Kronik: Det er fredag den 22. marts 2013. Klokken er godt 22, da telefonen ringer hos mine forældre.
De er gået i seng efter at have fordøjet en lang arbejdsuge med en god flaske rødvin. Det er min storebror, der ringer. Han fortæller, at hans lillebror og mine forældres yngste søn er kommet til skade.
”Du må hellere komme i tøjet igen. Mike er kommet til skade,” lyder beskeden til min mor, da far har afsluttet samtalen.
Uvidende om omfanget af min skade sætter de kursen mod Aarhus, hvor jeg bor. Min far er velsignet med en fantastisk kvinde, der ikke bare er hans kone og min mor, hun nyder også rødvin i moderate mængder. Det er derfor hende, der sidder bag rattet under turen til Aarhus.
Jeg er til fredagsbar på Aarhus Universitet. Det er som altid en god aften og en ditto måde at møde andre studerende på tværs af hold og årgange. Jeg er vellidt på studiet og lader mig rive med af den gode stemning.
Som med så mange andre 21-årige følger promille og humør hinanden, som fredag aften skrider frem.
”Hej far. Han har fået kraniebrud, så det er ikke så godt.” Min storebror, som også er bosiddende i Aarhus på det tidspunkt, holder mine forældre opdateret under deres tur fra hjemmet til Aarhus. Mor er sædvanligvis et dydsmønster i trafikken, men tilbagelægger strækningen Vejle-Aarhus på rekordtid den aften.
Jeg befinder mig på første sal, da jeg sætter mig op på et gelænder for at hvile benene. Et øjeblik senere mister jeg balancen og er på vej i frit fald mod jorden. Lyden af en menneskekrop, der rammer gulvet, er den sidste lyd, der kommer fra min krop i en uge.
Jeg er faldet seks meter ned på et klinkegulv. Faldet har punkteret en lunge, brækket en kæbe og en skulder, men værst af alt påført et stort slag og dermed skader på hjernen. Redningspersonalet er fremme i løbet af 10 minutter. Jeg er bevidstløs, og de lægger mig i koma.
Mine forældre møder min storebror på hospitalet. Det fulde omfang af mine skader svæver stadig hen i det uvisse. De kan bare konstatere, at jeg ser medtaget ud. Jeg ligger i respirator, og der er slanger og rør over det hele.
Foran min familie venter en utryg og hård kamp. En kamp mod skyldfølelse, sorg og ikke mindst med at få lillebror og søn tilbage til livet. Jeg ligger i koma, og ingen ved, hvor meget af den gamle Mike – hvis overhovedet noget – der vender tilbage til livet.
”Hvordan ser det ud? Hvad er hans chancer?”. Min far gør, hvad han kan for at presse en vurdering ud af intensiv- afdelingens overlæge.
Han er ved at gå ud af sit gode skind for at finde ud af, hvilken forfatning jeg vil vende tilbage til livet i. Usikkerheden driver dem til vanvid, men de får ingen dom fra lægerne.
Min mor er offentligt ansat og søger straks orlov. Selvom det godt kan lade sig gøre, så er opbakningen fra hendes arbejdsplads ikke stor. Det er et bureaukratisk cirkus, der ledsages af spørgsmål, som sætter spørgsmålstegn ved det legitime i orloven.
Den manglende opbakning er selvfølgelig kun en sten i skoen, når hendes søn svæver mellem liv og død. Alligevel virker det utroligt, at det ikke er problemfrit at søge orlov, når en forælders værste mareridt er en realitet. Min far er mellemleder i en større virksomhed og passer sit arbejde til at begynde med.
”Det gør mig ondt at høre, hvad der er sket. Hvad kan firmaet gøre for dig?”.
Min fars chef kører tværs over landet, da han modtager en anmodning om orlov. Han stiller uventet på kontoret i Vejle og udtrykker sin sympati, imens han imødekommer ønsket som det mest naturlige i verden. Det er ikke svært at forestille sig, hvilken af mine forældres arbejdsgivere, der hjælper bedst i sorgen.
Jeg vågner fra koma efter en uge. Jeg befinder mig på neurointensiv afdeling, og min tilstand er stærkt præget af skaderne på hjernen. Jeg er lam i højre side af kroppen, ligesom jeg indledningsvis har svært ved at tale.
Men jeg overlever, og det er til glæde for alle, der kender til ulykken. Foran mig venter en kamp for at genvinde såvel kognitive som fysiske færdigheder.
”Vil I spise her eller have maden bragt ud?”.
Sådan lyder spørgsmålet fra en af familiens gode venner. De første uger efter ulykken bruger mine forældre det meste af deres tid hos mig. Det er derfor ikke indkøb og madlavning, der fylder mest i den periode.
Men det gør knap så meget, når bekendte, venner og familie sætter alt ind på at hjælpe dem, så godt de kan. De laver mad, sender blomster, passer familiens hund og er i det hele taget en uvurderlig støtte. Det varmer selvfølgelig sindssygt meget, men mest mine forældre. I hvert fald til at begynde med.
Jeg selv er meget fortumlet og i fuld gang med at genvinde fatningen. Det er som at bestige verdens største bjerg, når jeg dag efter dag bliver udsat for den ene prøvelse efter den anden.
Mentalt er det en kolossal udfordring at gå fra at være en begavet og fysisk stærk ung mand med livet foran sig til at være slået ud i tovene, hvor jeg har brug for andres hjælp til det meste.
Heldigvis er genoptræningen i Hammel Neurocenter lyst op af utallige besøg fra venner og familie, uden hvem jeg aldrig var kommet tilbage i samme form. De giver mig styrke til at blive ved med at kæmpe, selvom jeg flere gange har lyst til at smide håndklædet i ringen.
”Hvis tanker kunne helbrede, så havde du været rask for længe siden,” siger min far en dag under en samtale i Hammel. Bemærkningen er udtryk for de mange venlige tanker, jeg får fra nær og fjern.
Her næsten tre år senere kan jeg konstatere, at tanker ikke behøver helbrede, når der er næstekærlighed i omgangskredsen. Selvom hverken mine forældre eller jeg var i stand til at gengælde den omsorg, der blev vist os, så afholdt det ikke nogen fra at hjælpe. Jeg bliver aldrig i stand til at gengælde den hjertevarme og de mange besøg, der lyste tilværelsen op i mit livs krise.
Men er det ikke også essensen i næstekærlighed? At man gør noget uegennyttigt for andre? Det er en gave, når ens medmennesker kender værdien af at hjælpe. Vi bliver nemlig rige af at gøre noget godt for andre.
Mike Stoltenborg Sørensen er BA i historie med sidefag i journalistisk formidling. Har et studiejob i firmaet High on Life