Pinse og patriarkatet, der nu er i skred

Kirkehistorie I traditionen hører pinse og patriarkat sammen. Men i de ældste lag i Det Nye Testamente er der slet ikke nogen pinse, og der har levet to til tre generationer af kristne, som ikke skulle vente til pinse på Helligånden

BARACK OBAMA og David Cameron stod i skjorteærmer og grillede i haven i Downing Street 10. De lavede mad til soldaterne. Bedre kan det nye forår ikke beskrives. Bushs og Blairs tid er udløbet. Det er slut med den alvidende guddommelige fortæller. Det er slut med de store ord om korstog og kampen mod Det Onde. Momentum.

Det arabiske forår er ikke kommet af sig selv, de unge er kaldt frem af de nye sociale medier, internet, Facebook, Twitter, som har kunnet bringe den nye agenda ind også bag de mellemøstlige rigers mure.

Obamas ord har givet genlyd, og han gentog dem igen, da han var i London. Det vil tage tid, lang tid, og krigen kan ikke vindes militært. Den gamle verdensorden med en eller to supermagter ser ud til at blive afløst af et netværk af stærke økonomier, de såkaldte BRIK-lande (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) er her interessante, men det er det afrikanske kontinent også.

Og den kristne kirke. For nu mangler vi bare, at paven smøger ærmerne op, åbner Vatikanets have og bespiser alle de troende som symbol på, at også han har indset, at den patriarkalske epoke er udløbet.

Det er af afgørende betydning for implementeringen af det nye forår, at religionerne bliver udforsket med henblik på den fælles interesse i at demaskere patriarkatet. Hvad er kulturelt bestemt? Hvilke tankeformer og adfærdsmønstre har deres forudsætning i en tid, hvor man ikke satte spørgsmålstegn ved den patriarkalske samfundsorden? Bliver der noget tilbage af det, vi tror på? Hvordan ser Gud ud i det 21 århundrede?

For religionerne ligner hinanden på ét punkt: De har alle rødder i den patriarkalske epoke, hvor den ene halvdel af verdens befolkning var sat uden for offentlig økonomisk og politisk magt på grund af deres køn.

Den kristne kirke er i sin struktur, organisering og gudstjeneste patriarkalsk. Det gælder også den evangelisk-lutherske kirke, i daglig tale folkekirken. Over 80 procent af den danske befolkning er medlemmer, og det vil derfor være oplagt at spørge til forholdet mellem det nye forår, der blæser over verden lige nu, og religionen i Danmark. Der er en politisk og økonomisk agenda, og nu kommer der også en religiøs.

I traditionen hører pinse og patriarkat sammen. Apostlene sad i Jerusalem og ventede, og pinsedag hørte de en voldsom lyd fra himlen, og de så nogle tunger, der lignede flammer, og som fordelte sig på hver enkelt af dem, og de blev fyldt af Helligånden.

Det er tydeligt de tolv apostle, som her får en magt, kirkens mænd siden har kunnet identificere sig med. Og Peter var den af de tolv, der trådte frem og holdt sin pinseprædiken. Det er denne forståelse, der stadig ligger bag, at vi har et kirkeår, hvor pinsen er den tredje store højtid efter jul og påske.

Men i de ældste lag i Det Nye Testamente er der slet ikke nogen pinse. Paulus taler om, at menigheden er Guds tempel, og Helligånden bor i dem.

Paulus udvikler en antropologi, hvor han skelner mellem det jordiske menneske og det åndelige menneske, og det, der adskiller, er adfærden. Misundelse, grådighed, kiv og strid er karakteristisk for det jordiske menneske, men nu tilhører de Kristus, og Kristus tilhører Gud, og de er Guds bygning. Det er den enkelte, der har mulighed for at leve i og med Helligånden, og det afgørende er, hvordan de behandler hinanden.

I Johannesevangeliet får disciplene Helligånden allerede påskedag om aftenen, hvor den opstandne Jesus ånder på dem og siger: Tag mod Helligånden.

Det er først i det sene Lukasevangelium fra omkring 120 efter Kristus, at man forudsætter pinsen. Og selve pinsebegivenheden indleder Apostlenes Gerninger, som er fortsættelsen af Lukasevangeliet.

Men det blev den grundlæggelsesmyte, der sejrede, og apostlene med Peter i spidsen kom til at udgøre kirkens grund og fundament. Det er en lang og ubrudt tradition, der her skal afdækkes for at få frem, at der altså har levet to til tre generationer af kristne, som ikke skulle vente til pinse på Helligånden, og for hvem Helligånden ikke var specielt knyttet til de tolv apostle.

Selve forholdet til Gud stod klarere ved kristendommens begyndelse end senere i kirkens historie. Det nye forhold til Gud kommer til udtryk hos Paulus, hvor han sammenligner forholdet med en brud, en ren jomfru, der venter på sin brudgom.

Paulus knytter her til ved Højsangen, et ældgammelt kærlighedsdigt og noget af den smukkeste og mest erotiske poesi i Bibelen. Højsangen blev læst til den jødiske påskefest og bliver stadig læst højt i synagogen i forbindelse med påsken.

Så det er sandsynligt, at Højsangens ord klang med, da Jesus fejrede den sidste påske med sine disciple som et kærlighedsmåltid, en ny pagt.

Ville han blot give mig et kys af sin mund!

Din elskov er dejligere end vin,

dejligere end din salves duft.

Dit navn er en udgydt salveolje,

derfor elsker unge piger dig.

På det allegoriske, billedlige plan tolkes Højsangen som forholdet mellem Gud og hans folk. Det jødiske folk er bruden, der venter på sin brudgom, Jahve.

En lukket have er du, min søster, min brud, En lukket have, en forseglet kilde.

Kærligheden er stærk som døden, lidenskaben er grum som dødsriget og ikke noget, man har, men kærligheden kommer én i møde som et kildevæld.

Væk ikke kærligheden,

Væk den ikke til live, før den selv vil!

Paulus genbruger det gamle digt og sætter det ind i en ny kontekst, hvor den opstandne Jesus bliver brudgommen, som hans læsere venter på. For Paulus var relationen til Gud ultimativt et kærlighedsforhold, sådan som han selv udtrykkelig skriver det i begyndelsen af 50erne til menigheden i Korint: Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

Påske og Højsangen hørte fra begyndelsen sammen. Tænk, hvis det havde været Højsangens kærlighed, der var blevet virkeliggjort i kristendommen, og ikke den underlige kønsforskrækkede retorik, som bliver ved med at præge den kristne kirke.

I Johannesevangeliet er Maria Magdalene opstandelsesvidne og Kristusmedie. Påskemorgen møder hun ude i gravhaven den opstandne som en brud sin brudgom. Det er hende alene, der skal bringe budskabet videre til apostlene.

Og det er også her, allusionerne til Højsangen er tydeligst, idet Jesus siger: Hold mig ikke tilbage, hvilket har ekkoer tilbage til Højsangens brud, der leder efter sin elskede, og da hun finder ham siger: Jeg greb fat i ham, jeg slap ham ikke.

Maria Magdalene var et symbol på menigheden, som tilhørerne kunne identificere sig med som fortolkningsmyndighed. Men allerede i Lukasevangeliet mister kvinderne ved graven og dermed også Maria Magdalene deres betydning som opstandelsesvidner, og Peter tager over som vidne, hvilket peger frem mod pinse, sådan som historien i dette evangelium er tilrettelagt.

Det var Peter-skikkelsen, der sejrede, og Helligånden blev bundet til apostlenes efterfølgere, der fra da af sad inde med fortolkningsmyndigheden. Maria Magdalene vender nu tilbage som bruden, både læg og lærd kan identificere sig med i længslen efter Gud, efter kærlighed som forening og forsoning.Og brude er ikke, hvad de har været, og det er menigheder heller ikke. Men så meget des bedre; for det er helt i evangeliets ånd at tage forskud på glæderne. Intet patriarkat uden pinse, men nok en pinse uden patriarkat.

Lisbet Kjær Müller er sognepræst ved Lindevang Kirke på Frederiksberg.