DEN TYSKE BESÆTTELSE af Danmark den 9. april 1940 fik et langt blidere forløb end nogen anden tysk besættelse under Anden Verdenskrig. Efter kun få timers kamp fik vi lov til at beholde vores konge, regering, politi, hær og flåde. Hvordan kunne vi opnå det? Skyldtes det, som det er blevet hævdet, et moralsk svigt?
Når vi i dag som et medlem af den vestlige alliance deltager i krige i Afghanistan og Irak, er vi tilbøjelige til at glemme, at Danmark indtil medlemskabet af Nato i 1949 i århundreder havde været et neutralt land med en helt anden udenrigspolitisk synsvinkel.
Den 9. april klokken 04.15 overskred tyske tropper grænsen til dette neutrale Danmark i et så veltilrettelagt angreb, at den tyske gesandt, Renthe-Fink, fem minutter senere, klokken 04.20, kunne møde op på udenrigsminister P. Munchs private bopæl med en note om, at Tyskland havde besat nødvendige militære støttepunkter i Danmark, og at enhver dansk modstand kun ville føre til nytteløse blodsudgydelser, men - og nu kommer det - at Tyskland i øvrigt ikke havde til hensigt at antaste Danmarks territoriale integritet eller politiske uafhængighed.
Det lyder måske utroværdigt, men ordlyden tydede på, at Tyskland ville tilbyde Danmark en ordning, svarende til den, det neutrale Luxembourg havde haft med Tyskland under Første Verdenskrig. En ordning, som det danske udenrigsministeriums folkeretsekspert, Georg Cohn, i sin doktordisputats tre år forinden, i 1937, havde betegnet som ”meget interessant”.
Under Første Verdenskrig havde Tyskland brug for Luxembourgs jernbanenet for at få sine tropper frem til fronten, men Tyskland havde ingen interesse i at ”erobre” Luxembourg, og også af andre grunde førte Tyskland sig forsigtigt frem.
Hvis Luxembourg accepterede, at Tyskland sikrede sig jernbanenettet, kunne Luxembourg bevare sin status som neutral og suveræn stat. Luxembourg accepterede det, og Luxembourg kunne under krigen inden for temmelig vide grænser administrere sine egne, indre anliggender.
Det var tilsyneladende en lignende ordning, Tyskland foreslog Danmark den 9. april. Men kunne og ville Danmark acceptere den? Det afgørende måtte blive, hvordan kongen, de danske politikere og officerer ville reagere. Efter spredte kampe ved grænsen spurgte kongen under et møde på Amalienborg klokken 05.30 regeringens og militærets top, om det udadtil kunne siges, at der var gjort modstand nok.
Hærchefen, general Prior, foreslog modstand til det sidste uden hensyn til resultatet, men han stod alene. Både forsvarsminister Alsing Andersen, søværnets chef, admiral Rechnitzer og udenrigsminister Munch anbefalede at standse kampene øjeblikkeligt.
Det var et traditionelt folkeretligt krav, at et neutralt land skulle have et troværdigt forsvar. Danmark havde også gentagne gange erklæret at ville forsvare sin neutralitet, og kunne Danmark så nu lade være med at gøre det? Dette til en vis grad moralske spørgsmål har sikkert nok plaget hærchefen, men på den anden side: det traditionelle krav om, at et neutralt land skulle forsvare sin neutralitet, var opstillet af hensyn til stormagterne og deres gensidige mistænksomhed.
HVIS MAN DERIMOD tog udgangspunkt i Danmarks egne interesser, måtte det afgørende være, at Danmark i mange år havde erklæret at ville holde sig uden for stormagternes krige. Det var selve meningen med den danske neutralitet, og det måtte være det afgørende mål for den danske politik.
Men her var der en balancegang, som indebar et konkret og brændende moralsk problem. Kongen tog fat om det, da han spurgte, om der var kæmpet nok.
Det danske forsvars opgave var altså at gøre Danmarks neutralitet troværdig, men hvor store ofre skulle dette hensyn til udlandet føre med sig? Sat på spidsen: var de lidte tab, tab nok? Kongen erklærede sig ved mødets slutning enig i forsvarsministeren, søværnschefen og udenrigsministerens anbefaling om at standse kampene, og da fjendtlighederne klokken 6 om morgenen blev indstillet, opnåede man ud over at spare menneskeliv, at man kunne holde Tyskland fast på løftet om, at Tyskland ville respektere Danmarks politiske selvstændighed, og derfor kunne vi bevare konge, regering, politi, hær og flåde på danske hænder.
Filmen ”9. april” har sat et smukt mindesmærke over de soldater, som kæmpede ved grænsen, selvom de ikke skulle vinde noget slag, og som kun skulle holde ud og have netop så store tab, at Danmark kunne siges at have forsvaret sin neutralitet, men heller ikke måtte kæmpe så længe, at den tyske besættelse ikke kunne få et tilstrækkelig fredeligt forløb.
Her var der et konkret moralsk problem, som naturligt nok delte vandene. Kaj Munk sagde i en af sine prædikener: ”Den 9. april 1940 kom Djævelen til den danske regering og sagde: Jeg har lige brug for nogle dråber menneskeblod til jeres underskrift på dette lille dokument, så skal I få det så godt i Danmark, mens resten af verden krymper sig i lidelse.”
Tidligere Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har formuleret sin kritik sådan, at den danske politik var et moralsk svigt, fordi man i kampen mellem demokrati og diktatur ikke kan stå neutralt, og hvis alle lande havde tænkt som de danske samarbejdspolitikere, ville Hitler med stor sandsynlighed have vundet krigen, og Europa var blevet nazistisk. Men rammer denne kritik virkelig begivenhederne den 9. april?
Den dag blev det danske demokrati jo ikke truet, tværtimod tillod Tyskland senere under Besættelsen, at der blev holdt et almindeligt Rigsdagsvalg, det skete i marts 1943. Hvis Anders Fogh Rasmussens mening er, at Danmark skulle have kæmpet den 9. april for at frelse andre landes demokratier, ser regnestykket ikke overbevisende ud.
Efter en væbnet kamp den 9. april havde vi foruden flere menneskers liv også tabt det danske demokrati på gulvet - uden nogen virkelig sikkerhed for, at denne kamp ville have gavnet kampen for andre landes demokrati.
Der er ikke tvivl om, at både Kaj Munk og Anders Fogh Rasmussen rammer noget meget centralt: mange danskere dengang og nu har følt vrede og skam over, at Danmarks forsvar tilsyneladende lagde sig fladt ned, og at de danske politikere ikke gjorde stærkere modstand mod Tyskland.
Men selv det stærkeste og mest dybfølte følelsesmæssige argument er jo ikke nødvendigvis et afgørende moralsk argument. Immanuel Kant siger det på den måde, at moral netop består i, at man sætter sig ud over sin natur.
Vil vi bedømme begivenhederne den 9. april, vender vi i sidste instans tilbage til spørgsmålet om, hvad det ville sige at være et neutralt land. Det neutrale Danmark tjente under Første Verdenskrig godt - måske for godt - på at sælge ”gullasch” til de krigsførende lande, men for Danmark havde neutraliteten også betydet, at Danmark ingen alliancepartnere havde haft under krigen og nederlaget i 1864. Neutralitet er et valg, som ikke i sig selv er ubetinget fordelagtigt, endsige umoralsk.
Og hvis et land er neutralt, så gives der, skrev diplomat og jurist Georg Cohn, ”ikke noget højere moralsk eller retligt bud end såvidt muligt at holde sit eget lands befolkning udenfor krigen (...) med det (af krigen) følgende massedrab af landets ungdom og det moralske forfald af et eller to påfølgende slægtled”. Sådan tænkte man dengang, under indtryk af massemyrderierne i skyttegravene under Første Verdenskrig.
Personligt kan jeg ikke se, at Danmarks politik den 9. april var et moralsk svigt. At der senere under krigen med de voksende krigsforbrydelser opstod nye moralske problemstillinger er en anden sag.
Vilhelm Topsøe er jurist og forfatter