Safia Aoudes kronik i Kristeligt Dagblad den 27. maj om Goethe som »skabsmuslim« henleder med rette opmærksomheden på digterens interesse for den islamiske verden. Men den rummer også nogle misforståelser, som bør rettes.
Det er således rigtigt, som Safia Aoude skriver, at Goethe i sin ungdom hellere ville være filolog end jurist. Men der forlyder ikke noget om, at det lige skulle være arabisk, han helst ville studere. Han læste rejsebeskrivelserne fra Orienten, men det gjorde alle andre også, og han studerede senere noget arabisk. Noget - for sit væsentligste kendskab blev han ved med at have gennem oversættelser.
Det er her, »Divanen«, som kronikken kalder værket, kommer ind i billedet. Den rigtige titel er »West-östlicher Divan«, og der er tale om en digtsamling, som udkom i 1819. Altså ikke »en samling af 12 »bøger« tilegnet forskellige aspekter af arabisk litteratur«, som kronikken hævder, og heller ikke udkommet i 1815, året for det citerede brev til Schlosser. I dette brev skriver Goethe i øvrigt også: »Der mangler ikke meget i, at jeg giver mig til at lære arabisk.« Så han kunne det altså ikke endnu. Men Goethe var ganske rigtigt optaget af det østerlandske, ikke mindst af den persiske digter Hafiz fra det 14. århundrede, som i 1812 var blevet oversat til tysk af orientalisten Hammer-Purgstall. Desuden kendte Goethe »Tusind og én Nats Fortællinger«, og han var fortrolig med Koranen. Det er nu ikke rigtigt, at »Divan«-værket er »ofte overset« i Vesten, som kronikøren skriver. Det anses vidt og bredt for et højdepunkt i Goethes lyrik. Der er skrevet hele biblioteker om det, herunder også om Goethes forhold til den arabiske overlevering og hans forbindelse med de videnskabelige orientalister.
Men »West-östlicher Divan« er altså en digtsamling. Alle digtene er af Goethe, men rigtignok under stærk inspiration fra persisk digtning. Et af de første digte i værket taler direkte om, at det orientalske skal være en modgift mod al den uro og krig, der præger vesterlandet (læs: Napoleonskrigene, som på den tid nærmede sig deres afslutning).
Som tillæg til digtsamlingen trykte Goethe en samling af egne »Noter og Afhandlinger«, som var den mere prosaiske frugt af hans arbejde med det orientalske stof, og som også havde til hensigt at lette læsningen af digtene ved at pege på de referencer, der forekom i dem.
Her belyser han forskellige sider af den islamiske verden, som de viste sig for ham, men han tematiserer også afstanden mellem sin egen kultur og den fremmede.
Derfor duer kronikkens citater ikke til at underbygge påstanden om en eller anden form for islamisme hos Goethe. De digtcitater, Safia Aoude bringer, og som lovpriser Koranen eller Allahs skaberkraft, stammer fra rolledigte, hvis udsagn ikke uden videre kan sættes lig med Goethes anskuelser. Der er masser af den slags rolledigte i »Divan«-samlingen, også nogle med helt andre temaer. Men i et af dem taler »digteren« direkte med »Hafiz« og bekender, at hvis han - digteren - skal kunne hævde sig over for sin store kollega, så skal han ikke digte om det samme, som Hafiz har digtet om, men om sine egne hellige beretninger (i digtet nævnes Veronikas svededug som eksempel).
Brevcitaterne står det ikke bedre til med. Goethe skriver ikke i 1820 til Zelter, at han »forsøger at finde en forankring i mit liv« i islam. Brevet handler bl.a. om, at hans svigerdatter har barslet og er meget svag. Han er bekymret for hende og skriver videre: »Mere kan jeg ikke sige, ud over at jeg også her søger at holde mig i islam.« Men det betyder faktisk ikke andet, end at Goethe i dette stykke som i andre giver sig Gud i vold. Og når han vælger at udtrykke sig sådan, er der snarere tale om en diskret distancering fra både en kristen og en islamisk gud.
Det samme gælder for kronikkens citat fra brevet til Adele Schopenhauer i 1831: »Vi lever alle sammen i islam, under den form, som giver os modet tilbage.« Det er ikke helt det, der står. Goethe skriver: »Her (dvs. over for koleraen) kan ingen give den anden gode råd. Vi lever alle sammen i islam, uanset under hvilken form vi prøver at sætte mod i os selv.« Med andre ord: Vi må håbe det bedste. Pudsigt nok indeholder Safia Aoudes kronik selv argumentationen for at opfatte Goethes ord sådan. Hun citerer nemlig fra »Divan«-digtene: »Hvis islam betyder overgivelse til Gud,/ I islam lever og dør vi alle.«
Nej, Goethe var ikke muslim, og derfor hedder hans digtsamling netop også den »Vest-østlige Divan«, som betyder mødestedet mellem vest og øst. Det er en vestlig digter, der så at sige rejser til Østen for her at hente inspiration og for at tage den med hjem igen. Mødested - for det er to verdener, der taler med hinanden.
Når det er sagt, så er det til gengæld rigtigt, som Safia Aoude skriver, at Goethe nærede stor veneration for Koranen og for meget af den arabiske (og persiske) overlevering. Ellers havde den jo heller ikke kunnet sætte ham i gang med at digte så fænomenalt, som han gjorde det netop i »Divan«-samlingen. Fascineret var han af det skønne, af sanseligheden, af erotikken i den østerlandske verden, og når han anerkendte religionen, gjaldt det de sider af den, der var forenelige med hans egne forestillinger og med hans opfattelse af, at religion var noget almenmenneskeligt: at »vi alle« lever og dør i islam, i den betydning af ordet.
Goethe var nemlig heller ikke kristen, i hvert fald ikke i kirkelig forstand. Om kirkegang er intet overleveret, han afskyede Jesu lidelseshistorie lige så meget, som han beundrede Jesus som en menneskehedens lærer, og han forholdt sig meget køligt til den fromme kunst, der begyndte at vokse frem i den tyske romantik efter 1800. »Divan«-digtene er også en reaktion mod den.
Goethe var nok snarest enig med Lessing, som i den berømte »ringparabel« i sit skuespil »Nathan den Vise« (1779) fortæller om manden, der havde en ring, som gjorde dens ejer afholdt af Gud og mennesker. Manden havde tre sønner, og da han ikke kunne nænne kun at lade en af dem få ringen, fik han lavet nogle flere ringe, så de fik en hver. Og så kom de op at slås om, hvem der var den bedste!
Det viste sig, at ingen kunne vinde, just fordi de sloges. Den oprindelige ring var åbenbart gået tabt, ingen af dem ejede sandheden. Men én ting kunne de gøre: De kunne stræbe efter at opnå det, som ringen i sin tid havde givet sin ejer, eller med andre ord: De kunne stræbe efter at opføre sig ordentligt, også over for hinanden.
De tre sønner er naturligvis jødedommen, kristendommen og islam - og den ægte ring er billedet på den sande tro, som alle de store religioner har noget af, men ingen har totalt. Man burde spille »Nathan den Vise« på danske scener netop nu! (og man kunne gøre det, for Villy Sørensen nyoversatte Lessings skuespil for en halv snes år siden).
Safia Aoudes kronik kan efterlade et indtryk af, at hun mener, at hun »har ringen«, i dette tilfælde den sande og virkelige Goethe. Det har hun ikke - og det har jeg naturligvis heller ikke. Hun har ikke ret i, at Goethe var skabsmuslim. Men hun har ret i, at han respekterede, beundrede og holdt af mange aspekter af den islamiske verden, og at han i hvert fald aldrig ville have givet sig til at føre korstog mod den.
Goethe var modstander af fundamentalisme, hvad enten den var islamisk eller kristen. I sine noter og afhandlinger skriver han i afsnittet om Muhammed om forskellen på en poet og en profet. De anser sig begge for besjælet af det guddommelige, men poeten deler gavmildt ud af det for at fremkalde nydelse, medens profeten sigter på et bestemt formål og derfor bliver streng og ensformig.
Det var poeten Hafiz og ikke profeten Muhammed, der inspirerede digteren. »Guds er Orienten, Guds er Occidenten«, skrev han i den »Vest-østlige Divan«, hvor han i øvrigt af hjertens lyst blandede antikke, kristne og islamiske motiver.
Per Øhrgaard er professor i tysk ved Københavns Universitet og bl.a. forfatter til bogen »Goethe. Et essay«
Læs kronikken i morgen:
»EU og den kirkelige dimension« af Simon Kangas