Den 30. oktober sidste år blev Peter Brandes' nye udsmykning i Roskilde Domkirke indviet. Den består henholdsvis af den enorme 3000 kilo tunge Kongeport i bronze og en totaludsmykning af det såkaldte Andreaskapel. Som gennemgående motiv både på Kongeporten og på gitret til Andreaskapellet optræder Jesu 12 apostle.
Mange og store kunstnere har gennem årene ladet sig inspirere til at fremstille de 12 apostle, de 12 disciple, Jesus havde udvalgt som sine elever, og som efter hans korsfæstelse og død var de allerførste , der lod sig sende ud i verden for at fortælle om Jesu opstandelse fra de døde.
Da Judas Iskariot efter at have forrådt Jesus fortrød sin handling og hængte sig, skal disciplene have trukket lod blandt to fjernere disciple om den plads blandt de 12, der var blevet ledig (ApG. 1, 26 ).
Loddet faldt på Matthias. På trods heraf ser man ham aldrig afbildet. Derimod er det normalt Paulus, som selv i sine skrifter kalder sig for Jesu apostel, der indtager den 12. apostelplads. Og det på trods af, at han aldrig selv har været en af Jesu disciple, men tværtimod en af hans forfølgere, der først omvendte sig efter Jesu død.
Thorvaldsens apostelfigurer i Vor Frue Kirke er vel de kendteste af alle apostelfremstillingerne. De flankerer den berømte Kristus-statue og lader sig identificere ved hvert sit symbol: Peter med nøglen, Johannes med ørnen, Jakob, Zebedæus' søn, med rejsehat og vandringsstav, Andreas med sit martreredskab X-korset, Judas Thaddæus med øksen, Simon Zelotes med saven, Paulus med sværdet, tolderen Matthæus med pengesæk og engel, Filip med rørkorset, Jakob, Alfæus søn, med en valkestang til forarbejdning af uld, Thomas med vinkelmåler som udtryk for tvivl og Bartholomæus med den kniv, han i følge traditionen blev flået med.
Peter Brandes kender den traditionelle kristne ikonografi særdeles godt. Men han forholder sig selvstændigt til den. Han delvis bruger symbolerne, videreudvikler dem og omdanner dem efter sin egen teologiske tolkning.
I hans apostelrække er det hverken Paulus eller Matthias, der er den 12. apostel. Her er det Judas Iskariot, der udleverede Jesus til de jødiske ypperstepræster for 30 sølvpenge. Det er denne forræderiske discipel, der hos Brandes indtager sin plads som én af de apostle, der skal bringe kristendommen ud i verden.
I Vor Frue Kirke har Thorvaldsen også afbildet Judas, men her kun som én af Jesu disciple i et relief med den sidste nadver. Relieffet findes meget sigende i den såkaldte skriftestol , et sidelokale til højre for kirkens apsis, hvor man tidligere havde skriftemål med syndsforladelse, før man deltog i nadveren.
Judas? symbol er, som traditionen foreskriver, pungen, der indeholder de 30 sølvpenge. Hos Brandes i Roskilde Domkirke er det derimod det kys, hvormed Judas forrådte sin mester (Matt. 26, 49). Selve kysset er symbolet på Judas.
På samme måde forholder det sig med apostlen Peter i Brandes' tolkning. Hvor vi op gennem tiden har vænnet os til at se apostlen Peter skildret med den nøgle, Jesus overdrog ham som et tegn på, at han skulle have nøglemagten over jord og himmel (Matt. 16,19), har Brandes valgt et helt nyt og selvskabt symbol.
Et symbol, der ligesom Judas' kys peger hen mod en handling og en relation mellem mennesker. Brandes har valgt at afbilde Peter ved det øre, han huggede af ypperstepræstens tjener i Getsemane have, og ved det sværd, han brugte til at hugge øret af med (Matt. 26,51). De to symboler, kysset og det afhuggede øre, demonstrerer tydeligt, hvem Jesu apostle er i følge Peter Brandes' protestantiske teologi. Nemlig alle os på en gang forræderiske og trofaste mennesker, der i dag er Jesu apostle.
Thorvaldsen anbragte sine apostle som klassiske friskulpturer i et tempel. Det fortælles ligefrem, hvordan han helt bevidst gjorde sine figurer for store til at være i de nicher, Vor Frue Kirkes arkitekt, C.F. Hansen, havde tiltænkt dem.
De overmenneskeligt store, hvide marmorfigurer fremtræder som klassiske guder med genkendelige attributter. I Roskilde indarbejder Peter Brandes derimod sine apostle i bronzen, så de næsten kun anes og opleves som en organisk og oprindelig del af materialet. De er der, men manifesterer sig kun for den indsigtssøgende via deres symboler.
På ydersiden af Kongeporten dukker apostelsymbolerne op af bronzen som hieroglyffer, måske i en hierarkisk orden – men, som det umiddelbart synes, tilfældigt og uden symmetri.
Øverst i porten Johannes' bror, Jakob Zebedæussønnen eller Jakob Major, som Brandes kalder ham, symboliseret ved to ibsskaller, som vi kender dem fra pilgrimsrejsende til Santiago de Compostela. Over for ham ser man tydeligt et ansigt med kors, sten og en slange. Det er apostlen Filip, som blev stenet på korset efter at have drevet det onde i form af en slange ud af templet.
I næste række ser vi igen et af Brandes' helt nye relationssymboler, apostlen Thomas, der vises ved den finger, han i sin tvivl på Jesu opstandelse insisterede på at stikke i Jesu naglegab og lansesår.
Derefter kommer Matthæus med det taukors, han blev korsfæstet på. Bag ham anes et regnebræt, som hentyder til hans profession som tolder. På den anden fløj ses et ansigt med vidt åbne øjne, Judas Thaddæus, og en stjerne. For legenden beretter, at Thaddæus skulle have været en af hyrderne på marken julenat.
Til sidst i denne række står Jakob, Alfæus' søn, af Brandes kaldet "den yngre". Også han har fået et helt nyt symbol – et svullent ben, fordi han ifølge traditionen skulle have hvilet så meget på sine knæ under bøn, at han udviklede trædepuder. Måske er det valkestangen, der befinder sig ved hans side, måske en krykke.
I næste række optræder Andreas som ser på os gennem sit X-formede kors. Derefter følger Peter, symboliseret ved øret og sværdet, der sammen danner en figur, som minder om petersnøglen. På den anden fløj ser vi judaskysset og Bartholomæus' flåede hud i et basrelief, der næsten går i ét med baggrundens bronze. Nederst svæver Johannes' ansigt indrammet af ørnevinger, og Simon Zelotes står med sit martyrredskab, saven.
Og under dem alle ligger en tornekrone. For det, de 12 apostle med alle deres fejl og mangler blev sendt ud i verden for at bringe budskab om, var og er stadig, hvordan en krone af torne blev til en kongekrone.
Inde i domkirken på gitret ind til Andreaskapellet gentages apostelsymbolerne, men nu som små rundskulpturer, der udgår fra 12 af gitrets stjerner. Hver apostel er en ledestjerne, som stjernen over stalden i Betlehem var det for de vise mænd fra Østerland.
Peter Brandes har indført disse nye symboler som en anderledes måde at skildre apostlene på. Han har udviklet tegnene, da han i 2006 udførte glasmosaikker til kirken Village of Hope i Los Angeles, som vor tids hieroglyffer – hellig billedskrift .
I slutningen af 1990'erne forudsagde en svensk fremtidsforsker, at i år 2000 ville det eneste genkendelige kristne symbol være korset.
Peter Brandes synes at have taget konsekvensen heraf og skaber sine egne symboler, som får kirkegængerne til at undre sig og selv drage deres slutninger.
Jeg tror, at Peter Brandes kan få stor betydning for folkekirken, ikke blot via sin raffinerede blanding af intellektuel og folkelig kunst, men også på grund af sine teologiske tolkeevner. Han er noget så specielt som kateketisk symbolist! Alle landets konfirmander burde have et obligatorisk besøg i Roskilde Domkirke – ikke mindst for at opleve den nye Kongeport.
Anne-Mette Gravgaard er kunsthistoriker og sognepræst i Davids Kirke i København