Søren Kierkegaard skriver som bekendt i sine papirer: "1813 blev jeg født i det gale Pengeaar, da saa mangen anden gal Seddel blev sat i Cirkulation". Dermed hentyder han til statsbankerotten i 1813, som sammen med tabet af Norge det følgende år og faldende priser på landbrugsvarer førte til en økonomisk krise, der ramte mange danskere hårdt.
Hvem skulle man give ansvaret for krisen? I vore dages krise skyder man på bankdirektørerne. Men dengang i 1800-tallet som mange gange før blev jøderne gjort til syndebukke. Da de jo ikke måtte besidde jord og ifølge Danske Lov af 1683 rangerede på linje med tatere (sigøjnere), ernærede de herboende jøder sig oftest ved forskellige former for forretningsvirksomhed.
Og i 1818 og de nærmest følgende år rasede så den såkaldte "korporlige jødefejde", hvor fattige eller ruinerede københavnere gik løs på jødiske forretningsmænd og knuste deres ruder. Det er et eksempel på det, som i sociologien kaldes "scapegoating", det vil sige, at en udsat gruppe gør en anden gruppe til syndebuk (scapegoat) for sine egne genvordigheder.
Søren Kierkegaards far, den gamle hosekræmmer Michael Pedersen Kierkegaard, slap godt gennem krisen og efterlod en betydelig formue, så Søren kunne leve standsmæssigt resten af sine dage.
Men selvom Søren næppe selv har haft erindringer om den korporlige jødefejde, er han altså vokset op i et København, hvor tendensen til at gøre jøderne til syndebukke var latent til stede.
På den baggrund giver Peter Tudvads store og meget omtalte bog om Kierkegaards såkaldte antisemitisme god mening. Men som nævnt var den korporlige jødefejde ikke nogen enlig svale.
Omkring 1750 fandt der en tilsvarende pogrom sted mod jøderne i Hamburg og Altona. Den blev imidlertid stoppet, da oberst Woldemar Hermann von Schmettau kommanderede et detachement af sit dragonregiment ud. Jøderne blev så taknemmelige over hans indsats, at de kom med flere kurve sukker til ham, som han dog afslog at tage imod.
VON SCHMETTAU VAR en tysk greve, som i 1746 var gået i dansk tjeneste og havde fået tilladelse til et købe det regiment, som han altså satte ind mod jødeforfølgerne. Senere gik han i fransk og tysk tjeneste, men vendte tilbage til Danmark-Norge og blev i 1764 udnævnt til kommanderede general i Norge. Tre år senere blev han imidlertid afskediget, og resten af sit liv boede han i Holsten, hvor han døde i Plön i 1785.
Von Schmettau var ikke bare en dygtig officer, men også en meget belæst mand og på mange måder en typisk repræsentant for oplysningen. Som det var almindeligt i oplysningstiden, havde han et meget skeptisk syn på religionen, og han kunne i hvert fald ikke udstå den protestantiske teologi, som han polemiserede imod i en række anonyme pamfletter.
Også jøderne og den jødiske religion beskæftigede han sig med og skrev for eksempel, at "intet folk står dybere i fordommenes og en fordærvelig overtros slam". Her var han på linje med franskmanden Voltaire, som han i øvrigt havde truffet personligt.
Voltaire skrev om jøderne: "Man finder i dem kun et uvidende og barbarisk folk, som i lang tid har forenet den mest gemene gerrighed med den mest afskyelige overtro og med det mest uovervindelige had til alle de folk, som tolererer dem og gør dem rige. Dog skal man ikke brænde dem." Von Schmettau nøjedes med at skrive, at man ikke skulle tvangsdøbe jøderne!
Men nu var tolerance jo et nøgleord i oplysningstiden. Voltaire skrev også en traktat om tolerance, og heri hedder det:
"Der skal ikke stor kunst eller udsøgt veltalenhed til at bevise, at de kristne skal tolerere hinanden. Jeg vil gå længere endnu: jeg siger til jer, at man skal betragte alle mennesker som vore brødre. Hvabehar! Min bror tyrken? Min bror kineseren? Jøden? Siameseren? Ja, uden tvivl; er vi ikke alle børn af den samme fader, og den samme guds skabninger?" Og ligesom Voltaire vaklede også von Schmettau mellem tolerance og foragt, når det gjaldt jøderne.
Det viser to breve, som han skrev i begyndelsen af 1780?erne: Anledningen var, at en preussisk embedsmand, Christian Wilhelm Dohm, i 1781 havde udgivet en bog, hvori han argumenterede for, at jøderne skulle have retslig ligestilling, erhvervsfrihed, fri adgang til videnskaberne, fri religionsudøvelse og pligt til at lade deres børn gå i skole.
Bogen fremkaldte en stor diskussion, og blandt de mange indlæg i debatten finder vi også von Schmettaus breve. Det første indledes sådan: "I det hele taget ønsker jeg af hele min sjæl, at Deres (Dohms) menneskekærlige hensigter kan gå i opfyldelse, ja, at der kunne ske endnu mere til bedste for jøderne, dog under højstnødvendige og højstbillige betingelser, som jøderne må finde sig i, fordi de, der vil gøre krav på tolerance, selv må være tolerante eller forblive uværdige til tolerance."
DET ER JO smukt i tråd med oplysningstidens idealer eller med Voltaire, men von Schmettau understreger, at tolerancen gælder på begge sider. Blandt andet skriver han, at hvis der er en jøde, som er så fornuftig, at han ikke har brug for rabbinere og har lyst til at spise svinekød, så er det i orden, hvis han ellers betaler sit bidrag til synagogen og til rabbineren.
Endelig, og det er for ham det vigtigste, så må ingen rabbiner beskæftige sig med opdragelse af de unge, før de har nået 15-årsalderen. For "så længe det, man kalder religion, er forbundet med opdragelse, bliver hjerte og forstand fordærvet".
Men hvis jøderne viser den fornødne tolerance, så kan de i øvrigt praktisere deres religion, som de vil. De må for eksempel gerne omskære deres drengebørn, for omskærelsen er "faktisk et forebyggende , sundhedstjenligt middel, hvorved de veneriske sygdomme, som fra den nye verden er hjembragt af hedningemissionærer, kan mindskes meget"!
I sit andet brev stiller von Schmettau to forslag. Det første går ud på, at kun de jøder, som har gået i skoler, hvor de er blevet opdraget til retskafne mænd, skal have lov til at besidde ejendom og blive embedsmænd.
Det andet handler om, at jøderne på landet kan få lov til én gang om året at besøge synagogen i en by. Hvis jøderne ikke vil gå ind på dette, så kan de ikke gøre krav på fortrin eller på at eje jord. Og så ender von Schmettau med disse ord, som viser, at hans holdning til jøderne nok har været lige så ambivalent som Voltaires:
"For hvis de én gang har fået denne tilladelse til at eje jord, så er der ingen tvivl om, at om et par hundrede år vil hele verden til sin forbavselse være jødisk, og deraf må der opstå de skrækkeligste rædsler!"
Men i det mindste peger hans forslag hen mod anordningen herhjemme fra 1814, som gav alle jødiske borgere med kongeligt lejdebrev lige adgang med andre til at "ernære sig paa enhver lovlig Maade". Og som hans indgriben under pogromen i Hamburg-Altona 30 år tidligere viser, lå det ham fjernt at gøre jøderne til syndebukke. Det var den jødiske eller kristne religion og deres forvaltere, han var ude efter.
Selv ønskede von Schmettau ikke en kirkelig begravelse, men ville iført sin generalsuniform begraves i en høj uden for Plön. Ønsket gik dog ikke i opfyldelse. Han blev kirkeligt begravet, men – ifølge de samtidige beretninger – "uden klokker"!
Jens Glebe-Møller er professor emeritus og dr.theol.