I DET UOMGÆNGELIGE OPGØR mellem Vestens og Mellemøstens tænke- og levemåder gør vi os sjældent klart, hvad der dybest set er stridens genstand: det enkelte menneskes erkendelsesevner og ret til at tvivle.
I vestlig sammenhæng er der først og fremmest behov for at sætte et naturvidenskabeligt begrundet perspektiv på den kristne teologi og dens ligheder med islamisk gudhengivelse og politisk ideologi. Modsat teologien og ideologien hverken kan eller vil naturvidenskaben acceptere, at vore handlinger og meninger skal være styret af en ubegrundelig tro, der står over vore sanser og forstand.
I den verserende bekendelsesdebat søger københavnerbispen et kompromis, hvor Jesus hverken er fysisk genopstanden eller dødelig som vi andre. Den genopstandne Jesus er en ånd, der kan gå gennem lukkede døre.
Altså et spøgelse.
Det passer sådan set med bispens hånlige bemærkninger om fysik og biologi og naturvidenskabens almindelige afvisning af mystik, herunder eksistensen af kropsløs ånd.
Både den stærke tros og biskoppens absurde afvisning af naturvidenskab forvansker imidlertid den menneskelige eksistens fra at bygge på et kritisk spørgende tillidsforhold mellem den enkelte og omverdenen til at være skueplads for kategoriske og uværdige argumenter, der ikke tolererer tvivl, kritik og ny erkendelse, men henviser sådanne tendenser til omskoling og genopdragelse.
Det afgørende er imidlertid, hvor stærk og dermed hvor utilgængelig en tro er for den virkelighed, som enhver fra naturens hånd har adgang til at erkende, men som ikke harmonerer med den stærke tros eller kompromismageriets sanseløse tankespind. Den stærke tro er ligesom absurde kompromisser en kategorisk afvisning af ny erkendelse og er i min optik det egentligt umenneskelige.
Det egentligt menneskelige er derimod at søge sandheden, ikke at eje den. Den, der er stærk i troen, tvivler ikke. Og den, der ikke tvivler, undrer sig ikke, og den, der ikke undrer sig, spørger ikke. Derfor er spørgefriheden det vigtigste for vores søgen efter sandhed, ikke ytrings-, trykke- og meningsfriheden eller ”håneretten”.
DISSE RETTIGHEDER er også vigtige, men vigtigst er spørgefriheden. Svar kan ikke gives på spørgsmål, der ikke må stilles. Og spørgsmål kan ikke stilles af den, der ikke må undre sig. Den, der ikke undrer sig, kan ikke tvivle. Og den, der ikke tvivler, kan ikke andet end tro!
For mig at se er den naturvidenskabelige spørgetradition udslag af det fundamentalt menneskelige, som naturen har nedfældet i ethvert barns medfødte tillid til at kunne spørge mor og far og få redelige svar. De spørgsmål, som naturvidenskaben lige så naivt, men mere grundlæggende og mere radikalt end nogen anden erkendelsesform, har stillet, hævder modsat religionerne og ideologierne ikke at være svar, men spørgsmål. Alle spørgsmål må stilles, og alle svar skal være redelige. Det er den naturvidenskabelige fremgangsmådes etiske grundlag.
Det gælder også spørgsmålet om, hvorvidt vores etik og moral kun kan menes at være begrundet i noget, der ligger uden for naturen og dermed udspringer af overmenneskelig visdom. For eksempel om vores længsel efter mening kun kan begrundes religiøst eller ideologisk. Eller modsat, om vore forestillinger om det gode og det onde kan have naturlige årsager.
Naturvidenskaben giver ikke svar på disse spørgsmål og forsøger det heller ikke. Men naturvidenskaben gør os i stand til at stille eksistentielle spørgsmål, uden at vi først har bestemt os for svarene, hvorimod religionerne og ideologierne i sagens natur giver de ”korrekte” svar, som enten dogmerne eller autoriteternes fordækte kompromisser foreskriver.
Naturvidenskaben forfægter derimod det synspunkt, at ingen har ret ved blot at hævde at have det. I min optik giver naturvidenskabens naive fremgangsmåde derved mennesket dets tillid og frihed tilbage, mens religiøse og ideologiske trosbekendelser og kompromisser giver kategoriske, ubegrundede eller hemmelige svar og derved søger at berøve det enkelte individ dets suverænitet og værdighed. Naturvidenskabens grundlag er sansernes og forstandens bestandige søgen, der vækker vores undren og dermed vores tvivl og behov for at spørge. Troens kategoriske eller fordækte svar afskærer os derimod i egentligste forstand fra et åbenhjertigt, åndeligt liv, mens naturvidenskabens undren, tvivl og spørgen åbner enhvers sandhedslængsel og kaster søgelygtens håbefulde lys ud i det tvivlfyldte rum mellem vores begrænsede, men dog eksisterende erkendelsesevner og vores delvis ubegribelige, men dog virkelige eksistens.
Naturvidenskaben er opstået ved tvivl og undren og ved at stille de spørgsmål, som religionerne og ideologierne ikke stiller uden straks at give os de ”korrekte” svar. På den tvivlendes spørgsmål svarer troens autoriteter ikke personligt, redeligt og direkte, men med de svar, som de med deres hellige skrifter, manifester og embeder allerede har ladet sig pålægge eller fordækt har fundet på til lejligheden, og som for autoritetens skyld erklæres at være sande.
Nu, godt 400 år efter at Giordano Bruno blev henrettet for at have stillet nogle eksistentielle spørgsmål, som europæernes nye verdensbillede nødvendiggjorde, er det formastelige fortsat ikke svarene, men at man - som præsten Thorkild Grosbøll og alle vi andre kulturkristne - overhovedet drister sig til at tvivle på gamle, nedslidte sandheder og spørge, hvordan det rimer med vore nye erkendelser.
I VORE DAGE SPÆNDER videnskabens tvivlen, undren og spørgen det vestlige menneskes eksistens ud i et altomfattende, åbent erkendelsesfelt, der i næsten alle sammenhænge er utilgængeligt for tvivlløs erkendelse.
Men selve dette at tillade det enkelte menneskes eksistentielle tvivl, undren og spørgen virkeliggør den enkeltes erkendelse af at være part i en foranderlig, uforudsigelig og åben verden, i menneskehedens mangfoldighed og i en bestemt historisk virkelighed. For de fleste folkekirkemedlemmer er trosbekendelsens uforanderlige, nagelfaste påstande derfor aldeles nedslidt og ”træt af dage” og afspejler blot en svunden tids syn på eksistensens vilkår.
I nutiden er den menneskelige eksistens af denne verden. Ikke bestemt for et hinsidigt paradis og andet teologisk gøgl. Ansvaret for erkendelse ligger i den enkeltes opdragelse, den enkeltes mod til oplysning og den enkeltes evne til selvforvaltning, ikke i en fortidig trosbekendelse.
I sin kritik af datidens københavnerbiskop og ”de mange” udtrykte Kierkegaard det i én enkelt sætning: Den enkelte er den snævring, hvorigennem tiden, historien og slægten skal. I dogmatisk og fordækt religion og ideologi begrænses den individuelle eksistens derimod af autoriteternes mål og midler for ”de mange”. Her helliges midlerne af målet - vantroens afskaffelse - og overskridelsen af denne fatale grænse forsvares af præsteskabernes lydighedskrav og de tvivlløses autoritetstro.
Bekendelsesdebatten afslører imidlertid, at folkekirkens menigheder ikke er geografisk inddelt i de nuværende kirkesogne, men består af tre hovedretninger ud over det ganske land: Dem, der tror på Jesu kødelige opstandelse fra de døde. Dem, der tror på Jesus som genopstanden kropsløs ånd. Og så os kulturkristne, der tror på sanserne, forstanden og tvivlens nødvendighed for at forstå både verden og menneskers længsel efter sandhed, kærlighed og tilgivelse.
Hvis de to første anskuelser skal være enerådende, vil det gøre den danske folkekirke ufolkelig og til en snart afsluttet parentes i danmarkshistorien.
Jens Morten Hansen er adjungeret professor i naturfilosofi