynge, ville vi alle synke.

Muhammed-krisen har vist, at de 5,4 millioner danskere og de 400 millioner andre borgere i EU både politisk og økonomisk er i berøring med verdens 1,2 milliarder muslimer. Disse muslimer oplever en dyb eksistentiel angst, en angst, der er vokset efter udgivelsen af Muhammed-tegningerne. Og deres vrede kan få båden til at tippe. De udbredte optøjer og tab af menneskeliv, der er fulgt i kølvandet på krisen, må nu anspore os til at søge at forstå de dybere årsager til vreden.

Danskerne ved også, at en dråbe kan få bægeret til at flyde over. Tegningerne har måske bare været dråben i bægeret, men de har forstærket den dybe følelse af uretfærdighed, som mange muslimer bærer rundt på. Muslimerne er overbeviste om, at verden, særligt den vestlige, ikke føler sig forpligtet over for den muslimske del af verden. Tabet af uskyldige muslimers liv, om det så er i Irak, Palæstina, Afghanistan eller Pakistan, rører ikke resten af verden. Vesten har heller ikke vist nogen særlig interesse for at støtte udviklingen i de muslimske lande. Kort sagt har tegningerne såret muslimerne hårdt, da de har føjet spot til skade.

For det andet giver krisen verdens 1,2 milliarder muslimer anledning til at tænke dybt over deres situation. Hvis de var stærke og magtfulde, ville et lille europæisk land ikke kunne tillade sig at vække deres vrede og skabe afstand. Når en dansk avis trykker tegningerne og adskillige europæiske aviser beslutter at genoptrykke dem, er det et vidnedsbyrd om den muslimske verdens svaghed.

Europæerne vidste, at muslimerne ikke ville kunne hævne sig på Europa og volde skade. Derfor kunne man se stort på muslimernes følelser. Massedemonstrationer, herunder angreb på de danske ambassader i Damaskus og Beirut, er ikke et udtryk for styrke. Som Tariq Ramadan har sagt: "Muslimernes reaktion er alt for kraftig og viser ikke vejen frem." Den muslimske verden har ingen magt og står tilbage for Europa både socialt og udannelsesmæssigt. De muslimske samfund må forstå, hvorfor de er blevet så svage i forhold til Europa.

For 1000 år siden, da de muslimske kalifater var på toppen af deres storhed, idet de byggede videre på dele af den græske og den romerske civilisation, var Europa kun på vej ud af mørket. Den muslimske civilisation var langt forud for den kristne omkring år 1000. I dag er det Europa, der trods mange problemer er langt forud. Hvorfor stiller så få muslimer sig selv det nærliggende spørgsmål: "Hvordan er den muslimske verden, i lighed med store dele af Asien, kommet så langt bagud?" Kina var også længe flere århundreder bagud i forhold til Vesten. Det samme var Indien, men begge civilisationer er endelig ved at vågne, og de tilegner sig det bedste fra Vesten, herunder bevidstheden om religionens og statens forskellige roller i udviklingen af et moderne samfund. Hvis den muslimske verden ikke kan hamle op med Vesten, kan den så hamle op med Kina og Indien? Profeten Muhammed sagde engang: "Søg viden, selv i Kina. Det er enhver muslims opgave." Hvis muslimerne havde taget dette råd til sig, var der måske ikke blevet tegnet krænkende tegninger i Europa.

For det tredje giver krisen verden mulighed for at reflektere over ytringsfrihedens fordele og ulemper. Den danske statsminister forsvarer sig med, at hans regering ikke kunne forhindre trykningen af tegningerne, da ytringsfrihed er en absolut værdi.

Teoretisk set har han ret. Ingen dansk lov giver ham beføjelser til at stoppe tegningerne. Men samfund rummer følelser. Den danske ufølsomhed over for den muslimske verden er kommet klart til udtryk. Som Jonathan Eyal bemærkede i Singapore Straits Times: "Ingen europæisk avis, der respekterer sig selv, ville vove at trykke tegninger, der gør grin med holocaust, den systematiske udryddelse af jøderne under Anden Verdenskrig. Ethvert samfund har sine tabuer. I dag må alle samfund respektere såvel egne som andre samfunds tabuer. Der er en simpel grund til, at et par danske tegninger har kunnet ryste verden. Verden er blevet mindre. Vi lever side om side, og ethvert menneske er vores nabo. Muslimerne er også vores naboer, og vi må respektere deres følelser."

Men det ville være et stort tab for menneskeheden, hvis ytringsfriheden blev ofret eller begrænset som følge af Muhammed-krisen. Også den muslimske verden ville lide under det. Den sørgelige grund til mange muslimske samfunds kamp er, at der er væsentlige ting i disse samfund, der ikke fungerer. Samfundets magthavere plejer deres egne interesser, ikke samfundets. Og fraværet af en fri presse i store dele af den muslimske verden forhindrer kritikere i at bringe uretfærdighederne frem i lyset. Den muslimske verden burde derfor byde den frie presse velkommen i stedet for at afvise den. Tag for eksempel Indonesiens førende nyhedsmagasin Tempo. De er de eneste, der har haft mod til at påpege den indonesiske regerings svaghed og de muslimske ekstremisters forsøg på at undertrykke debatten i Indonesien. Den muslimske verden har brug for flere som Tempo, ikke færre.

Men fordelene ved ytringsfriheden ville blive værdsat mere i resten af verden, hvis de vestlige medier, som er dominerende, støttede tovejskommunikationen i stedet for den nuværende envejskommunikation.

Danskernes og resten af europæernes åbenlyse fotvirring over muslimernes verdensomspændende reaktion på Muhammed-tegningerne afspejler blot den udbredte uvidenhed om eksistensvilkårene i den muslimske verden. Det er ikke nogen hemmelighed, at den muslimske verden føler sig trådt på af Vesten. Den ser den dobbelthed, de vestlige medier optræder med, når det gælder ytringsfrihed. De protesterer kraftigt, når ikke-muslimer bliver dræbt som i Østtimor, mens der kun lyder svage protester, når muslimer bliver dræbt som i Palæstina eller Irak. De vestlige medier har overbevist den vestlige befolkning om, at de er forbilledlige eksempler, når det drejer sig om forvaltning af menneskerettigheder. Men muslimerne samt de fleste af de fem milliarder mennesker, der lever uden for Vesten, er helt bevidste om dobbeltheden.

Muhammed-krisen giver derfor også de vestlige medier anledning til selv-ransagning. Hvorfor har de ikke formået at forklare den vestlige befolkning, hvad de øvrige fem sjettedele af verdens befolkning mener? Hvordan kan en fri presse være så uansvarlig?

Kort sagt, på trods af, at meningerne holdes stærkt i hævd på begge sider, er der ingen helte og skurke i denne krise. På begge sider må man tænke dybt over, hvordan man hver især har været medvirkende til udviklingen af en sådan krise. Når stormen har lagt sig og demonstranterne er gået hjem, må der lægges langsigtede planer for vores fælles fremtid. Er det holdbart at bo side om side og undlade at tage hensyn til store dele af menneskehedens følelser og overbevisninger? Er det mon klogt af os at lægge en dæmper på den åbne debat, som ytringsfriheden giver mulighed for? Er det klogt af os fortsat at tillade envejskommunikation af ideer fra Vesten til Østen? Det er svære spørgsmål. Men Muhammed-krisen har givet os anledning til at tage direkte fat ved ondets rod.

Kishore Mahbubani er dekan ved Lee Kuan Yew School of Public Policy, National University of Singapore, og forfatter til "Can Asians Think?" og "Beyond the Age of Innocence: Rebuilding Trust between America and the World".

© YaleGlobal, 2006

Oversat af Hanne Høgsbro Larsen