DEN 23. JANUAR 1928 afsendte Kaj Munk et telegram til Det Kgl. Teater med ordlyden: "Ønsker Theatret Retten til mit Mirakelstykke?" Hermed henviste Munk til "Ordet", som nu står som hans mest kendte drama oven i købet medtaget i Kulturministeriets kanon.
"Ordet" var blevet til på nogle få dage i slutningen af 1925, hvorefter det var blevet sendt til Det Kgl. Teaters censor, professor Hans Brix, som havde tilkendegivet, at han forholdt sig positivt til det. Men den endelige afgørelse lod vente på sig, og derfor forlangte Munk med sit telegram klar besked her og nu. De fik han ikke, og det endte med, at stykkets uropførelse blev på Betty Nansen Teatret i 1932. Senere er "Ordet" opført mange gange og på mange teatre. Hver opsætning har haft sit særlige fokus på stykkets tematik. Senest har Odense Teater her i foråret sat stykket op på en fascinerende måde. Fra den 16. april har man kunnet se "Ordet" i Det Kgl. Teaters nye skuespilhus.
"Mit Mirakelstykke" sådan kalder Munk altså selv stykket. Det er da også helt klart, at "Ordet" handler om miraklernes placering i moderne livsopfattelse. Munks drama kan ses som et opgør med datidens scientisme, som må siges at have ganske meget til fælles med den relativt pågående og helt aktuelle scientistiske ateisme, som vokser frem i disse år. "Ordet" kan altså forstås som en højaktuel kommentar til debatten om forholdet mellem tro og videnskab.
Brix havde opfordret Munk til at skrive et stykke, der tager bønder alvorligt. Den opfordring lever Munk til fulde op til med "Ordet", idet han heri lader sin egen kamp med tro og tvivl på miraklets reelle mulighed få udtryk først og fremmest gennem den stovte bonde Mikkel Borgen på Borgensgård, som på den ene side styrer sit hus enevældigt som en anden patriark og på den anden side ikke er bange for at erkende sin tvivl og usikkerhed på det religiøse område. Borgen tror på Guds almagt, men "ikke paa Undere nu om Dage" som han siger det til svigerdatteren Inger i stykkets første akt.
Borgens tvivl på miraklerne har fået næring af den bristede drøm om sønnen Johannes, som han havde håbet skulle bringe "Gnisten, der skulde opblusse igen i Guds Time", således at Borgensgård kunne blive et åndeligt centrum ikke bare for sognet, men for hele landet. I stedet er Johannes blevet sindssyg, og Borgen må konstatere: "Saa stolte og flyvende Drømme drømte jeg. Og se nu de knækkede Vinger! Haabet har jeg, at han skulde komme sig; han kommer sig ikke; Miraklernes Tid er forbi."
OGSÅ I FORHOLD til gårdens ældste søn er Borgens drømme bristet: "Jeg sagde ikke noget til dig, Mikkel, den Dag da jeg saa det i dine Øjne, at du ikke havde din Fars Tro. At du ikke havde Tro. Det gjorde saa ondt i mig, saa mit Hjerte snøred sig sammen. Men jeg tav. () Saa tænkte jeg ogsaa: "Giv Tid, han vil forandre sig; han er jo saa ung endnu; den Dag vil komme (...)" Men Aarene gik, og den kom ikke; for der sker ikke Mirakler nu om Dage."
Det er klart, at Munk i stykket opererer i teksten med flere slags mirakler store og små, åndelige og fysiske.
Modstykket til Borgens vaklende håb om, at miraklernes tid måske alligevel ikke er helt forbi, bliver i Munks drama dels pastor Bandbul, dels amtslæge Houen, som på hver sin måde kategorisk hævder, at miraklernes tid er forbi. Munk har på munter vis i valget af disse lærde folks navne henvist til det klodsede i deres firkantede påstand. Det er ligeledes meget karakteristisk for Munk, at han lader den sindssyge Johannes udfordre pastor Bandbul med spørgsmålet om, hvordan en troens mand bærer sig ad med at afvise mirakler nu, men godtage at de fandt sted for 2000 år siden.
Præsten svarer: "Undere sker ikke. Gud bryder ikke sit givne Ord, sin Verdensorden, Naturlovene, sin Evighedsplan. Det siger ogsaa Skriften: Gud er ikke Forvirringens, men Ordenens Gud." Dette synspunkt gentager Bandbul i tredje akt i samtalen med Houen: "Gud kunde selvfølgelig gøre Mirakler, men gør det ligesaa selvfølgelig ikke; og det takker vi for." Houen udfordrer synspunktet med spørgsmålet om Kristi mirakler, hvortil Bandbul svarer: "Ja, ved de store Knude- og Vendepunkter i Verdenshistorien stiller Sagen sig kan Sagen stille sig noget anderledes."
Men nu er fysiske mirakler ifølge Bandbul udelukket, idet de ville være et brud på naturlovene. Dette synspunkt har helt åbenbare svagheder, hvilket Houen ikke er sen til at påpege: "Nej, min gode Pastor Bandbul, der er aldrig her i Verden sket og vil heller aldrig ibidem ske noget, som ikke den tilstrækkeligt kyndige og sikre Opsporer vil kunne paapege en naturlig Aarsag til." Houen har altså det rendyrkede scientistiske synspunkt, der indebærer, at alt har en naturlig årsag, og at det overnaturlige afskrives aldeles. Selvom Bandbul siger noget andet, har han i praksis den samme opfattelse. Det bliver helt klart i stykkets afsluttende scene, hvor Inger mirakuløst opvækkes fra de døde, hvilket spontant mødes med følgende reaktion fra Bandbul: "Jamen dette det er jo fysisk umuligt. Det kan jo ikke ske."
I DET HELE TAGET bliver vurderingen af Bandbulfiguren i Munks drama ganske hård. Lagt i den helbredte Johannes mund: "Hykler, dig selv uafvidende, gaar du Satans Ærind i gudviet Dragt?" I sammenligning hermed er den Munk'ske dom mildere over Houen, som Munk lader sige: "Selvfølgelig er jeg en Troens Mand; ellers var jeg en tarvelig Læge. Jeg har Tro til mig selv og min Videnskab og Tro paa de Mirakler, den har lært mig at gøre."
Borgen afviser Bandbul og Houen med, at de glemmer (eller ikke forstår), "at der er Aand og Evighed til". Da underet sker i stykkets slutscene, er Bandbuls reaktion som nævnt, at miraklet er umuligt. Houen reagerer derimod med en påstand om, at dette må betyde, at "Ligsynsmandsinstitutionen skal afskaffes", det vil sige, at Inger efter hans mening ikke kan have været død. Dermed illustrerer Munk klart, at miraklet altid vil kunne bortforklares af den, der ønsker det. Derimod kan Borgen selv glæde sig over fire undere: først forlovelsen mellem Anne og Anders, der alligevel kan finde sted, fordi Peter Skrædder bliver medgørlig, så Johannes' helbredelse, så Ingers opvækkelse fra de døde og til sidst Mikkel, der kommer til tro.
Opvækkelsesscenen af den døde Inger kan virke overspændt. Her er det imidlertid vigtigt at huske den vægt, som Munk lægger på miraklets mulighed, og dermed den betydning, som det får for ham at præsentere tanken om et mirakel, som bliver virkeligt.
Ifølge Munks kristendomsforståelse er troen på miraklets mulighed helt afgørende. Uden den bliver forbindelsen mellem mennesket og Gud i bønnen heller ikke meningsfuld. Med hans egne ord: "Troen på Gud er Troen paa Miraklet. Kun ved et Brud paa Naturlovene kan Gud komme i Forbindelse med et Menneske. At tro på Gud er at være midt i det vidunderlige, hvor ikke blot Guds Love virker, men ogsaa Guds Haand." Det er vigtigt at understrege, at Kaj Munk med sin tale om brud på naturlovene ikke forsøger at lægge afstand til naturvidenskaben tværtimod. Han siger: "Den troende ved jo ogsaa om Lovene; han tror ydermere, at Gud har skrevet dem, og naar han grænseløst beundrer disse loves Visdom og Vælde, ærefrygter han altsaa Gud. Men den Gud, der har skrevet dem, staar saa tillige ogsaa over dem. Hvem ville forbyde Urmageren at røre ved den lange Viser med Fingeren."
MIRAKLET UNDERSTREGER altså, at Gud ikke bare har udformet og skrevet naturlovene, men at han også står over dem, således at han ikke er bundet af dem. Munk beretter, at en student engang ved en forelæsning på Københavns Universitet sagde til filosofiprofessor Kroman, at han (studenten) nok kunne tro på Gud, men ikke på det med mirakler, hvortil Kroman skal have svaret: "Hvad vil De så med ham () alt det andet kan vi jo selv lave."
Miraklet er ifølge Munk det særlige undtagelsen fra reglen. Miraklet er det, der frem for noget andet understreger, at Gud er altings herre. Det betyder jo også, at miraklet ikke kommer på menneskets bestilling. Borgen må indse, at han kommer til at vente på miraklet. Han havde som nævnt drømt om, hvordan Johannes skulle blive anledning til en åndelig opvågnen. For sin ældste søn, Mikkel, havde han håbet og ønsket, at troen skulle blive vakt i ham. Miraklerne sker, men først i "Guds Time". Det går op for Borgen, at bønnen ikke er en mirakelmaskine, at miraklet ikke automatisk indfinder sig på vor befaling.
Munks pointe er altså, at miraklernes tid ikke er forbi, men at miraklerne heller ikke står under menneskets kontrol, men er underlagt Gud. Det betyder også, at det scientistiske verdensbillede trods alle videnskabens uomtvistelige fremskridt ikke er tilstrækkeligt. Virkeligheden er større end det materielles lovmæssigheder.
Peter Øhrstrøm er professor, dr.scient. og bestyrelsesformand for Kaj Munk Forskningscentret ved Aalborg Universitet