Ondskabens mørke magter er også på spil i os selv

Vi må erkende, at det onde er gådefuldt, sommetider helt uforklarligt, men det er i verden. På samme måde som det er i os. Og dog skal vi vælge mellem godt og ondt. Tage stilling, sagde biskop Elisabeth Dons Christensen blandt andet i sin prædiken i anledning af Folketingets åbning i går

Elisabeth Dons Christensen, biskop over Ribe Stift, prædikede om ondskaben, som findes i os selv.
Elisabeth Dons Christensen, biskop over Ribe Stift, prædikede om ondskaben, som findes i os selv. Foto: Leif Tuxen.

Vi har sunget Luthers gamle kampsalme fra reformationstiden "Vor Gud han er så fast en borg" i dag. Vi har gjort det, fordi vi trænger til at synge den. Fordi vi trænger til at få alle de djævle, der myldrer frem omkring os og i os på denne jord, trængt ind i en krog. For vi frygter for blind terror, vild fanatisme og for konfrontationerne mellem kulturerne. Vi frygter for den verden, den frihed og det demokrati, som vi kender, og som vi kritiserer sønder og sammen, når det passer os, men som vi dog ikke for noget vil undvære.

Vi frygter med rette, for der er en verden til forskel på den lidelse og død, som orkaner, jordskælv og dødbringende sygdomme fører med sig – og så det onde, som rammer af menneskelig ubetænksomhed, had eller fanatisme. For selv om naturkatastrofer og sygdomme til døden gør ondt i vore hjerter, så er de ikke onde.

Men ondskaben er ikke kun noget uden for os. Ondskabens mørke magter er også på spil hos os og i os, og derfor beder vi ikke kun for verden, men også for os selv, at eftertanke og ansvarlig handling og ikke frygt og selvretfærdighed må tage plads i vore hjerter.

Paulus' anfægtede erkendelse i epistelen fra Romerbrevet må også være vores. Også med os er det så gådefuldt fat, at det gode, som vi vil, det gør vi ikke altid, men det onde, som vi ikke vil, det gør vi alt for ofte! Vi forstår ikke altid vore egne handlinger! Vi er ikke så gode, som vi gerne vil se ud til at være! Vi har den gode vilje, og dog er det slet ikke nok, for gang på gang bliver vi taget på sengen og gør det, som vi et eller andet sted langt inde i os selv må erkende ikke er godt og ikke gør godt. Og tør vi skære ind til benet, så er det også sådan fat med os, at vi dybest set altid tænker på os selv og helst handler ud fra vore egne og vore kæres interesser. Med andre ord, som Luther så billeddannende siger det, så er og bliver vi egoistisk indkrogede i os selv. Og det er jo det onde. Det er et menneskes grundsynd at være indkroget i sig selv og kun kunne se verden og livet og de andre ud fra sin egen næsetip. Og derfor er de onde ikke bare de andre, Stalin, Hitler, Saddam Hussein, Osama bin Laden, de tjetjenske barnemordere eller alle de andre, som står os og vore værdier imod. For den virkelighed, vi er omgivet af, opererer ikke med faste rollefordelinger. Det menneske, som vi ser som et uskyldigt offer for barndomssvigt, kan selv vise sig at være en djævelsk bøddel, mens et andet menneske med lige så sølle en barndom kan udvise umådelig godhed og overskud.

Det ved Paulus. Og derfor ved Paulus også, at det er godt, at der er en lov som De ti Bud eller som i dag i vort retssamfund: en verdslig lov, som vi har at rette os efter. Men selv om vi – til punkt og prikke – retter os efter den lov, som vi har i vort retssamfund, så bliver vi ikke gode af det. Loven er en hjælp til at holde det onde nede med, et middel til at straffe de skyldige, når forbrydelsen er sket, men fjerne det onde, det kan loven ikke. For kampen mellem godt og ondt pågår stadig. Det ved vi, når vi kommer til yderkanten af vort liv, når vore viljer tørner sammen, uviljen vokser, og når kampen om, hvem der skal have magten over hvem, sætter dybe skel og skaber uoverstigelige kløfter mellem mennesker, der ellers skulle have alle muligheder for at kunne have glæde af hinanden. Det ved vi også, når had og vrede griber os, og forargelse og fortørnelse fylder os, for da bliver vi nødt til at erkende, at vi ikke er så gode, som vi gerne vil se ud til at være, og måske er de andre heller ikke så onde, som vi dømmer dem til at være.

Det er denne anfægtede kristne erkendelse, der gør livet lidt mere kompliceret at leve, end hvis man med 110 procent sikkerhed kan få placeret alt det onde og alle de onde uden for sig selv. Vi må erkende, at det onde er gådefuldt, sommetider helt uforklarligt, men det er i verden. På samme måde som det er i os.

Og dog skal vi vælge mellem godt og ondt. Tage stilling. Tage ansvar. Handle. Værne egne prøvede værdier. Respektere andre mennesker som mennesker, også selv om deres meninger og handlinger er os dybt imod. Vi slipper ikke. Vi slipper heller ikke igennem livet med rene hænder, for lader vi bare stå til i afmagt eller utilpasset dovenskab, så er også det et valg.

Ansvaret for at vælge og handle er stort. Det er svært at vælge. Og ethvert valg har konsekvenser.

Hvor får vi mennesker modet til at leve og vælge fra? Det kristne budskab er, at vi kan bære valget, fordi vi alle – hver og en – allerede er valgt. Vi er valgt af ham, der på sin vandring stødte på de 10 spedalske. 10 sølle eksistenser, der var udelukket af ikke bare af det borgerlige og det religiøse fællesskab, men henvist til at hutle sig igennem uden for al menneskelig fællesskab. Og så dannede de da et nyt fællesskab i lidelse, disse 10. Ikke af lyst, men af nød.

De bad om hjælp, som vi gør, når sygdom og død, nød og ulykke står for. De bad: "Jesus, Mester, forbarm dig over os". Og de fik hjælp. De blev befriet for den truende og livsødelæggende sygdom. Alle 10. Frie og frelste vendte de tilbage til livet og fællesskabet igen. En god bid klogere. Og en god bid mere taknemmelige, akkurat som også vi ville være, om vi igen kunne skrue tiden tilbage til før den 11. september 2001, hvor vi mistede vores uskyld og tiltro til, at vi som de eneste i verden havde ret til et ubekymret liv i frihed, sikkerhed og megen velstand, og at der såmænd nok ingen fjender var i verden, som vi ikke kunne styre med den ene hånd på rattet, mens den anden var travlt beskæftiget med at finde på nye oplevelser og opfindelser, der kunne forsøde vort liv. En god bid klogere var de vel, men om det holdt med denne erfaring, denne klogskab, det ved nok ingen af os. Måske blev spedalskhedsperioden bare en kedelig parentes for dem, som de skyndsomt glemte. Måske begyndte de at leve på en anden måde. Måske begyndte de at glæde sig mere. Skønne mere på, at de havde både liv og viv, lemmer og venner, land og folk.

Vi ved det ikke. Vi ved kun, at én af dem, ham, der vendte tilbage for at takke Jesus, fik disse ord med sig: "Stå op og gå herfra. Din tro har frelst dig". De samme ord fra Jesu mund får også vi med os ud i en uoverskuelig verden, hvor vi skal vælge og virke, hvad enten vi har lyst eller ej.

Din tro har virkelig frelst dig!

Din tro? Din lille ene og alene tro, som slet ikke magter særlig meget, og som gang på gang ender med, at du slet ikke gør det gode, du både skulle og ville, hvordan skulle den dog kunne frelse ude i alle valgenes og handlingerne virvar? Men troen er slet ikke så afhængig af os selv, som vi tror. Den lever af det, vi hører, og den, vi møder. Og nu har den mødt den Gud, der er magten bag alt hvad der lever og ånder. Den Gud, der møder os der, hvor vi er, i al vores tvivl og frygt for fremtiden, for vores kultur og for os selv. Og derfor spørges der ikke så meget til vore følelser, men kun til vores vilje til trofast at gøre det, der skal gøres, så godt, grundigt og ordentligt som overhovedet muligt. Viljen til trofast at vælge og stå til tjeneste og tage de vilkår op i livet, som bliver os givet og til at kæmpe for at livet kan leves også af andre end os selv.

I tro og tillid til, at Guds rige med ret og retfærdighed nok skal ske fyldest, om ikke altid som vi vil, men dog som Gud vil, skal vi stå op. Gå herfra. Gå ud i verden, gøre det, der skal gøres, så menneskeligt og så godt som overhovedet muligt.

Gud i vold! Amen

Elisabeth Dons Christensen er biskop over Ribe Stift