Intet tyder på, at de nuværende flygtningestrømme til EU og især de velstillede lande i Nordvesteuropa er forbigående.
Tværtimod må vi ved EU's eller rettere Tysklands og Sveriges nuværende ”åbne-dørs-politik” forvente, at stadig flere vil søge mod EU, ikke kun de næste måneder og næste år, men de næste mange årtier.
For den perfekte storm er under udvikling med centre i Mellemøsten, Nordafrika og Sahel-bæltet af lande syd for Sahara, hvor kombinationen af en eksplosiv befolkningstilvækst, klimaforandringer, svindende oliereserver, stigende religiøs fanatisme, statssammenbrud og stadige konflikter om færre ressourcer vil skabe nye krigszoner og områder uden livsmuligheder for stadig flere mennesker.
Det kræver politisk handling, både af hensyn til de mange i nød og af hensyn til vore egne samfund og EU's fremtid. Som Andreas Kamp fra Dansk Flygtningehjælp udtalte i Morgenavisen Jyllands-Posten den 25. august, er løsningen ikke, at ”Europa importerer overskudsbefolkningerne” for ”vi kan ikke være forpligtet til at ødelægge vores eget samfund”, og som han uddybede dagen efter i Kristeligt Dagblad, ”kan vi selvfølgelig ikke forpligte lande til at gå til grunde på grund af en paragraf i en konvention”.
Det er oplagt, at der må handling til på et koordineret EU-niveau for at sikre de nødvendige ressourcer og den ønskede effekt.
Sandsynligvis kan EU enes om at øge støtten til FN-lejrene i Libanon, Jordan og Tyrkiet og andre steder, så de kan opretholde deres fødevareprogram og anden basal hjælp; og det kan imødegå, at en anden og større bølge fra de nuværende flygtningelejre i Syriens nærområde søger mod EU.
Muligvis kan EU nu også finde fodslag om en mere selvstændig sikkerhedspolitik, hvor man i et nyt samarbejde med USA, Rusland og Iran får stoppet konflikten i Syrien, så denne del af flygtningestrømmen reduceres.
Måske kan man på EU-niveau også enes om at iværksætte en ny Marshall-hjælp til lande i Nordafrika og Subsahara, som på længere sigt kan reducere kommende kriser og krige i området.
Selvom sådanne initiativer er nødvendige, vil de langt fra være tilstrækkelige til at bremse strømmen af asylsøgere fra verdens brændpunkter, der efter at have set EU's grænser bryde sammen har et berettiget håb om, at de kan opnå permanent ophold og på sigt statsborgerskab.
Hvis ikke EU ændrer asylpolitik, vil vi fortsat opleve, at mennesker dør, udnyttes og fornedres i flugten herop, og se stadige kaotiske scener ved de ydre og indre grænser med sammenbrud af EU's retsregler.
Den umiddelbare løsning er, at EU enes om at oprette modtagelsescentre med asylbehandling og tilknyttede flygtningelejre i nærområderne eller eventuelt ved EU's ydre grænser, og at man har viljen til at anholde illegale asylsøgere, der alligevel søger at bryde ind i EU og at sende dem direkte tilbage til modtagelsescentre i nærområdet eller ved EU's ydre grænse.
Men svagheden ved den løsning er selvsagt, at det vil kunne tiltrække langt flere asylsøgere, hvis de blot skal nå frem til disse lejre og derefter kan forvente gratis og sikker transport for dem og deres familie direkte til permanent ophold i et af EU-landene.
EU kan på sigt kun forsvare sine grænser, hvis medlemslandene kan blive enige om at revidere deres fælles flygtningepolitik.
Det afgørende er her at sikre, at det kun er flygtninge med konventionsstatus, der kan få asyl og permanent ophold i EU, mens de såkaldt subsidiære flygtninge med beskyttelsesstatus (krigsflygtninge med videre) skal sikres midlertidig beskyttelse, gerne i EU administrerede flygtningelejre i nærområderne.
Hermed ville man også for de samme midler kunne hjælpe langt flere.
Spørgsmålet er, om en sådan revision er mulig i EU uden at bryde de centrale flygtningekonventioner. I så fald vil en ændring af politikken i EU være ulige lettere at blive enige om og gennemføre.
I dag er EU-landenes flygtningepolitik retsligt bundet af Rådets direktiv fra 2004, hvor den fælles EU-flygtningepolitik på papiret blev harmoniseret. Danmark er grundet retsforbeholdet ikke underlagt dette direktiv, og vores nuværende flygtningelov er på visse punkter mere stram end EU's.
I direktivet skelnes der mellem personer med flygtningestatus, der er truet af personlig forfølgelse, og personer med subsidiær beskyttelsesstatus, der er truet af alvorlig overlast.
Denne opdeling henviser til de to centrale konventioner, som direktivet bygger på, henholdsvis FN's Flygtningekonvention fra 1951 og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950. Ingen af konventionerne giver grundlag for asyl grundet økonomisk immigration.
FN-konventionen, artikel 1 A kræver, at et land giver ophold til asylsøgere, der er personligt forfulgte (de har ”konventionsstatus”). Kun en lille del af de nuværende flygtninge er personligt forfulgte, såsom kristne, yazidier eller homoseksuelle og andre grupper og personer, der ikke kun er truet af krigen, men også af de dominerende etniske grupperinger i krigszonen.
De såkaldte kvote-flygtninge, hvor Danmark siden 1989 har modtaget 500 årligt, er også konventionsflygtninge.
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 3 med senere ændringer kræver, at et EU-land skal give ophold til personer i tilfælde af mulighed for tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling ved afvisning (de har ”beskyttelsesstatus”).
Hovedparten af de nuværende flygtninge fra Syrien får asyl efter denne paragraf som ”krigsflygtninge”.
Det gælder principielt, at konventionsflygtninge har krav på permanent ophold i det land, hvor de opnår asyl, fordi faren for personlig forfølgelse ikke tyder på at forsvinde i en overskuelig fremtid.
Derimod har flygtninge med ”beskyttelsesstatus” ikke samme krav på permanent ophold, da det forventes, at de kan vende tilbage, når krisen ophører. Ligeledes kræves det ikke nødvendigvis, at beskyttelsen skal ske i det land, hvor man søger asyl.
Den midlertidige beskyttelse kan også ske i EU-flygtningelejre i nærområder, hvor der hersker humane forhold, og hvor der er et omfattende uddannelsestilbud, der kan kvalificere flygtningene til at vende tilbage og genopbygge deres lande.
Eventuelt kan man sætte en tidsgrænse på, hvor længe de kun har beskyttelsesstatus, og når den overskrides, får de konventionsstatus og kan søge permanent asyl i EU.
Rådets direktiv fra 2004 virker på flere måder mere ”human” end de to bagvedliggende konventioner, og det forstærkes også af Menneskerettighedsdomstolens aktivistiske retspraksis, og det kan være en hindring for, at EU-myndigheder kan etablere midlertidig beskyttelse i lejre uden for EU.
Men måske er det retsligt muligt, hvis EU-myndigheder har fået en aftale om at leje og administrere et område i et tredjeland, hvor EU-rettens humanitære krav kan overholdes .
I så fald kan man ændre den fælles flygtningepolitik i EU uden at skulle åbne op for en revision af konventioner og direktiv - og det vil gøre det ulige nemmere at gennemføre de nødvendige ændringer, hvis ikke EU skal bryde sammen.
Det burde være en bunden opgave for den danske regering at afklare disse retslige spørgsmål for at kvalificere debatten både herhjemme og i den europæiske offentlighed. Det kunne også være en opgave for den danske regering at være talsmand for en sådan revision af asylpolitikken i EU-systemet.
For selvom Tyskland og Sverige på nuværende tidspunkt vil være imod, så står de ret alene, ikke kun over for østlandene, men reelt også alle de sydeuropæiske lande og Holland og Storbritannien.
Der er ikke politisk flertal for at sikre tvungne kvotefordelinger med det nuværende og fremtidige antal asylsøgere.
Derimod er det mere realistisk, at der kan opnås politisk enighed om at revidere asylpolitikken, så det kun er konventionsflygtninge, der får permanent ophold, mens beskyttelsesflygtninge sikres midlertidig beskyttelse i flygtningelejre af høj standard, helst i konflikternes nærområder, eller næstbedst ved EU's ydregrænser.
Hans Jørgen Vodsgaard er mag.art. i idéhistorie og leder af Interfolk, Institut for Civilsamfund