DE MANGE MIDDELALDERLIGE døbefonte rundt om i Danmark vidner med deres form om, at dåb ved fuld neddykning har været fast tradition her i landet.
Da neddykningsdåben udgjorde en helbredsrisiko for barnet, særligt om vinteren, hvor der kunne være pivende koldt i kirken, gik man i reformationstiden over til overøsningsdåb. De gamle døbefonte blev forsynet med et dåbsfad, hvori der hældes vand, som præsten øser over barnets - eller den unges/voksnes - hoved ”i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”.
At overøsningsdåb af personer i alle aldre er praksis i folkekirken, fremgår af folkekirkens ritualbog. En folkekirkepræst eller en valgmenighedspræst ville derfor begå tjenesteforseelse, hvis han uden sin biskops samtykke fjernede dåbsfadet og i stedet dykkede spædbarnet helt ned i fontens vand eller lod et bassin opstille i kirkerummet for at forrette neddykningsdåb af en voksen.
Jeg forestiller mig ikke, at folkekirken genindfører den middelalderlige skik med neddykningsdåb af børn, men mon ikke tiden er kommet til at diskutere neddykningsdåb som en alternativ mulighed for dåb af unge/voksne? Det gælder især i forhold til de migranter, som nærer et stærkt ønske om at blive døbt ved fuld neddykning, fordi de kender denne dåbsform fra deres hjemlande.
Det var i forbindelse med min funktion som bisidder og rådgiver for migrantvalgmenigheden Church of Love under stiftelse i 2014, at jeg blev opmærksom på dette migrantønske, som biskop Tine Lindhardt, valgmenighedens tilsynsførende biskop, imidlertid ikke ville imødekomme, blandt andet med henvisning til ritualbogen, som alene foreskriver overøsningsdåb. Valgmenigheden blev derfor godkendt med et mundtligt forbud mod at praktisere den neddykningsdåb, som i enkelte tilfælde var blevet anvendt, mens Church of Love var en missionsbevægelse, af biskopperne benævnt frikirke.
FOR MIG SOM RETSTEOLOG er det naturligvis en selvfølge, at folkekirkens love og regler skal følges, og at en eksisterende tradition skal respekteres, så folkekirkens mange sogne fremtræder med genkendelighed. På den anden side roser folkekirken sig af sin rummelighed, der er en forudsætning for, at kirkelivet kan udfoldes på nye måder afstemt efter skiftende tiders udfordringer. At finde den rette balance mellem tradition og nytænkning kan være vanskeligt nok, og forsøg herpå kan under uheldige omstændigheder foranledige misforståelser og misstemning til skade for det lokale kirkeliv.
Således kan spørgsmålet om indførelse af neddykningsdåb for voksne som et alternativ til overøsningsdåben måske give anledning til uoverensstemmelser, især når kirkerne ikke er indrettede hertil. Det rejser mange spørgsmål: Skal der opføres særlige dåbskapeller? Hvorledes skal de i givet fald administreres? Hvilken betydning vil det få for sognetilknytningen? Vil det påvirke den evangelisk-lutherske forståelse af dåben i baptistisk retning?
ALLIGEVEL KUNNE JEG IKKE slippe tanken om neddykningsdåb. Det var der tre grunde til:
1) Den teologiske symbolik er ubestridt stærkest ved neddykningsdåben. Vores kirkefader Martin Luther forklarer således i skriftet ”Om kirkens babyloniske fangenskab” fra 1520: ”[“] man har ganske vist ret, når man tilskriver dåben renselsen fra synder, men alligevel er denne forklaring alt for vag og uden kraft til at udtrykke, hvad dåben virkelig er, nemlig et tegn på død og opstandelse. Derfor ville jeg ønske, at de, der skal døbes, blev dykket helt ned i vandet, så det kom til at svare til ordets og det hellige sakramentes betydning: ikke fordi jeg mener, at det er nødvendigt, men fordi det ville være godt, om et så absolut forhold også fik et tegn, der svarede dertil - uden tvivl i overensstemmelse med Kristi indstiftelse.”
2) En simpel henvisning til det for tiden gældende ritual forekommer mig at være en alt for unuanceret stillingtagen fra netop det gejstlige tilsynsembede.
3) I Luthers dåbskirke, Petrikirken i Eisleben, havde man i forbindelse med en renovering af kirken i 2012 indrettet et dåbsbassin i kirkegulvet tæt ved døbefonten for at kunne imødekomme især voksne østtyskeres ønske om at blive døbt i lighed med Jesu egen dåb. Kritik for at hylde et baptistisk dåbssyn var blevet tilbagevist med henvisning til Jesu dåb og til opfattelsen af dåben som den samme Guds gave uanset dåbskandidatens alder.
Særligt forholdene i den tyske søsterkirke fik mig at tage det usædvanlige skridt at sende en rundskrivelse den 29. marts 2015 til biskopperne, hvori jeg anmodede dem om at tage spørgsmålet om neddykningsdåb op til principiel drøftelse. Endvidere forespurgte jeg, om de fandt, at det måtte ligge inden for bispeembedets kompetence at kunne give en valgmenighedspræst samtykke til i analogi til menighedsrådslovens paragraf 38, styk 2, jævnfør styk 1, nummer 3 at forrette neddykningsdåb på begæring? Samtidig oplyste jeg, at den konkrete baggrund for min henvendelse var erfaringen med valgmenighed Church of Love, og at valgmenigheden formentlig ville drøfte spørgsmålet med Tine Lindhardt på ny i efteråret 2016. Rundskrivelsen skulle derfor ikke betragtes som led i en igangværende sagsbehandling.
BISKOP HENRIK STUBKJÆR svarede den 30. april på biskoppernes vegne, at de på det foreliggende grundlag ikke kunne indlade sig i en principiel drøftelse og stillingtagen, fordi der var tale om en konkret sag, og at det er den enkelte biskop, der vurderer, om neddykningsdåb ”er en mindre ændring, der er omfattet af menighedsrådslovens paragraf 38, styk 1, nummer 3 (for sognepræster i Folkekirken), mens det for valgmenigheder ligger i forlængelse af stadfæstelsen.”
Selvom biskopperne ikke vil udtale sig principielt, det vil sige teologisk-rituelt, så længe Tine Lindhardt kan tænkes at skulle behandle en konkret ansøgning fra migrantvalgmenigheden, vil jeg nu opfordre til, at spørgsmålet om neddykningsdåb drøftes seriøst i folkekirkeligt regi. Jeg håber, at debatten vil vise, at folkekirken er rummelig nok til at kunne følge den tyske søsterkirkes eksempel - ikke fordi det er nødvendigt, men fordi det er en venlig gestus over for de migranter, der har et indtrængende ønske om at blive døbt under en form, som er symbolsk stærkere end overøsningsdåben. Neddykningsdåbens symbolstyrke rykker ikke ved det forhold, at der ikke er nogen teologisk betydningsforskel mellem overøsningsdåb og neddykningsdåb. Dette kan ikke understreges kraftigt nok: Dåbsformen er ikke en bekendelseshandling, og diskussionen om forskellige dåbsformer må ikke gøres til en del af bekendelsen til den treenige Gud, i hvis navn vi døbes til for evigt at være Guds børn. Indførelse af neddykningsdåb skal derfor ikke betragtes som en indirekte kritik af den overøsningsdåb, som har været tradition i Danmark siden reformationen.
Henrik Stubkjærs svarskrivelse antyder, at nogle (enkelte?) biskopper mener, at neddykningsdåb er en ændring, der er for stor til at være omfattet af menighedsrådslovens paragraf 38, styk 1, nummer 3. Det må vel betyde, at disse biskopper antager, at neddykningsdåb kræver en kongelig resolution. Er det korrekt forstået, bør biskoppernes indbyrdes uenighed om fortolkningen af rækkevidden af deres embedskompetence i relation til neddykningsdåb påkalde sig kirkepolitikeres interesse.
Retsteologisk betragtet er der ikke noget til hinder for at indføre neddykningsdåb ved siden af overøsningsdåben. Denne kendsgerning bør optimere en fælles velvilje til at løse juridiske og praktiske problemer, så folkekirken i overskuelig fremtid kan give plads for især migranternes ønske om dåb ved fuld nedddykning.
Kristine Garde er retsteolog og ph.d.