Flygtninge er normalt mennesker i nød. Og ingen kan være i tvivl om, at mange af disse mennesker nu er kommet tæt på os danskere. Scener, som vi før fik rapporteret om fra Syditalien, Grækenland og Ungarn, udspiller sig nu ved vore egne grænser.
Vi kan alle yde hjælp, om det så kun er ved at overføre penge til en af de organisationer, der konkret støtter de flygtende. Når man har kendskab til mennesker i nød og har mulighed for at hjælpe dem, har man pligt til at gøre det. Det er en elementær etisk regel, som gælder alle mennesker.
Hvad så med kristne - kræves der noget særligt af dem? Svaret på det spørgsmål må vel kunne findes i Bibelen. Men i den står der så meget. For eksempel at man ikke skal blæse i basun for sin godgørenhed.
Det er nok typisk dansk, at vi henviser til netop det skriftsted. Vi skal lige minde de andre om, at de ikke skal skilte med deres godhed. Det er janteloven i kristen udgave.
En luthersk kristen vil ikke søge efter bibelsteder på må og få. Han eller hun vil gå efter Bibelens centrum eller pointe. Og pointen er ifølge Luther at ”gøre Kristus gældende”. En luthersk kristen vil læse Bibelen som det sæt af tekster, der på forskellig måde peger hen mod Jesus fra Nazaret som det menneske, der tilbyder en guddommelig mening med livet.
Læst på den måde er Bibelen også fuldstændig klar i mælet med hensyn til, hvad vi skal gøre. Jesus koger den jødiske lovs mange forskrifter ned til det dobbelte bud: ”Du skal elske Herren din Gud - og din næste som dig selv.”
Bibelsk og kristeligt forstået hører buddet om næstekærlighed netop sammen med buddet om at elske Gud. Gud elsker man, når man tager imod Jesu guddommelige tilbud. Og så er det - stadigvæk luthersk forstået - en selvfølge, at man elsker sin næste, det vil sige kan se sine medmenne-skers nød og gøre sit for at afhjælpe den.
Den særlige kristne dimension ved næstekærligheden ligger derfor i, at den udspringer af forholdet til Gud. Denne dimension kommer klart frem i Jesu ord til de trætte og tyngede (Mattæus 11,28). De siger jo, at kristen tro er at takke ja, når Jesus kalder mennesker til sig.
Men ordene siger også, at kristne skal lære af ham ved at tage hans åg på sig. Det vil sige, at kristne skal være parate til at lide for deres tros skyld - og som betingelse for at tage sig af sin næste.
Næsten, medmennesket, er ikke et ligegyldigt medlem i en gruppe eller en masse. ”Jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke,” siger Jesus et andet sted. Og når nogle spørger, hvornår de så ham sulten og tørstig, lyder svaret: ”Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!”. Hver eneste nødlidende næste er uendeligt betydningsfuld, fordi han og hun repræsenterer Jesus selv.
En påstået tro på Kristus er ikke kristentro, hvis den overser de nødlidende medmennesker. Som Thomas Kingo så klart siger: ”Thi hvo, som siger, at han ret / kan elske Gud af hjerte, / og har sin broder dog forgæt [glemt] / i armod, nød og smerte, / han lyver slemt/ og har forglemt, / at Gud han elskes ikke, / hvor arme må / utrøstet gå / og øjets tårer drikke.” (Den Danske Salmebog, nr. 685).
Det kunne være modspørgsmålet til den kristne jantelov: ”Når du taler så skråsikkert om kristendommen, glemmer du vel ikke din næste?”.
Når vi stiller det vigtige spørgsmål, hvordan kristne bør forholde sig, bliver vi nødt til at gøre os klart, hvad en kristen næstekærlighedsetik indebærer. Det er, hvad jeg i al korthed har forsøgt indtil nu. Kristne har blik for andre menneskers nød, fordi de har taget imod Jesu befriende budskab.
I den tale, hvor Jesus identificerer sig med de nødlidende, siger han også: ”jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig.” Bibelens græske ord for fremmed er for øvrigt ”xenos”, som vi kender fra xenofobi. Når Jesus fremhæver den fremmede, knytter han til ved en lang bibelsk tradition.
Buddet om at elske sin næste som sig selv er ikke Jesu opfindelse, men et citat fra Det Gamle Testamente, nærmere bestemt Tredje Mosebog 19, 18. Når det her hedder: ”Du skal elske din næste som dig selv,” viser sammenhængen, at næsten er ”din landsmand”, altså en af de nærmeste.
Men hvis man læser videre, viser det sig, at Det Gamle Testamente ikke begrænser omsorgen for de andre: ”Når en fremmed bor som gæst i jeres land, må I ikke udnytte ham. Den fremmede, der bor som gæst hos jer, skal være som en af landets egne, og du skal elske ham som dig selv. I var jo selv fremmede i Egypten” (vers 33-34).
Det Gamle Testamente udvider altså næstekærligheden til at gælde den fremmede. Israelitterne skal elske de fremmede, fordi det er et bud fra Gud. Men der er en bemærkelsesværdig begrundelse mere: ”I var jo selv fremmede i Egypten”.
Det israelitiske folk bar på en erindring om at have været slaver i et fremmed og fjendtligt land. Derfor er de i stand til at sætte sig ind i, hvad det vil sige at være fremmed. Og derfor kan de forstå, at de skal behandle de fremmede ordentligt. Det er således en klar rød tråd i Bibelen, at næstekærlighed omfatter omsorg for de fremmede.
Men det betyder ikke, at vi i Bibelen kan finde klare anvisninger på, hvordan vi skal forholde os til de konkrete fremmede, der som flygtninge strømmer ind over vore grænser. Man kan dog sige så meget, at hvis kristendommen virkelig betyder noget for en, kan ens vigtigste anliggende ikke være at få de fremmede ud igen hurtigst muligt. Kristentro åbner menneskers øjne for medmennesker i nød - og tilskynder til at hjælpe dem. Men troens tilskyndelse kan føre til mange forskellige slags konkrete handlinger.
Når flygtninge bogstaveligt talt krydser ens vej, vil nogle spontant give dem mad, husly eller kørelejlighed. Andre vil søge ind i et hjælpefællesskab eller starte et, hvis det ikke findes.
Tilskyndelsen til at hjælpe er én ting - hjælpens konkrete udformning en anden. Tilstrømningen af flygtninge er voldsom, også her i landet. Derfor kræves der mere end den enkeltes spontane hjælp til de få. Hjælpen skal organiseres kollektivt for at være virkningsfuld.
Her vil en og anden kirkelig debattør råbe vagt i gevær: Næstekærlighed kan ikke organiseres! Næstekærlighed kan kun være den enkeltes omsorg for den anden. Dette dogme har været fremført igen og igen.
Men gentagelsen kan ikke skjule, at der er tale om en fordom, som hverken kan begrundes bibelsk eller luthersk. Næsten er ethvert menneske i nød, som du og jeg kan hjælpe. Næsten kan optræde i flertal, og du og jeg kan hjælpe i forening.
Flygtingeproblemets etiske udfordring standser ikke ved tilstrømningen i Danmark og Europa. Og udfordringen er også politisk. Hvordan kan årsagerne til menneskeflugten fjernes? Hvordan kan den årelange krig i Syrien bringes til ophør? Hvordan kan man få en fælleseuropæisk flygtningepolitik til at fungere? Hvordan skal reglerne for asyl og familiesammenføring være? Kan alle tilstrømmende kaldes flygtninge? Og så videre.
Der findes naturligvis ikke nogen kristen flygtningepolitik. Hverken Bibelen, Luther eller nogen anden teologisk autoritet kan give konkrete anvisninger for et yderst komplekst nutidigt politisk problem.
Alligevel er det tankevækkende, at Angela Merkel er leder af et såkaldt kristeligt parti. Og at Lars Løkke Rasmussen har ladet indskrive i sit regeringsgrundlag, at Danmark er et kristent land. De to regeringsledere tolker dog tydeligvis deres påberåbelse af kristendommen yderst forskelligt. Den tyske præstedatter Angela Merkel ved, at næstekærligheden også omfatter den fremmede.
Svend Andersen er professor i etik og religionsfilosofi ved afdeling for teologi, Aarhus Universitet