Man er ved at blive gammel, når man irriteres over de unges sprogbrug. Men irriteret bliver jeg, selvom jeg ved, at det er et alderstegn. Jeg har svært ved at forstå, hvad de siger, når de i busser, caféer eller på gaden fylder atmosfæren med læspende hurtigsnak. Det er hverken de nyere ord og vendinger, som "fedt" eller "kanon", der støder, heller ikke de grammatiske fejl, men sprogets henvisning til et særligt aflukke, som er forbeholdt de unge.
Jeg har det lidt på samme måde, når jeg af og til henfalder til den amerikanske tv-serie "Præsidentens mænd". På trods af de danske undertekster har jeg svært ved at finde ud af, hvad der egentlig foregår, fordi de snakker så hurtigt og farer ud og ind af døre som hidsige spyfluer. Det tog mig tre udsendelser bare at finde ud af, hvem der er præsidenten. Man kan så spørge, hvorfor jeg overhovedet ser dem. Det gør jeg, fordi de trods alt siger noget væsentligt om, hvorledes politisk handlen i vore dage bliver konstrueret og iscenesat af rådgivere og spindoktorer. De fortæller mig også noget om, at de unge, hvis tale jeg ikke forstår, er en del af en kultur, som udvikles i højt industrialiserede lande præget af angloamerikansk orientering.
Opdragelsesmønstre ændrer sig som bekendt over tid. Vi opdrager ikke, som man opdrog i vore bedsteforældres tid. Opdragelse, eller socialisering som det hedder i fagsproget, er uddannelse i at kunne fungere i overensstemmelse med et givet samfunds normer og kunne opfylde de videnskrav, som produktionsmåder og teknologier forudsætter. På overfladen ser det måske ud som om, vi bare skifter mode med hensyn til opdragelsens indhold og metoder, men moden afspejler implicit et behov for at udvikle individer, der kan leve op til forskellige tendenser i samfundsudviklingen.
Hvordan dette slår igennem i opdragelseskulturen kan der ikke gives enkle svar på. Men det er indlysende, at man i et bondesamfund opdrager til andre værdier og færdigheder end i et industrisamfund. Også selve spørgsmålet om, hvor opdragelsen skal foregå - i hjemmet eller i institutionerne - er en afspejling af samfundets udviklingstendenser. I industrisamfundet, hvor børnene tilbringer mere og mere tid i vuggestuer, børnehaver, skoler og fritidshjem, forekommer det mange forældre indlysende, at størstedelen af opdragelsen foregår der. Resten tager tv og computere sig af. Fælles og faste måltider, håndvask, ikke tale med mad i munden, ikke afbryde andres samtaler etc. er efterhånden en by i Rusland. Børnene tilbringer mere tid med hinanden i institutionerne eller via mobil, end de gør med forældrene. Ikke så sært, at de udvikler deres eget sprog og egne adfærdsnormer
Pyha, som jeg dog lyder som en reaktionær gammel tante på trods af, at jeg hidrører fra en generation, der fortrinsvis praktiserede den såkaldt "frie" opdragelse i 1960'erne. Når opdragelsen i denne periode blev "fri", skyldtes det imidlertid økonomisk opgang, opgør med autoriteter og udsigt til uendelige muligheder. Man kunne frit vælge mellem uddannelser, kærester og ægtefæller. Man kunne stifte statskautionerede lån (som senere skulle vise sig at være en boomerang), og den protestantiske arbejdsmoral, som vore forældre havde opdraget os til, kastede vi ud med badevandet. Den generation, vi opdrog, blev i stigende udstrækning overladt til sig selv og hermed til at udvikle egne normer og adfærd, kraftigt på virket af den teknologiske udvikling, pop- video- mobil og it-kultur.
Det er i denne sammenhæng interessant at notere sig, hvorledes vore indvandrere håndterer opdragelsen af deres børn. De fleste indvandrere kommer jo fra en bondekultur, hvor fædrene har taget sig af børnenes opdragelse med henblik på deltagelse i produktionen, medens mødrene har sørget for reproduktionen i form af mad, tøj og hjem. Fædrenes opdragelsesmetoder var ofte hårdhændede og øretæverne faldt hurtigt. I mødet med et industrisamfund som det danske har indvandrernes opdragelsesmetoder ændret sig noget. Som jeg kender det fra de indvandrere, jeg har kontakt med, er de fysiske opdragelsesmetoder dog fortsat fremherskende (såvel over for børn som kvinder), men samtidig præget af et vareudbud, der frister både børn og forældre. Opdragelsen bliver i konsekvens heraf en besynderlig blanding af det, jeg vil kalde "tæv og slik". Blandt rimeligt velstillede indvandrere kommer således statusprægede gaver til børnene til at spille en stor rolle. Tæv den ene dag og mærkevaretøj, de nyeste mobiltelefoner, guldkæder og mængder af slik den anden. Det er tydeligvis vanskeligt at finde en opdragelsesmodel, som harmonerer med det danske samfund. Hvilket i og for sig ikke er så mærkeligt, når indvandrerne - af forståelige grunde - bærer deres oprindelige kultur med sig og forsøger at implantere den i vores.
Indvandrerne får herved et problem på flere fronter. De er ikke i samme grad som danskerne indstillede på, at boglig uddannelse er en afgørende faktor for børnenes fremtid. De er heller ikke indstillede på, at opdragelsen stort set foregår i institutionerne, som de i en vis udstrækning søger at holde deres børn fri af. Børnenes opdragelse kommer herved til at foregå i et ingenmandsland mellem landbo- og industrikultur. Og hverken de hårde afstraffelsesmetoder eller det dyre tøj og de søde sager har formået tilfredsstillende at integrere anden og tredje generation i det danske samfund. Hertil kommer, at tæv/slik-metoden medfører helbredsproblemer for børnene. Der er næsten dobbelt så mange overvægtige indvandrerbørn som danske børn. Også psykiske manifestationer som rodløshed, hyperaktivitet, manglende aktivitet, migræne og vanskeligheder med at følge med i skolen præger mange af dem.
Jeg er hverken tilhænger af indvandrernes dobbeltbundne og helst institutionsfri opdragelsesmetoder eller danskernes laissez-faire-politik, hvor opdragelse i det store og hele ikke længere betragtes som forældrenes opgave. Imidlertid må jeg erkende, at man som følge af opdragelsens sociale og samfundsmæssige formål: At gøre næste generation egnet til at tilpasse sig et givet samfunds krav, i vore dage er bedst stillet med den individualiserende, hurtigsnakkende, selvhævdende og sikkert også effektive ungdom, som vor nuværende opdragelsesmodel lægger op til.
Men hvor ville jeg dog sætte pris på at også lydhørhed, respekt for andre og solidaritet var i kurs. Heldigvis findes der dog stadig forældre, som forsøger at holde disse værdier i hævd.
Lone Scocozza er professor
i folkesundhed
Læs kronikken i morgen:"Etiketteetik, tak!" af
Christina Pontoppidan
og Martin jensen