DET ER AFGØRELSEN, der gør svimmel. Sådan skriver biskop D.G. Monrad i et af sine skrifter om det, som han kalder den politiske svimmelhed, og som han selv led af i de skæbnesvangre måneder i 1864.
Monrad fortsætter: Ansvarets uhyre vægt tynger på tanken og forvirrer den Hvad der gælder om ansvaret, afgørelsen, det gælder også om de politiske kampe. Kampen beruser, der går ild i blodet, forstanden omtåges, det svimler for manden.
Derfor gik det ifølge Monrad så galt i 1864. Politikerne herunder Monrad selv og mange af de ansvarlige i landet blev grebet af svimmelhed.
LÆS OGSÅ: Tidsånden hærger i folkekirken
Den samme svimmelhed har tilsyneladende grebet mange politikere og ansvarlige i dag. Nu har man med ét slag valgt at sidestille det homoseksuelle parforhold med ægteskabet mellem mand og kvinde. Og det sker, selvom en afgørende anbefaling i Rapport om folkekirken og registreret partnerskab, var at fastholde den hidtidige sondring mellem ægteskab og registreret partnerskab. Den sondring skal nu ophæves, for der er gået svimmelhed i politiken ansvaret tynger, kampen beruser.
Den samme svimmelhed, som har grebet politikken, har tilsyneladende også grebet den teologiske debat. Thomas Reinholdt Rasmussen har for eksempel flere gange fremført den teologiske pointe, at hvis man siger nej til velsignelse/vielse af homoseksuelle parforhold, så er man modstander af evangeliet.
I Kristeligt Dagblad den 6. december kunne man læse, at man er farisæer, hvis man siger nej, for: Det er faktisk pointen i vores kristne tro: at virkeligheden trænger sig på, anderledes end vi forventer. Således er det for farisæerne, der får en virkelighed, som ikke svarer til deres forventning.
Og som en afsluttende, svimlende pointe: Evangeliet er en forargelse, som selv en gruppe af præster kan snuble over. Forargelse over loven er farisæisme. Forargelse over evangeliet er kristendom.
HVIS MAN BLIVER lidt rundtosset ved læsningen af den konklusion, er der ikke noget at sige til det. For hvad betyder det i praksis? Og hvor finder Thomas Reinholdt Rasmussen sig selv? Står han uden for forargelsen? Eller er Thomas Reinholdt Rasmussen ikke lidt forarget over de biskopper, som siger nej til at velsigne eller vie homoseksuelle? Og hvis han er: hvad er det så for en forargelse? Er det en forargelse over loven altså farisæisme eller en forargelse over evangeliet?
Men det handler om at møde virkeligheden eller moderniteten som trænger sig på, lyder det. Og det gælder samtidig om for alt i verden ikke at forarge den eller forarges over den. Det gør provst Finn Vejlgaard da heller ikke i sit indlæg i Kristeligt Dagblad den 14. december.
Han møder virkeligheden, som den er, men beklager sig så i stedet over en anden virkelighed, som ikke svarer til hans forventning, nemlig at der er en biskop og flere andre der ikke kan eller ikke vil tænke moderne livsformer sammen med kirke og teologi. Denne samtidsforskrækkelse skader kirken som folkekirke, siger provsten. Men han har også grund til glæde: Det er derfor godt, at der i bispekollegiet er biskopper med mere teologisk tyngde og godt, at vi har fået en dygtig kirkeminister.
LÆS OGSÅ: 11 argumenter for og imod vielse af homoseksuelle i folkekirken
Den teologiske tyngde er, at man tænker moderne livsformer sammen med kirke og teologi herunder velsigner dem. For kirken skulle nødigt forarge eller støde nogen bort.
Det samme understreger lektor Hans Raun Iversen den 19. december i sit indlæg i Kristeligt Dagblad. Han har her denne spidsfindige og tilsyneladende klare evangeliske målestok for det, som kirken foretager sig og lærer: Vil det at kalde et par af samme køn for ægtefolk kunne bringe gammeldags kristne til at falde fra troen på Jesus Kristus? Eller vil det omvendt kunne holde homoseksuelle par borte fra troens kilder i kirken, hvis kirken ikke kan få over sine læber at kalde dem ægtefolk?.
Det er den slags spørgsmål, der ifølge Hans Raun Iversen må stilles. Og han underforstår hvis jeg læser ham ret selv svaret, som ligger på linje med Thomas Reinholdt Rasmussen: Man må passe på ikke at støde nogen bort. Kirken må ikke forarge de få og små og udsatte, og det vil her sige: de homoseksuelle. Deres forhold skal i stedet velsignes og kaldes for et ægteskab. For er deres kærlighed måske ikke lige så ægte som de heteroseksuelles?
Til sådanne former for svimlende argumentation har Monrad et andet sted følgende iagttagelse: Man må (...) lægge mærke til, at i de menneskelige meninger er det sande og det falske ofte blandet så besynderlig sammen. Det falske vinder sin styrke ved at knytte sig til det sande. Når man vil bekæmpe en modstander, bør man altid stræbe at anerkende det sande i overbevisningen, hvorom det falske har slynget sig. Ved sådan anerkendelse slår man kården ud af hans hånd.
Jeg vil derfor følge Monrads råd og allerførst anerkende og erklære mig helt enig i, at vi naturligvis hverken i eller uden for kirken har lov til at forarge de små. Kirken og kristne skal være på de udsattes side og gå ud til dem uden for lejren og ikke fordømme. Vi skal være dér, hvor alle andre ikke er, med hjælp, støtte, opmuntring, vejledning, kærlighed, fred og glæde.
Men her kunne man jo i en parentes spørge: Er der slet ingen, som i vort moderne samfund taler de homoseksuelles sag og er hos dem? Er de virkelig så marginaliserede og udstødte, som det lyder? Og er det i virkeligheden en moderne tankegang at hævde, at bøsser og lesbiske er samfundets udstødte?
NÅR DET ER SAGT, så er jeg ikke med på den teologiske pointe, som er underforstået i ovennævnte indlæg, nemlig at kirken ikke må forarge sin samtid. Hvor står det skrevet, at kirken altid skal følge samfundets moral og de moderne strømninger? Hvor står det skrevet, at det, som et samfund velsigner, skal kirken også velsigne? Er det at tale med teologisk tyngde at påstå, at Paulus pointe er, at kirken ikke må forarge?
Og hvad nu hvis evangeliets forargelse ligger et helt andet sted? Hvad nu hvis det virkeligt forargelige er, at Gud har ment det alvorligt, når han skabte mennesket som mand kvinde og velsignede dem? Og at det er kønsforskellen, som konstituerer ægteskabet. Det er da for alvor forargeligt at høre i vores tid. At få at vide, at ægteskabet ikke er et tilfældigt forhold, som vi kan omdefinere efter forgodtbefindende, men at det udspringer af selve skabelsen og peger hen på forholdet mellem Kristus og hans kirke.
Det er da forargeligt at sige som Luther, at ægteskabet har Guds ord for sig. At ægteskabet er et åndeligt forhold, men også et kødeligt forhold vel at mærke mellem to af hvert sit køn. Det må siges at være det allermest forargelige at høre i denne tid.
Men efter min mening er det sandheden, hvorom så meget falsk snor sig i dette spørgsmål, at ægteskabet er et forhold mellem en mand og en kvinde. Punktum. Længere er den ikke. Så kan der ganske rigtigt være mange andre forhold mellem mennesker, og samfundet og mennesker kan indrette sig på utallige måder, som de synes og finder for godt.
Men i kirken må vi holde fast ved, at et ægteskab er et forhold mellem to af forskelligt køn. Sådan har Gud villet det ved skabelsen, og Jesus bekræfter det. Det kan man både læse og se.
Med mindre man da er grebet af politisk og teologisk svimmelhed.
Steen Skovsgaard er biskop over Lolland-Falsters Stift
STORT TEMA: Vielse af homoseksuelle