Opstandelsens rose fra det hellige land

Da de europæiske pilgrimme kom til det hellige land, hørte de om jerikorosen, og de så den brede sig og grønnes ved blot en smule vand. Da planten er et fantastisk under, er historierne om den mange. Det fortælles blandt andet, at en vindblæst og tør rose gav næring til et bål, som Josef og Maria tændte på vejen til Betlehem

”Ørkenen og det tørre land skal glæde sig,

ødemarken skal juble og blomstre,

den skal blomstre som rosen ”

(Esajas 35, 1-2)

Det lyder som et mirakel, at en rose kan vokse i ørkenen, og sådan er det da også ment. Der kan slet ingenting gro i en ørken eller ødemark, ligesom den blinde ikke pludselig kan se eller den halte springe som en hjort, som Esajas påstår.

Alligevel kan det være, at profeten har fundet inspiration til sine smukke ord om, hvad der skal ske, når Guds rige kommer, i en særlig plante, som han har kendt fra sin barndom.

Lad os gætte på, at profeten var fra Jeriko, en by, som ligger i en oase 250 meter under havets overflade midt på en bar slette. Der i sin hjemby har Esajas som dreng spejdet ud over det nøgne landskab på den anden side af bymuren, og der har han set og erfaret, hvordan kildevældet indenfor har gjort Jeriko frodig og frugtbar. Der har han truffet jerikorosen.

Han har set en lille grå, sammenrullet vækst blive blæst ind ude fra sletten. Nærmest en vissen tot græs. Men hvis planten ramte et sted med blot en smule vand, blev den i løbet af en dag eller et par timer til en frodig grøn plante.

Den var måske blæst omkring i ørkenen i mange år, alligevel kunne den bringes til live igen ved hjælp af en sjat vand, en bygeregn eller en vandpyt.

På den måde blev den et symbol på, at der kan vokse håb midt i den største tristhed og håbløshed. Planten kaldes jerikorosen, eller Jerikos opstandelse, og Esajas bruger den som et eksempel på, hvordan det vil være, når Gudsriget kommer. Ikke blot i Jeriko, men overalt skal der være en uventet og forunderlig frugtbarhed og frelse, velsignelse, fred og glæde.

Og Gudsriget kom, sådan som Esajas med længsel spåede det, men det nåede profeten ikke selv at opleve.

Han var for længst borte, da Guds rige brød ind i verden, og Jesus blev født julenat. Guds søn kom til jorden på et bart og ydmygt sted, ikke i Jeriko, men i Betlehem og blev lagt i dyrenes krybbe, og det blev åbenbart, at Gud ikke viser sin herlighed i det, der praler af at være noget stort og prægtigt, men netop i det, som fra en anden betragtning kan se sølle og fattigt ud. Gud kan bruge det, som mennesker ringeagter, og hans kærlighed gælder netop de svage og hjælpeløse i de yderste egne.

Da planten er et fantastisk under, er historierne om jerikorosen mange. Det fortælles, at en vindblæst og tør rose gav næring til et bål, som Josef og Maria tændte på vejen til Betlehem, og en af de mange legender, som er knyttet til den senere flugt til Egypten, beskriver den hellige families rejse gennem farlige, tørre og øde egne.

Maria var lige ved at træde på en skorpion, som kunne have bidt hende til døde, men da lagde en jerikorose sig for hendes fødder, og hun trådte på den i stedet for på skorpionen. Som tak velsignede Gud planten og gav den evigt liv. Den kan kun dø, hvis man skærer dens rødder over eller brænder den. Ellers kan den leve i flere hundrede år.

Legenderne er vanskelige at tidsfæste. Da de europæiske pilgrimme i middelalderen kom til det hellige land, hørte de om rosen, og de så den brede sig og grønnes ved blot en smule vand eller vin fra deres læderflaske.

Nogle tog den med sig hjem som en souvenir, og den er siden blevet betragtet som en sjældenhed med bud fra det hellige land om fred og glæde. Nogle lader planten gå i arv fra slægtled til slægtled og tiltror vandet, den folder sig ud i, helbredende virkning. Efter et par uger vil planten gerne i dvale igen.

Der vil altid være lykke og velsignelse i det hus, hvor man opbevarer den velsignede plante, forlyder det. Mange tager den frem juleaften sammen med resten af julepynten for at mindes Jesusbarnet i krybben i Betlehem. Selma Lagerlöf placerer i en novelle jerikorosen med lysende stråler hos Fredrika Bremer i hendes dødsnat. Begge forfattere havde været på pilgrimsrejse til det hellige land. Nu behøver man ikke rejse så langt, planten kan bestilles på internettet.

Planten har et andet navn, nemlig Marias rose. Navnet har middelalderens fromme botanikere givet den, fordi den i sin vekslen mellem lukkethed og åbenhed vidner om Marias skød, der åbnede sig ved undfangelsen og fødslen og lukkede sig igen. Måske er det denne seksuelle symbolik, der har givet inspiration til den tatoverede rose, der med sit hemmelige rødmende indre følger hovedpersonen i John Irvings roman ”Indtil jeg finder dig”.

Det kvindelige motiv finder vi også i Siraks Bog, hvor visdommen, Sofia, lovpriser sig selv: ”Som en ceder på Libanon skød jeg i vejret, som en cypres på Hermons bjerge, som en palme i En-gedi skød jeg i vejret, som rosenbuske i Jeriko”.

Plantens latinske navn er Anastatica hierochuntica, Jerikos opstandelse.

Det er naturens mirakel, som Esajas og Sirak kendte fra Jeriko, men det kan også symbolisere den opstandelse, som skete i Jerusalem påskemorgen.

Derfor kan det også og måske endnu mere end ved juletid give mening at tage planten frem til påske. Påskemorgen, da det tørre kors blev til livets træ, den morgen da Jesus, som man troede var død, stod levende op af graven.

Det er denne symbolik, som har fundet vej til de danske bispekåber, som i flere generationer har haft den stiliserede jerikorose på deres ”stave”, det vil sige båndene foran på kåberne med deres broderier. Når biskoppen træder frem i al sin pragt og vælde, er det den ydmyge jerikorose, han bærer med sig, og som forkynder opstandelsen bedre end mange ord. Roserne er adskilt af 8-taller, uendelighedens symbol.

Hvornår og hvordan jerikorosen som opstandelsessymbol kom til Danmark, er usikkert. Men den optræder på kåberne fra Reformationen og flere århundreder frem (Susanne Wenningsted-Tor- gaard: Rosen fra Jeriko. Om bispekåberne i Københavns domkirke, Falcon 2009). Traditionen er desværre blevet fravalgt på moderne tiders kåber.

Roser har vi flere af i kirkens forkyndelse. Når vi på gravstene ser dem som opstandelsessymboler, er det den klassiske haverose, vi ser. Når vi synger og fortæller om rosen til jul, er det Selma Lagerlöfs julerose/påskeklokke, vi forestiller os.

Det kunne imidlertid både til jul og frem for alt til påske være den lille støvede sag fra Jeriko, der folder sig ud som opstandelsens blomst. For nylig hørte jeg på kursuscentret Liselund en opstandelsesprædiken af Marie Høgh, mens mine øjne var fæstnet på den jerikorose, som siden 1918, hvor bygningen blev opført, har prydet forsiden af kirkens prædikestol.

Karin Friis Plum er sognepræst