Patienterfaringer som ny ressource i psykiatrien

Man siger ofte, at man bliver klog af skade. Det gælder også inden for psykiatrien, og budskabet om, at det kan lade sig gøre at komme videre, virker mere troværdigt, når det kommer fra en, der selv har oplevet det. Det mener dagens kronikør, der er en af de endnu få, som er blevet ansat i stillinger i psykiatrien, hvor egne psykiatriske erfaringer tæller

Psykiatrien i Danmark kan få gavn af hjælp fra tidligere psykiatriske patienter, mener dagens kronikør.
Psykiatrien i Danmark kan få gavn af hjælp fra tidligere psykiatriske patienter, mener dagens kronikør. Foto: Thomas Vilhelm/ Denmark.

Ansættelsen af peers (som ofte oversættes medarbejdere med brugererfaring) er noget af det vigtigste nye, der for øjeblikket sker inden for psykiatrien i Danmark. Sådan udtalte Anne Lindhardt, Psykiatrifondens formand, for nylig til et debatarrangement.

Jeg er en af de endnu få heldige, som er blevet ansat i stillinger i psykiatrien, hvor egne psykiatriske erfaringer tæller på kompetencesiden, og derfor blev jeg selvfølgelig både glad og stolt over at høre den formulering. Jeg tror og håber virkelig, hun får ret.

Det kommer dog ikke til at ske af sig selv. Det kræver først og fremmest, at såvel politikere som ledere inden for psykiatrien prioriterer at ansætte flere af os, og i anden omgang forudsætter det, at personalet ikke er bange for at samarbejde med sådan nogle som os.

Vi siger ofte, at man bliver klog af skade. Muligheden er der i hvert fald, specielt hvis man er så heldig at få den fornødne hjælp og støtte til at komme sig og komme videre. Det gælder selvfølgelig også, når modgangen tager form af psykisk lidelse. Mange, der har gennemlevet svære psykiske sygdomsfaser og indlæggelser, deler formentlig min erfaring af, at modstanden på en eller anden måde kan gøre én klogere og rigere på livet.

Rigdommen består blandt andet i at kunne dele sine erfaringer med andre. Det nye er, at psykiatriske erfaringer nu anerkendes som kompetencer, der i kombination med andre kompetencer kan kvalificere til jobs i psykiatrien. Jeg vil påstå, det giver rigtig god mening, og at peers kan styrke psykiatrien. Derfor vil jeg gerne slå et slag for, at flere tidligere psykiatriske patienter får mulighed for at bidrage med deres erfaringer.

Et reflekteret forhold til egne levede erfaringer repræsenterer en anden form for kompetence end dem, man kan læse sig til på for eksempel lægestudiet. I modsætning til den teoretiske lærdom er der snarere tale om en praktisk livsvisdom.

LÆS OGSÅ: Mennesket som mental mekanisme

Aristoteles brugte begrebet phronesis om denne vidensform. I Aristoteles etik indtager phronesis en central plads som den evne, mennesket bruger til at orientere sig i forhold til sine egne og andres handlinger. Phronesis har med det variable, det kontekstafhængige og det skønsmæssige at gøre og forudsætter praktisk erfaring. Som vidensform er phronesis særligt siden oplysningstiden fuldstændig blevet overskygget af dyderne episteme, som svarer til den moderne naturvidenskabs vidensideal, og techné, som har at gøre med teknisk viden og frembringelse.

I den moderne psykiatri er den naturvidenskabelige/teknologiske tilgang dominerende. Symptomer skal indplaceres i et stadig mere omfattende diagnostisk system, så patienter kan tilbydes standardiserede behandlingsforløb. Mange og stadig mere højlydte røster taler dog om, at psykiatrien befinder sig i en legitimitets- og identitetskrise.

Krisen viser sig for eksempel ved, at et historisk højt antal mennesker i vores del af verden har psykiatriske diagnoser, samtidig med at der aldrig før er blevet brugt så mange ressourcer på psykofarmaka. Det sætter spørgsmålstegn ved, om mere af det samme er vejen frem.

Samtidig lyder der fra stort set alle dele af samfundslivet krav om, at borgeren, eleven, brugeren, kunden, patienten og så videre skal i centrum, skal inddrages og skal tage ansvar. Når psykiatrien mødes med forventninger om mere brugerinddragelse såvel oppefra politisk, som nedefra for eksempel fra brugerbevægelsen, er det med til at flytte dagsordenen. Samtidig er der også kritiske kræfter fra psykiatriens egne rækker, der ønsker andre værdier og tilgange. Måske kan peers hjælpe en trængt psykiatri til i højere grad at leve op til skåltalerne om brugerinddragelse og recovery-orienteret praksis.

Brugerinddragelse og recovery er inden for de sidste år kommet på den psykiatripolitiske dagsorden som værdisæt og retningspil. Da regeringens psykiatriudvalg i efteråret barslede med deres anbefalinger, udtalte udvalgets formand, Vagn Nielsen, blandt andet, at udgangspunktet for indsatsen fremadrettet skal være, at mennesker med psykiske lidelser kan komme sig, og at værdier som selvbestemmelse, inddragelse i egen behandling, recovery og inklusion bliver en væsentlig del af grundlaget for indsatsen i såvel kommuner som regioner. Med den målsætning er der ingen vej uden om at ansætte medarbejdere med brugererfaringer.

Region Hovedstadens Psykiatri slog tidligere 10 stillinger op, hvor patienterfaringer figurerede som krav og som en kompetencegivende kvalifikation. De tre projekter, der blev rekrutteret til, har alle til formål at understøtte regionens vision om en psykiatri baseret på recovery, netværksinddragelse og rehabilitering.

Der findes ikke én endegyldig definition på begrebet recovery. Inden for en psykiatrisk kontekst har det sit udspring i brugerbevægelsen og har at gøre med en proces, hvor det handler om at (gen-)skabe mening og nyt formål i livet en håbefuld insisteren på, at det er muligt at få magt og kontrol over sit liv med eller uden sygdomssymptomer. I en recovery-orienteret kultur bliver behandlerens fornemste opgave at møde patienten som et unikt menneske og undgå at reducere det til en passiv bærer af en klinisk diagnose.

Skeptikerne hævder, at recovery er gammel vin på nye flasker. Fra mit brugerperspektiv var den gamle vin tilsat for mange bitre piller og tilgangen smagte for lidt af håb og muligheder. Ansættelsen af tidligere patienter som en form for forandringsagenter ser jeg som et reelt ønske om forandring i retning af en recovery-orienteret kultur.

Personalet på psykiatriske afdelinger oplever de øjebliksbilleder, hvor livet er sværest for mennesker med psykiske lidelser. Det vil være meget menneskeligt, hvis det skader deres optimisme på patientens vegne. I forhold til personalet kan peers fungere som levende beviser på, at recovery faktisk er mulig. Forhåbentlig kan vi, som en slags brobyggere, bidrage til et bedre samarbejde mellem behandlere og patienter.

Derudover giver brugerbaggrunden, kombineret med andre uddannelses- og erhvervserfaringer, peers mulighed for at stille undrende spørgsmål til selvfølgeligheder og udfordre vanetænkning. Det etablerede psykiatriske system kan bruge os som sparringspartnere i forhold til værdirationelle spørgsmål som, hvor er psykiatrien på vej hen, er det er ønskeligt, og hvad bør der gøres?

I forhold til patienter kan vi fungere som en form for håbsambassadører. Der er forskningsmæssigt belæg for, at peer-støtte i særlig grad bidrager til recoveryprocessen med håb, adgang til rollemodeller, erfaringsbaseret empati og adgang til erfaringsbaseret viden om mestringsstrategier. Budskabet om, at det kan lade sig gøre at komme videre, virker mere troværdigt, når det kommer fra en, der selv har oplevet det. Forskellige individers sygdomserfaringer vil aldrig være ens. Alligevel udgør de et fælles erfaringsgrundlag, en fælles klangbund, for peer to peer-relationen.

Peer-workerens erfaringskompetencer skal ikke erstatte, men komplementere eksisterende psykiatriske fagligheder. De ofte dyrtkøbte erfaringer, peer-workeren har gjort på egen krop, kan supplere med en praktisk visdom, phronesis, som hverken er videnskab eller teknik.

Det kan ske, når peer-workeren kan forholde sig refleksivt til egne erfaringer, og når den etablerede psykiatri vil og tør samarbejdet med nye ressourcer. For mig at se er det både naturligt og klogt, at psykiatrien nu inviterer mennesker med levede psykiatriske erfaringer om bord.

Esben Sandvik Tønder er cand.mag., projektmedarbejder i Region Hovedstadens Psykiatri og foredragsholder