Nej til ”sund fornuft” og udvidet brug af magt

At udvide magtbeføjelserne på døgninstitutions-området indebærer desværre, at vi åbner for at mindske den pædagogiske kvalitet. Og det er de anbragte børn og unge, som betaler prisen

Socialminister Karen Ellemann (V) ønsker udvidede muligheder for brugen af magtanvendelser inden for anbringelsesområdet. Det er en bekymrende udvikling, som de anbragte børn og unge vil betale prisen for, skriver fagpersoner

Vi vurderer, at socialminister Karen Ellemanns (V) tanker om brugen af magtanvendelser inden for anbringelsesområdet kun vil bringe os tilbage til 1970'ernes konsekvenspædagogiske, afstraffende metoder. En pædagogisk tilgang, som man i dag i faglige kredse opfatter som både skadelig og forældet, og som heller ikke har støtte i videnskabelig forskning.

Det står vi ikke alene med. Lignende bekymring er blevet formuleret af Socialrådgiverne, Socialpædagogerne, Børnerådet og ikke mindst TABUKA - tidligere anbragte - i deres høringssvar til betænkningen om magtanvendelse tidligere i sommer.

Socialministeren hylder ifølge Information den 29. maj tilgangen ”sund fornuft”. Hun arbejder for, at der indføres større spillerum for institutionerne til at udøve ”kærlighed og konsekvens”. I en artikel om samme emne i Berlingske den 17. august henter socialministeren argumenter for sin politik fra et tænkt eksempel fra sin egen rolle som mor:

”Hvis et af mine børn derhjemme begynder at kaste vildt med tallerkener og smadre fjernsynet i et raserianfald, så sidder jeg ikke bare med hænderne i skødet og tænker: 'Du er sørme udadreagerende i dag.' Så går jeg hen til det pågældende barn og får det stoppet.”

Der er i artiklen ingen konkrete beskrivelser af, hvilken kærlig og konsekvent metode socialministeren i så fald ville anvende for at stoppe sine egne børns adfærd. Lige så fraværende er en anvisning af, hvordan sund fornuft kan anvendes i den pædagogfaglige hverdag sammen med børn og unge på landets døgninstitutioner.

Men vi tolker det, som at socialministeren er fortaler for en eller anden ubeskrevet grad af fysisk magtudøvelse inden for rammen af sund fornuft, såfremt børn og unge udviser uønsket adfærd. På trods af, at hun er socialminister i Danmark, som fjernede forældres revselsesret for snart 20 år siden.

At bruge et begreb som ”sund fornuft” i en pædagogisk diskussion er problematisk på mange måder. Som udgangspunkt er ”sund fornuft” et udtryk, man griber til, når man ikke på et mere fagligt niveau kan redegøre for, hvorfor man bruger en metode. Det står derfor i skarp kontrast til begrebet pædagogik.

Vi har i Danmark en levende pædagogisk verden i kraftfeltet mellem videnskab og praksis, som tager udgangspunkt i en faglig og vidensbaseret tilgang til det pædagogiske arbejde. Ingen ville kræve, at man ved kræftbehandling bruger sin sunde fornuft frem for veldokumenterede behandlingsformer.

Det er forståeligt, at man som forældre over for sine egne børn ikke nødvendigvis bruger afprøvede og vidensbaserede pædagogiske metoder. De allerfleste forældre er jo pædagogiske amatører og skal ikke agere som professionelle over for deres egne børn.

Det er derimod problematisk, hvis vi baserer almindelige forældreerfaringer som argument for at udvide muligheden for at bruge amatørmetoder på det fagprofessionelle område med børn og unge med funktionsnedsættelser.

Pædagogik er at få mennesker til frivilligt at gøre det, som er bedst for dem. Det indebærer, at brugen af magt kun er nødvendigt når pædagogikken ikke slår til. Det gør den selvfølgelig ikke i en helt almindelig dansk familie, når et barn begynder at smadre fjernsynet. Men det bør den gøre i et pædagogisk døgntilbud, der har som samfundsopgave at håndtere den type af situationer.

Grunden til, at der igen og igen opstår debat om brugen af magtanvendelser, er, at debatten bliver styret af følelser. Når socialministeren bruger eksempler fra sin egen rolle som mor, handler det om følelser.

At plædere for sund fornuft og udvidet brug af magt er at demontere hele den socialpædagogiske faglighed. Hvis sund fornuft og en fast hånd var tilstrækkeligt, var der ikke brug for at uddanne pædagoger.

Pædagogik er ikke opdragelse. Dette har en del af os beskrevet tidligere i en debatartikel i Kristeligt Dagblad den 7. marts 2012. At sammenligne almindelige børn med børn på døgninstitutioner er at ignorere, at børn på døgninstitutioner er børn med et gennemgående behov for særlig støtte. Hvis almindelig opdragelse havde været effektivt hos de børn, havde samfundet ikke haft behov for døgninstitutioner. Så havde plejefamilier uden videre kunnet løse opgaven.

Problemerne inden for anbringelsesområdet opstår, når vi ikke har den nødvendige pædagogiske viden til at løse de svære pædagogiske udfordringer, vi står over for i den pædagogiske hverdag på opholdsstederne. Så lader vi mavefornemmelser og sund fornuft regere. Og her hjælper en udvidelse af retten til at holde børn og unge fast ikke anbragte børn og unge.

At udvide magtbeføjelserne på døgninstitutionsområdet indebærer desværre, at vi åbner for at mindske den pædagogiske kvalitet. Og det er de anbragte børn og unge, som betaler prisen, når de skal lægge krop og sjæl til dette på døgninstitutionerne, hvilket der er mange vidnesbyrd om fra tidligere anbragte.

Socialministeren udtaler desuden i Berlingske den 17. august:

”Der er stor berøringsangst i forhold til at sætte grænser for de unge, og det mener jeg er ulykkeligt. Det her handler om, at man som ungt menneske skal lære, hvordan man opfører sig i samfundet.”

Ingen med forstanden i behold til være imod at hjælpe unge mennesker med at klare sig i samfundet. Problemet er, at det i dansk lov er tydeligt, at magtanvendelse ikke er en pædagogisk indsats. Socialministeren laver altså en kobling mellem magtanvendelse og indlæring, som en pædagog ikke må lave.

Der er heller ingen videnskabelig dokumentation for, at en udvidet brug af magt vil indebære, at børn og unge lærer, hvordan man skal opføre sig i samfundet. Der er derimod rigelig videnskabelig evidens for, at magtanvendelser aldrig har lært børn eller unge noget som helst konstruktivt, som de har kunnet anvende hensigtsmæssigt ude i samfundet efterfølgende.

Desuden taler socialministeren mod bedre vidende: Der er ingen berøringsangst på mange døgninstitutioner og skoler. Man kan læse magtanvendelsesstatistikkerne på nettet. De taler deres klare sprog: Børn og unge i Danmark udsættes allerede i dag for tusindvis af magtanvendelser hvert år.

I diskussionen om udvidede beføjelser vedrørende brug af magt på anbringelsesområdet bør man inddrage følgende fakta: Det Sociale Tilsyn har i de seneste år lukket flere døgninstitutioner for børn og unge, der ikke levede op til tidssvarende og etiske faglige kvalitetsstandarder. Herunder har der været rejst alvorlig kritik af institutioner med høj forekomst af magtanvendelser. Det, socialministeren efterspørger, altså flere grænser og mere brug af magt, betegnes af Det Sociale Tilsyn som dårlig pædagogisk kvalitet. Og det er der gode grund til:

Næsten 20 procent af alle personer, som er involveret i en magtanvendelse, skades (det gælder både personale og den, der udsættes). Der sker desuden dødsfald i forbindelse med magtanvendelser, også i Danmark: Mennesker er døde, fordi pædagoger har lagt dem ned og har holdt dem fast. Hvis magtbeføjelserne udvides, frygter vi, at det kun er et spørgsmål om tid, før vi også ser dødsfald på det sociale børne- og ungeområde også i Danmark.

Vi er bekymrede for, at Danmark er på vej på (desværre gammelkendte) vildveje. Det, sårbare børn og unge erfarer af magtanvendelser, konsekvenser og straf, er, at de er værdiløse og ikke fortjener respekt, samt at vold som udtryksform kan anvendes, hvis man løber tør for bedre løsninger. Samtidig gør magtanvendelser det umuligt for pædagogerne at fungere som støttende rollemodeller og tryghedssymboler for de anbragte psykisk sårbare børn og unge.

Kronikken er skrevet af: Bo Hejlskov Elvén, autoriseret psykolog. Leif Grieffelde, autoriseret psykolog. Anne-Mette Holløse Knudsen, autoriseret psykolog, Neuro-Team. Elsa Munch Carlsen, lektor og udviklingskonsulent, VIA University College. Torbjørn Anderson, koordinator, Studio III Danmark og Fonden Samraadet. Hanne Veje, pædagogisk vejleder, StøtteCompagniet. Maria Møller Hansen, neuropædagog og faglig rådgiver for Fagcenter for Autisme og ADHD. Susan Gulstad, specialkonsulent og VISO-leverandør. Katrine Hald Kjeldsen, kommunikationskonsulent og forælder