MED EN MØGGREB er såvel Martin A. Hansen som Klaus Rifbjerg blevet kastet på historiens køkkenmødding, og fortrængt fra skolernes og gymnasiernes læseplaner.
Dette dybt mærkværdige tiltag er et symptom på vores samtids krise. Vi lever i en historieløs tid, der med al sin kraft synes at modsætte sig fordybelsen, mens den dyrker fleksibilitet, bevægelighed og det grænseoverskridende i enhver forstand.
Vi lever kort sagt under globaliseringen, under en flydende modernitet, hvor identitet er til konstant forhandling, hvor menneskelige relationer afhænger af valg, og hvor den tvivl, som holder os i bevægelse, selv i folkekirken har erstattet den tro, som holdt os fast.
Også historien holder os fast, og den forankrer vores identitet i et fællesskab med de døde og de endnu ufødte. Selvom historien ikke kan fortælle os, hvad vi skal gøre, kan den sige noget om, hvem vi er. Netop derfor er den en ubekvem sandhed i en tid, hvor vi ikke vil lade os definere, men holde alle handlemuligheder åbne.
Men lad os dvæle lidt ved min påstand. Er vi overhovedet i en historieløs tid? Er vi ikke lige gået ud af et år, hvor vi havde alle muligheder for at mæske os i fortiden? Vi skulle mindes Første Verdenskrig, slaget ved Dybbøl, tabet af Norge, D-dag og mordet på Kaj Munk.
Måske. Alligevel er det som om, at netop årets historiske karakter og de mange lejligheder, der var til at bringe historien i spil, understregede, at den på forunderlig vis er kommet på afstand af os. Den kommer os ikke rigtig ved som andet end underholdning.
Tænk på den pjattede fejring af tabet af Norge, hvor Anders Lund Madsen tossede rundt på Oslobåden i bedste sendetid, angiveligt med det mål at vinde Norge tilbage. Eller tænk - hvis du tør - på Bornedals rædsomme udstyrstykke ”1864”.
Dette patetisk forsøg på at vride fortiden skæv, så den kunne forkynde instruktørens barnagtige vulgærvitalistiske pointer blev såvel et historisk som en dramatisk katastrofe. Og grundlæggende båret af forestillingen om, at fortiden ikke er vedkommende, med mindre den fortælles på nutidens præmisser.
Den konkrete, historiske virkelighed rummer ingen indsigt, men er kun en anledning til at fortælle en historie fra og om nutiden. Det skortede ikke på dramatikere og æstetikere, der i kor bedyrede, at den historiske kritik var uden relevans. Og sådan er det vel. For en samtid, der har nok i sig selv er fortiden i sagens natur ligegyldig. Hvad rager det os, hvem der har vundet hvilke krige hvornår?
Danmarks Radio er én ting. Sine vildeste triumfer fejrer uvidenheden i det danske uddannelsessystem, hvis eneste succes - overhovedet - er den konsekvens, hvormed det har gjort sig til redskab for kulturforfaldet.
Danskfaget, der engang rummede et ikke ringe litteraturhistorisk element, bliver i stadig højere grad til et kommunikations- og retorikfag. Argumentet er, at det jo skal kunne bruges til noget og ruste eleverne til den virkelighed, de møder.
MED SELVE HISTORIEFAGET har det været vanskeligere, for hvordan argumenterer man dog for dette fags relevans ud fra en betragtning, der opfatter historisk tænkning som i udgangspunktet irrelevant?
Det er en hård nød at knække, men det forsøges. Historiefaget søges her forvandlet til en indsigt i, hvordan alt historie er fortolkning, og hvordan man som menneske derfor skal gøre op med historien. Hvordan fortidens eneste funktion er at lade sig afvise som myte.
Spørger man hvorfor, vil man få at vide, at det ud over at skabe kritiske individer, slet og ret er den eneste måde at undervise historie på, for eleverne interesserer sig kun for det, hvis det er nutidsorienteret.
Og her står vi altså uden at kunne andet. Stadig flere ved stadig mindre om stadig mere. Og mon ikke vi nærmer os endemålet: Der hvor alle intet ved om alt.
Hvis historie forankrer identiteten, må rodløshed vel også kunne anskues som en måde at øge fleksibiliteten på, en måde at skabe moderne individer, der ikke tror sig begrænset af nogen historisk ballast, som tilsyneladende er befriet for handicap som stedbundenhed, ære og loyalitet, og almindelig opdragelse. Mennesker som derfor passer som fod i hose til det vi ynder at kalde globaliseringen - en epokal tilstand, hvor nomaden, græshoppen eller drivtømmeret er højeste ideal.
I en individualistisk og traditionsløs tidsalder opfattes historiens rodfæstning af den enkeltes identitet i en større sammenhæng som en begrænsning. Historien er et fængsel og derfor noget, man må frigøre sig fra.
DENNE FORSTÅELSE AF HISTORIE, dyrkes vel at mærke langt ind i faghistorikerens rækker. Men den logiske fortsættelse af dette frigørelsesprojekt, hvor individets ret og krav dyrkes som var det en afgud, er forkastelsen af enhver form for moralske, etiske og samfundsmæssige skranker for den enkeltes handlefrihed. Flugten fra identiteten er det moderne menneskes flugt fra autoriteten i enhver form.
Uddannelsessystemets institutionalisering af historieløsheden er et produkt af vor tids ideologi - en form for liberal globalisme, der i sidste instans må anskues som en slags nihilisme. En forkyndelse, der ikke funderer den enkeltes frihed i andet end opgøret med, hvad end det støder på. Det er en form for ideologiseret egoisme, der munder ud i det rasende opgør mod enhver autoritet med rod i andet end den enkeltes autonomi.
Denne form for liberalisme optræder samtidig som en legitimation for uvidenheden. Den forsyner den, der lever i selvvalgt idioti med et arsenal af argumenter for, at selve hans ugidelighed og bekvemme uvidenhed bliver kilden til en potentielt frigørende, emancipatorisk handling.
Ingen får undre sig over, at netop de partier, der har slået sig op på kampen mod historisk funderet identitet, i særlig grad har vundet tilhængere blandt den ungdom, som senest er kommet igennem uddannelsessystemet. Den relativistiske liberalisme smykker dovenskaben, den kulturelle og historiske hjemløshed med sine fineste gloser og lader den posere som sand frihed.
De fleste ville vel sige, at det hele er meget godt, som det er? Men ville det ikke være sundt at lade tvivlen snige sig ind. Sandheden er vel, at intet er mere futilt end at ville gøre op med historisk bevidsthed som et led i en ideologisk frigørelsesproces.
Historien virker jo på os, uanset om vi erkender det eller ej. Uanset om vi tager historien på os, eller søger at kaste den fra os, hviler den på os som åg, opgave eller mulighed. Vores nutid og mestedelen af vores fremtid er allerede givet i og med historien.
DEN MODERNE EGOISMES TALE om frihed bliver dermed ikke andet end illusion. Om vi vil det eller ej, så træder vi ad stier andre har trådt - hvis vi da netop ikke fortaber os i vildnisset. Kun i muligheden for at træde ved siden af, i undergangen med andre ord, ligger vel egentlig muligheden for at gøre op med historien.
Uanset hvordan snæversynede samtidsfanatikere og fremtidsapostle måtte gøre ligningen op, betyder historien noget. Historien er slet og ret fortællingen om den fortid, der har skabt os, gjort os til det vi er.
Men nok så væsentligt: Den er ikke historien om, at vi er alt, hvad vi gerne ville være, men en nøgtern konstatering af, at vi bare er os. Dens relevans er, at den så eftertrykkeligt er et opgør med den moderne livsanskuelse, vi har fundet os til rette med: Vi ikke er grænseløse, men begrænsede.
Vi lever ikke uafhængigt af tid og sted, og kan ikke blive, hvad vi vil, ord skaber ikke virkelighed og vi kan ikke få det, som vi gerne vil have det, men må tage det som det er, og så starte derfra, hvis vi i øvrigt vil lave noget om. Historie er besindelse på menneskelivets realiteter. Historisk bevidsthed er realisme.
Christian Egander Skov er historiker, ph.d. og redaktør af Årsskriftet Critique