Omvendelse har fremtiden for sig

At underkende omvendelsens mulighed er teologisk problematisk. Begrebet har nok brug for at få støvet tørret af sig, men orker man det, får man et skatkammer af stærke fortællinger at forholde sig til - hvad enten man vil rejse som missionær, drive litterær-teologisk forskning eller bare har brug for et skud vitaminer i det almindelige kristenliv

Maleri af Paulus' omvendelse af den italienske maler Caravaggio fra cirka år 1600.
Maleri af Paulus' omvendelse af den italienske maler Caravaggio fra cirka år 1600.

Det er med bekymring, at jeg har fulgt diskussionen omkring begrebet omvendelse. Først meldte Kjeld Holm frejdigt ud, at han slet ikke anerkendte ordet, og da katten således var ude af sækken, kunne andre også melde sig på banen med deres meninger omkring begrebet.

Således indrømmede den tidligere rektor fra Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster, Eberhard Harbsmeier, for eksempel, at han aldrig selv (ville) bruge det i daglig tale, at det er et gammeldags udtryk og afsluttede fyndigt: Folk gider ikke høre på det (Kristeligt Dagblad den 18. januar).

Den sad. Ikke bare fordi jeg måtte erkende, at jeg nok er en lidt mere konventionel teolog end de to friske fyre Holm og Harbsmeier, og fordi jeg normalt har ret stor respekt for, hvad de to måtte mene.

Næh, den sad især, fordi jeg lige nu befinder mig seks måneder inde i et forskningsprojekt om omvendelsestekster. Fordi jeg i min ansøgning til Forskningsrådet netop skrev side op og side ned om, hvor spændende og relevant et begreb omvendelse er. Og fordi jeg bruger hver evig eneste dag på at læse og skrive om omvendelse og føler mig ikke bare privilegeret og fascineret, men også godt gammeldags underholdt. Så at dømme omvendelsen ude? Enten tilhører jeg en hendøende race, eller også gør Holm.

Først og fremmest er omvendelse et svært ord. Det lyder forførende genkendeligt, men begynder vi at grave efter en klar definition, så vakler fundamentet. Begrebet optræder i Det Nye Testamente i todelt form, nemlig som de græske udtryk metanoia og epistrofê, der oversat lidt løseligt betyder henholdsvis omvendelse som holdningsændring (anger) og omvendelse som retningsændring.

LÆS OGSÅ: Kristendommen er Europas første samlende idé

Således lyder det fra Johannes Døberen: Omvend (metanoiete) jer, for Himmeriget er kommet nær! (Matt. 3,2). Den opmærksomme læser bemærker selvfølgelig, at Johannes ikke siger nu skal jeg komme og omvende jer. Nej, den aktive bevægelse ligger i tilhørerne selv, ikke hos Johannes: Omvend jer.

Det NyE Testamentes mest berømte omvendelse er Paulus, og beretningen om den stridbare farisæers u-vending, der bliver fortalt ikke bare een, men tre gange i Apostlenes Gerninger (Ap.G.) på lidt forskellig måde hver gang, kom til at spille en central historie i den kristne tankehistorie også sprogligt, hvor det engelske udtryk a Damascus moment betyder noget i retning af en ahaoplevelse.

Den populære opfattelse blev, at Paulus omvendelse var øjeblikkelig ganske uagtet, at man litterært set dels kan forstå Paulus ophold i Arabien umiddelbart efter hans omvendelse som en del af en mere langvarig omvendelse, og dels at de tre genfortællinger af omvendelsen i Ap.G. (og deres indbyrdes forskelle) netop understreger omvendelsens litterære funktion i teksten, ikke dens historiske sandhed. Med andre ord: Paulus omvendelse i Ap.G. er en hovedbrik i tekstens omvendelsesdiskurs, ikke en historisk reportage.

Derudover blev modsat hvad mange måske tror i dag Paulus omvendelse ikke fremført som noget ideal i den senere kristendom. Tværtimod så for eksempel de engelske puritanere godtnok på Paulus omvendelse som et udtryk for, at selv den største synder kan omvendes, men den var bestemt ikke noget at stræbe efter. Idealet lå i stedet i mere stilfærdige omvendelser som den, Lydia oplever (i Ap.G. 16,14), da hun lytter til Paulus ord, og Herren åbnede hendes hjerte, så hun tog dem til sig.

Næste stop er Augustins omvendelse som beskrevet i Bekendelser (cirka år 400), men også her kommer vi i klemme mellem tekst og tradition. Traditionen også forskningstraditionen har nemlig gerne lokaliseret Augustins omvendelse til lige nøjagtig det tidspunkt i Bog 8, hvor han hører en barnestemme kalde tag op og læs, og åbner sin bibel på det (for ham) forløsende sted (i Rom. 13,13-14). Altså et bekvemt eksempel på, hvordan Gud fortsætter det gode arbejde fra Paulus og i et snuptag omvender en fortabt sjæl.

Problemet er bare, at Bog 8s omvendelse langtfra er den eneste i Bekendelser. På det tidspunkt har Augustin nemlig allerede været ude for et par andre omvendelser: han omvender sig til Cicero som 19-årig og bekender sig omkring samme tid lidt efter lidt til den manikæiske lære.

Men ikke nok med det: Hans omvendelse i Bog 8 bliver efterfulgt af en stærk, mystisk oplevelse i Bog 9, der også kan defineres som en omvendelse og måske endda, hvis man vil give karakterer, en lidt finere en af slagsen. Læg dertil rækken af andre figurers omvendelser igennem Bekendelser samt de sproglige henvisninger til omvendelse hist og her, og resultatet er en litterær tekst, der på mange forskellige planer fremkalder omvendelsen som et begreb i læserens bevidsthed. Hvorfor? For at læseren selv kan imitere Augustins vej og omvende sig efter endt læsning.

Forstår vi altså Ap.G. og Augustins Bekendelser som omvendelsestekster, så er det pludselig læseren, der er i centrum, og ultimativt er det dermed også læserens omvendelse, det handler om ikke Paulus eller Augustins.

LÆS OGSÅ: At tro på Gud - eller at mærke Gud

Teksterne ser altså fremad, ind i læserens liv eller det nu, hvor læseren møder teksten, og ikke tilbage på en historisk fortid, hvor omvendelser foregik. Men hvad de videre implikationer af det er, og hvordan andre tekster ser ud, når vi tager de omvendelseslitterære briller på, er noget, jeg vil undersøge inden for rammerne af mit forskningsprojekt, ikke i denne kronik.

Her derimod kan vi blot råbe til forsvar for omvendelsesbegrebets indre spænding og dobbelthed. Omvendelsen er både velkendt og fremmedartet på samme tid. Den kan være omvendelse til andre religioner, og den kan være indre omvendelse eller vækkelse. Den kan være øjeblikkelig eller trinvis (eller en kombination). Den kan gentages eller være absolut, og den er Guds og menneskets på samme tid: Vi vender os til Gud, og i samme bevægelse vender Gud sig mod os.

Omvendelsen er privat, men har også taget offentlig, symbolsk form (for eksempel i dåb af konvertitter). Den er et begreb, som løber stærkt og genkendeligt ned gennem historien som vidne om forståelsen af gudsforholdet som en relation, hvori der er plads til at vokse sådan at det er her, i menneskets bryst, at omvendelsen virker dag for dag, og hvor summen af de mange små skridt hen imod Gud tilsammen udgør den større omvendelsesbevægelse livet igennem.

Og endelig er omvendelsen fest, og den er grå hverdag med den svenske forfatter Sven Lidmans ord: Där vände jag om hörnet och gick in på en ny gata och allt det gamla var aflagdt. (Da jeg drejede om hjørnet og gik ned ad en ny gade, var alt det gamle lagt væk, red.)

At underkende omvendelsens mulighed og realitet er ikke bare teologisk problematisk og ude af trit med traditionen, det synes også en lille smule fattigt. Et så stærkt begreb har måske nok brug for at få støvet tørret af sig, men orker man det, får man et skatkammer af stærke tekster og fortællinger at forholde sig til hvad enten man vil rejse som missionær til den yderste udørk, drive litterær-teologisk forskning eller bare har brug for et skud vitaminer i det almindelige kristenliv.

Så Kjeld Holm inviterer mig nok ikke til at holde foredrag i bispegården inden for den nære fremtid, og det er også ok. I mellemtiden tusler jeg videre med mit forskningsprojekt i tryg forvisning om, at der nok er andre derude, som også finder begrebet interessant. Omvendelsen forældet? Jeg vil snarere mene, at omvendelsen har fremtiden for sig.