Naturrådgivningen er faret vild i skoven

Det er uforståeligt, at det skulle være nødvendigt med store skovarealer henlagt i vildnis, når de arter, vi har i dagens Danmark, har klaret sig uden i et par hundrede år. Regeringens rådgivere snyder på vægtskålen, når de anbefaler drastiske ændringer uden at have nogen form for troværdig dokumentation, der bakker planen op

"I morgen er det store bededag. Fjerde fredag efter påske. Den eneste af forårets helligdage, der ikke kan begrundes i Bibelens fortælling om Jesus," skriver dagens kronikør.
"I morgen er det store bededag. Fjerde fredag efter påske. Den eneste af forårets helligdage, der ikke kan begrundes i Bibelens fortælling om Jesus," skriver dagens kronikør. . Foto: Peter Marling Denmark.

VI DANSKERE HOLDER MEGET AF vores skove og de vilde dyr og planter, der lever der. Og der er ingen tvivl om, at regeringen kan få tilslutning til de nødvendige tiltag for at beskytte skovenes dyre- og planteliv. Men regeringens rådgivere på biodiversitetsområdet snyder på vægtskålen. Trods manglende viden anbefaler de drastiske ændringer i vores skove. Og de ved godt, de snyder.

Det er et dårligt udgangspunkt for regeringen, når den snart skal i gang med den Naturplan Danmark, den har lovet os i regeringsgrundlaget. Vi har brug for troværdige rådgivere.

For eksempel kan man læse i De Økonomiske Råds rapport Økonomi og Miljø 2012, at reelt findes ikke megen konkret forskningsbaseret information om, hvor godt specifikke tiltag i naturen virker i forhold til de enkelte arter. Hvorefter rådet anbefaler 21 procent af løvskovene taget ud af drift og henlagt i vild tilstand. Det er al Danmarks løvskov over 100 år. Den er svær at fordøje.

De dele af vismandsrapporten, der vedrører biodiversiteten, er leveret af biologerne Anders Højgård Petersen og Carsten Rahbek. Sidstnævnte var også medlem af Natur- og Landbrugskommissionen. Kommissionens rapport fra april i år anbefaler også, at vi får meget mere urørt skov. De fortæller heller ikke, hvorfra de ved, at det er nødvendigt for bevaringen af skovenes dyr og planter.

LÆS OGSÅ: Biodiversiteten i de danske skove skal forbedres

Debatten om urørt skov blev indledt med min kronik her i avisen den 20. august sidste år. Den blev hurtigt fulgt op af mange debatindlæg og kronikker i såvel Kristeligt Dagblad som andre medier.

Senest har tre fremtrædende biologer Hans Henrik Bruun, Jacob Heilmann-Clausen og Rasmus Ejrnæs tilsluttet sig at følge vismændenes anbefalinger om udlæg af de nævnte store arealer urørt løvskov. De fortæller os, at vores viden om skovenes biodiversitet er utilstrækkelig til at svare på spørgsmålet om, hvor meget urørt skov der er nødvendig. De ved ikke, om deres egne forslag virker, men vi skal alligevel gøre det!

Rasmus Ejrnæs har for nylig fortalt os, at når det gælder vores naturforvaltning står vi desværre på næsten bar bund, når det gælder virkemidler, fordi Danmark har forsømt strategisk forskning i biodiversitet.

BIOLOGERNE SIGER, de er nødt til at trække på udenlandsk forskning, men det er ikke kun i Danmark, vi mangler den nødvendige viden. Andrew Pullin, leder af det anerkendte Centre for Evidence-Based Conservation i Wales, bekræfter de alvorlige mangler: På trods af en stærk vækst i videnskabelige data og ressourceforbrug er effektiviteten af metoder til naturbeskyttelse og naturforvaltning i det store og hele udokumenteret.

De tre danske biologer har også deltaget i et netop afsluttet forskningsprojekt på Københavns Universitet for at evaluere de seneste 20 års biodiversitetsindsats i skovene. Projektet kunne ikke svare på, om udlæg af urørt skov leverer de ønskede ydelser, men måtte derimod konkludere, at en direkte effektvurdering af udvikling i biodiversiteten ikke er mulig.

I alle rapporterne henviser forskerne til ekspertvurderinger af, hvad dyrene og planterne kan have glæde af. Det er ikke et svært spørgsmål at svare på. Mere af alting. Det kan ikke bruges til noget. Det er vild- og ikke vejledning. Indimellem går det helt galt for forskerne, når de overtager politikernes opgaver og for eksempel anbefaler at ophøre med al forstlig skovdrift i statens skove.

Udfordringen er at dokumentere de nødvendige indgreb i skovdriften. Og det spørgsmål kan vi desværre ikke få svar på. Alligevel bliver vi med henvisning til vores internationale forpligtelser fortsat mødt med krav om drastiske ændringer i forvaltningen af skovene. Men også her bliver vi vildledt.

Forpligtelserne fremstilles ofte, som om vi skal have styr på biodiversiteten inden år 2020. Det er ren utopi, når vi ikke kender kravene til levesteder for 75 procent af vores mere end 35.000 arter. Og der er da heller ikke belæg for denne udlægning. I EUs biodiversitetsstrategi står der: Denne strategi sigter mod at vende biodiversitetstabet. Det er helt i overensstemmelse med den aftale, der blev indgået i 2010 mellem de lande, som har underskrevet biodiversitets-konventionen. Parterne vedtog, at der frem mod år 2020 skal iværksættes handlinger for at standse tabet af biodiversitet, for at sikre, at økosystemerne er levedygtige og i stand til fortsat at levere de nødvendige ydelser.

Skovene er i fin form til fortsat at levere de nødvendige ydelser. Ikke mindst til dækning af vores behov for træ og træprodukter, gode muligheder for friluftslivet og for dyrenes og planternes behov. Skovloven beskytter alle skovens naturtyper: søer, moser, enge, vandløb, overdrev, heder, egekrat og skovbryn. Vores skovøkosystemer er levedygtige og sikrede mod ændringer som følge af skovdriften. Skovbrug og biodiversitet går fint hånd i hånd.

Det har store økonomiske konsekvenser, hvis vi skal standse nedgangen i den biologiske mangfoldighed i Danmark inden år 2020, og hver eneste af Vor Herres skabninger kendte såvel som ukendte skal have plads i arken. De Økonomiske Råd har beregnet, at de samfundsøkonomiske omkostninger af deres foreslåede tiltag i såvel skov som åben natur og landbrug vil løbe op i cirka 850 millioner kroner om året i al fremtid. Natur- og Landbrugskommissionen mener, at det kan gøres en del billigere.

Men det er vildledning af borgerne at benytte årlige omkostninger i al fremtid, når man mener, at opgaven skal løses inden 2020. De land- og skovbrugere, der skal indstille driften i dette årti, vil selvfølgelig forlange fuld erstatning for tabet af fremtidige indtægter fra deres jordbrug, inden de afgiver deres dispositionsret. Og så taler vi ikke om millioner om året, men om milliarder her og nu.

FORSKERNE GENTAGER OFTE, at den mest omkostningseffektive måde at hjælpe de truede arter på er udlæg af urørt skov. Men når forskerne ikke kan måle effekten af urørt skov, er det også umuligt at måle omkostningseffektiviteten. Så hvad der menes med omkostningseffektivitet i denne sammenhæng, står hen i det uvisse. Måske er udtrykket i familie med mest miljø for pengene. Det lyder så rigtigt, men i begge tilfælde kan der meget let være tale om yderligere vildledning af borgerne.

Omkostningseffektivitet og mest for pengene forudsætter ligeværdige ydelser. Denne måde at prioritere på har blandt andet ført til anbefalinger af mange flere levesteder for de tusindvis af svampe, laver og insekter, der nedbryder dødt ved (som under alle omstændigheder vil blive nedbrudt), frem for flere lysåbne naturarealer i det åbne land, hvor tilbagegangen i blandt andet overdrev og blomsterenge med et rigt dyre- og planteliv er meget markant.

Det forekommer mig, at der er nogle, der har for let spil. De, der fremsætter forslag om blandt andet urørt skov, skal afkræves dokumentation for, hvilke arter der ikke kan klare sig uden. Jeg har ikke kunnet finde én eneste i vores rødliste over truede arter. Og jeg vil opfordre andre især de ansvarlige myndigheder til at stille samme krav til deres rådgivere. Det gælder ikke mindst, når regeringen nu skal udarbejde sin Naturplan Danmark.

Det er uforståeligt, at det skulle være nødvendigt med store skovarealer henlagt i vildnis, når de arter, vi har i dagens Danmark, har klaret sig uden i et par hundrede år.

Jeg vil foreslå, at vi indtil videre nøjes med de 75 kvadratkilometer urørt skov, der allerede er udlagt, og at forskerne koncentrerer sig om at finde ud af, om det virkelig er nødvendigt med mere.

Jeg synes, det er forfærdelig trist, når videnskaben snyder på vægtskålen. Jeg forstår ikke deres motiver.

Anders Erik Billeschou er forstkandidat og tidligere vicedirektør i Skov- og Naturstyrelsen