Narrens skamløse tale

Hvis man som præst ikke tør tro, at der i samtalen med den sørgende kan åbnes en dør, der lukker op ind til det trøstende, så skulle man aldrig indlade sig på noget så afgørende som sjælesorg. Og man skulle i alt fald ikke udbasunere sin tvivl og sin hjælp som en nødløgn. Det er ødelæggende for den tro og tillid, som et menneske kan have til sin præst

Ole Juul er pastor emeritus og forfatter
Ole Juul er pastor emeritus og forfatter.

DA JEG I 1978 FIK EMBEDE og i den anledning blev interviewet til den lokale avis, fremkom jeg med nogle temmelig studentikose og uigennemtænkte bemærkninger om, at min opgave som præst og forkynder var ikke primært at ”fable om det evige liv”, men om at tale ”eksistentielt ind i nuet”.

Det var et par dage, før jeg blev præsteviet og indsat i embedet, og skønt der lokalt var megen fokus på den nye præst, som afløste den afgående efter 31 år i embedet, var der åbenbart ikke mange, der tog særlig notits af disse naragtige udmeldinger.

I alt fald medførte det ikke nogen debat, hverken i avisen eller lokalt i sognene. Heldigvis for det. Men jeg har, hver gang jeg læser interviewet igennem, skammet mig over en sådan hjertesløs definition af det prædikenembede, jeg fik og beholdt i næsten 35 år.

I forlængelse af debatten om den københavnske præst Per Ramsdals og andres udmeldinger om manglende tro på det, de er kaldet til at udsige og har afgivet løfte på at forkynde, dukker følelsen af skam op igen. Nu ikke kun på egne vegne, men i lige så høj grad på embedets vegne.

For det er mig en gåde, at præster, der er i embede, ikke ejer den fornemmelse af forpligtelse og ansvar over for den menighed, de er kaldet til, der gør, at de ikke udbasunerer egen manglende tro og slet ikke definerer den trøstende tale til sognebørn, der har mistet, som nødløgn.

Når det alligevel sker, er det ikke blot skamløs tale, men det er i lige så høj grad en afsløring af en tendens, hvor det ikke handler om ansvaret over for embedet og forpligtelsen over for menigheden, men om ens egen manglende tro på det, man er kaldt til at forkynde. Det er ikke længere menigheden, der er i fokus. Nej, det er lille mig med min håbløse tvivl.

HERMED IKKE SAGT, at man ikke skal forholde sig til tvivlen, som melder sig, hver eneste gang man som præst står over for meningsløs ulykke, sygdom og død. Men man skal forholde sig til den, som den trofaste følgesvend, den er, og så på trods begive sig ud i mødet, vel vidende, at det er ikke min tvivl, det kommer an på, men den famlende tro hos ens nærmeste, man skal styrke.

Skønt det ud fra ens egen mening måske nok bliver endnu en dårlig prædiken, der holdes ved et syge- eller dødsleje, så handler det ikke her om ureflekteret at ”stikke en nødløgn”, men om at lade sindet være opladt og som Esben i Martin A. Hansens novelle ”Fuglene”, som bliver jaget ud en stormnat, dér hører en røst, som forklarer en noget, man ikke kan høre og forstå, men alligevel får man noget at vide, man aldrig har vidst.

Hvor ofte har man ikke selv siddet en nat ved en sygeseng eller et dødsleje og følt sig fuldstændig mentalt afklædt og nøgen, og så alligevel i bønnen, i salmen, i evangeliet, i ritualet har hentet ord til trøst. Ikke alene for den, man sad hos, men i lige så høj grad for en selv. Hvoraf det kom, var ikke sådan til at vide. Men det kom til en.

At det hænder, skyldes ikke ens egen famlende tro, men det, at man tør begive sig ud i den kvalfulde stormnat, er til stede dér, og derude få givet det, man ikke af sig selv kunne bringe med, men som blev lagt en i mund og hjerte.

Det er som præsten i en anden af Martin A. Hansens noveller, ”Høstgildet”, der ved, at han ikke af sig selv magter at bringe det, der skal bringes ind i en håbløs og fortvivlet verden, hvor pludselig og meningsløs død har taget en dreng bort fra sine forældre.

”Jeg har lært meget af den dreng, alt hvad jeg ved, sagde han, jeg har lært, hvad der skulle være mit kald. At give det meningsløse mening. At komme med noget, der er større, rigere, dybere end trøst og råd. Men jeg har ikke lært at komme med det. Jeg kommer tomhændet. Tomhændet, sagde hans hustru lidt efter, jeg tror, jeg kan finde noget, du kan tage med derud. Pakke en kurv og lidt. Derud? sagde han, hvornår? Nu, svarede hun. Nej, Marie. Og med en kurv! Ja, sagde hun, når du først er kommet derud med kurven, så finder du måske mere i den end det, jeg har pakket ned.”

Ja, hvordan i alverden begive sig ud i mødet, hvis ikke man tør tro, at dér i mødet viser der sig mere, end man af sig selv og med sin ringe tro kunne bringe. Tvivlen følger en, sådan er vilkåret i ethvert sjælesørgerisk møde, når der er hændt noget så meningsløst som et barns død.

Men hvis man ikke tør tro, at dér i mødet åbnes der en dør, som lukker op ind til det meningsfulde og trøstende, så skulle man aldrig indlade sig på noget så afgørende for sin næste som sjælesorg. Og man skulle i alt fald ikke efterfølgende udbasunere sin tvivl og sin hjælp som en nødløgn. Det er i den grad naragtigt skamløst og ødelæggende for den tro og tillid, som et menneske med rette kan have til sin præst og sjælesørger.

MAN KAN IKKE FORVENTE og i langt mindre grad forlange, at ens præst og sjælesørger tror fuldt og klippefast på det, han eller hun er kaldet til at udsige i et sjælesørgerisk anliggende. Nej, men man kan forvente og i høj grad forlange, at samme præst holder sin mund med sin tvivl og i stedet i solidaritet møder en dér, hvor man selv er.

Tvivlen vil altid være der - ens egen og præstens - men den må aldrig, som Martin A. Hansen skriver det i sin ”Hospitalsdagbog” fra 1955, være oprørsk eller ytre sig fjendtligt. Man skal i mødet turde lade den være fremmed for det egentlige.

Forfatteren beskriver i dagbogen på en af de sidste dage i sit alt for korte liv den nadver, han sammen med sin kone, Vera, deltager i, og hvor han ved, at tvivlen er der som en trofast følgesvend. Men han er der, til stede, åben og imødekommende over for det, der måtte komme. Og det kommer!

”Og jeg fik vinen og brødet, og jeg sagde til mig selv: Det er, som der siges. Og da jeg kom ud, var dagen anderledes, den var det både for Vera og mig. Lyset, tingene, var anderledes, det var anderledes at træde på jorden. Meget anderledes var det ikke, det var ikke oprivende eller overvældende. Det var snarere så fint, som at en lille dråbe af fremmed kraft var dryppet i et kar, så det fornemmedes overalt i vandet. Nu fornam man 'det andet' som noget simpelt virkeligt, der fortonede sig, ufølgeligt for tanken i mægtige fjerne perspektiver. Og sådan forstod man da, at der var mening i den refleks, at vi gik til alters. Meningen skulle hentes. Meningen skulle man ikke komme med, nar, som man var. Den kunne bare gives. Og dog: uforklarligt. Sandt. Med store gåder om sig.”

Da jeg, som jeg indledningsvis skriver, stod over for at skulle ud i et præsteembede, var det min helt klare opfattelse, at det var mig, der skulle komme med meningen. Så meget havde jeg vel lært på universitetet og gennem samtaler på fakultetet. Og derfor måtte man jo naturligvis henholde sig til lidt eksistensfilosofisk sniksnak og i alt fald ikke tage mere i sin mund, end man havde lært.

Men det var om noget naragtigt, og man blev da heldigvis klogere. Eller sagt på en anden måde: Man blev gennem det forpligtende nærvær med en menighed og dens medlemmer tvunget ud i det åbne møde, hvor man grundet sin egen famlende tro og aldrig manglende tvivl måtte sætte sin lid til ritualet, til ordet i bibel og salmebog, til Åndens virke så at sige, hvilket så også til gengæld betød, at man ”fandt mere i kurven, end der var pakket ned”.

Hvis man ikke tør tro det - og efter års virke som præst og sjælesørger ikke har erfaret det, fordi man i mødet med et spørgende og famlende menneske ikke magtede eller turde være åben - så forbliver man den nar, der tiltror sig selv evnen til selv at bringe meningen. Og da var det bedre for den kirke, man havde givet sit løfte, at man som præst forlod den.

Ole Juul er pastor emeritus og forfatter