Koranens kapitel 24, der omtaler sex uden for ægteskab, menes at være nedsendt relativt sent i åbenbaringsforløbet, nemlig som nummer 102 af i alt 114 kapitler.
Umiddelbart efter indledningsformularen ”I Guds, den Allernådigstes, den Allerbarmhjertigstes navn”, hedder det: ”Dette er en sura, som Vi har nedsendt og gjort bindende. I den er der tydelige tegn for at formane og advare jer. Den utugtige kvinde (zaniya) eller mand (zani) straffes med et hundrede slag (jalada). Lad jer ikke overvælde af medlidenhed i en sag foreskrevet af Gud, hvis I tror på Gud og den yderste dag. Og lad en gruppe troende overvære afstraffelsen.” (24:1-2).
Jalada betyder slag, prygl eller bank. Hverken ordet jalada eller resten af 24:2 siger dog noget om, hvad der skal slås med. Det kunne være med en flad hånd, med en palmegren eller med en sko, som der berettes om i hadith-litteraturen i forbindelse med afstraffelse af en drukkenbolt. At blive slået med en sko opfattes som noget af det allermest vanærende i orientalsk-arabiske kulturer.
Koranteksten siger heller ikke noget om, at personen skal slås til blods. Der skal være vidner til afstraffelsen – både for at afskrække andre fra lignende opførsel og for at vanære de formastelige.
Afstraffelse kan dog kun finde sted, hvis fire troværdige, voksne personer ved deres fornufts fulde brug har vidnet om den konkrete handling (24:4). Det er ikke nok at have set to ugifte personer opholde sig alene i et rum eller ligge under samme tæppe.
Det vil i praksis sige, at det er stort set umuligt at fælde en dom i sager om seksuelt samvær mellem personer, der ikke er lovformelig gift med hinanden.
Det samme gælder, hvis en mand anklager sin egen hustru for utugt uden at kunne fremføre de obligatoriske fire vidner, for da vil hustruens vidneudsagn veje tungere end mandens, og hun slipper for tiltale og straf (24:6-9).
Straffen på de 100 slag er i langt de fleste lande med muslimsk flertalsbefolkning for længst ændret til fængselsstraf af varierende længde og forekommer sjældent i praksis.
Man ser snarere verset som et kraftigt vink med en vognstang om, at man beskytter sig selv og sin familie bedst ved at holde sig på dydens smalle sti.
Mange konservative og yderligtgående muslimer fastholder imidlertid – med henvisning til hadith-litteraturen, hvis anvendelse og autenticitet altid har været omdiskuteret – at straffen for en gift persons seksuelle samvær med andre end sin ægtefælle er stening (rajm) ud over de 100 slag, som Koranen foreskriver. De mener, at de 100 slag nævnt i Koranen udelukkende gælder for ugifte personers seksuelle forhold.
Man fastholder denne skelnen på trods af, at det rent sprogligt ikke er muligt at skelne mellem den gifte og den ugifte. På arabisk er der nemlig kun ét ord for frivillig sex med en person, man ikke er lovformelig gift med: zina. Derfor må Koranens anvisning nødvendigvis gælde for gifte såvel som for ugifte.
Selvom man forestiller sig rent hypotetisk, at der virkelig er fire øjenvidner til et seksuelt forhold mellem en mand og en kvinde, der ikke er gift med hinanden, så vil straf i form af stening til døde for ægteskabsbrud under alle omstændigheder stride imod blandt andet disse koranske forordninger:
1) Steningsstraffen for ægteskabsbrud, der altså stammer fra hadith-litteraturen, strider imod den i 24:2 forordnede straf på 100 slag, der gælder for både gifte og ugifte.
2) Koranen fastsætter straffen for ægteskabsbrud for en slavinde til halvdelen af den straf, der foreskrives for en gift fri kvinde (4:25). Man kan halvere en straf på 100 slag; men man kan ikke stene et menneske halvt ihjel.
3) Endelig fastsætter Koranen straffen for en hvilken som helst forbrydelse, en af Profetens hustruer måtte begå, til det dobbelte af den almindelige straf (33:30). Man kan fordoble en straf på 100 slag; men man kan ikke stene et menneske ihjel to gange.
Allerede her må det stå klart for enhver selvstændigt tænkende person, at hvis man virkelig tror på Koranen som Guds åbenbarede vejledning til menneskene, må det, der udgives for at være Profetens sædvane og udsagn om dette konkrete emne, enten afvises som utroværdigt eller stamme fra tiden før åbenbaringen af sura nr. 24, hvor Moseloven var den eneste lov, man kendte til.
Hadith-litteraturen skal forklare og uddybe Koranens anvisninger – ikke ændre eller modsige dem. Kan man som bevidst troende virkelig tro, at profeten Muhammed skulle have taget sagen i egen hånd og forordnet dødsdomme i strid med Guds vejledning, Koranen?
Et af principperne i islamisk ret er, at straf skal stå i et rimeligt forhold til forseelsen, og det må alt andet lige være helt ude af proportioner, at man skal bøde med livet for et øjebliks ubetænksomhed: Gud påbyder retfærdighed og godhed og omsorg for medmennesket (16:90).
Accepterer man stening som straf for ægteskabsbrud, sætter man dybest set spørgsmålstegn ved Koranens autenticitet og helt unikke status som Guds endelige vejledning til menneskeheden.
Det arabiske sprog udgør en del af løsningen, når Koranen og andre tekster skal nylæses ind i samtiden på en fornuftig måde – både fordi ord afledt af samme konsonant-rod kan have flere betydninger, og fordi det arabiske sprog ligesom alle andre sprog er fuldt af metaforer.
Det ord, der i hadith-litteraturen oversættes til stening, er rajm. Ordet betyder blandt andet kast, men siger intet om, hvad der skal kastes med. Det siger heller ikke noget om, at den, der kastes efter, skal dø af det. Derfor kan man i princippet kaste med sko, med rådne æg eller tomater.
Man kan også kaste med ord, som når man bombarderer eller overdænger en person med skældsord, argumenter eller spørgsmål: Man irettesætter den formastelige, så hun eller han ikke gentager sin handling eller i det mindste sørger for, at der ikke er vidner til stede.
Rajm kan også betyde udstødelse. Man kan udstøde de formastelige fra fællesskabet for en tid ved ikke at omgås dem – på samme måde som Satan blev udstødt af det paradisiske fællesskab. Der er tale om en moralsk fordømmelse snarere end en grusom henrettelse.
Udtalelserne om stening som straf for frivillig sex med en person, man ikke er lovformelig gift med, viser, hvor galt det kan gå, hvis man læser Koranen, som Fanden læser Bibelen: hvis man læser teksten bogstaveligt og overfladisk – og ukritisk gentager andres fortolkninger uden at gå dybere ind i nøgleordenes betydning.
Udtalelserne er endvidere skoleeksempler på, hvad der sker, når man inddrager tekster fra hadith-litteraturen, der direkte strider imod det helt grundlæggende i Koranens vejledning.
Koranen er sin egen bedste fortolker, idet dens forskellige passager supplerer og forklarer hinanden indbyrdes. Islam og Koranen er for mennesker, der tænker sig om, der udviser kærlighed og ærefrygt for Gud og Hans skaberværk (taqwa), og som efter bedste evne i hverdagen tjener Gud ved at tjene skabelsen. Islam betyder fred og hengivelse til Gud og priser livets hellighed.
Hvis muslimerne skal ud af den blindgyde, de befinder sig i, må de blandt andet se med kritiske øjne på forholdet mellem Koranen og hadith-litteraturen samt på brugen af hadith-litteraturen i det hele taget.
Det er ikke omkostningsfrit at gå imod det én gang etablerede; men det er en naturlov, at man er nødt til at gå imod strømmen for at nå kilden – og dermed den ultimative frisættelse af mennesket.
Aminah Tønnsen er forfatter og muslim. Ovenstående er et resumé af kapitlet ”Utugt og stening” i hendes seneste bog ”Islam – Koran, Hadith, Sharia”