Jeg vil tillade mig at advare politikerne imod at gennemføre den foreslåede nye bestemmelse i straffeloven:
”Den, der som led i religiøs oplæring udtrykkeligt billiger handlinger, som er omfattet af denne lovs §§ (...) (her nævnes en række strafbare handlinger. red.), straffes med bøde og fængsel indtil 3 år.”
Jeg mener, at det såkaldte enighedspapir, der ligger bag lovforslaget, misforstår Grundloven. Det opererer desuden med begreber som religiøs autoritet og religiøs oplæring, som er uden forståelse for religion og religiøse ytringer som en del af kultur- og samfundsliv.
I sin konsekvens vil det betyde en udgrænsning af trosliv og religiøst liv som en afsondret niche i forhold til det almindelige samfundsliv. Ingen af delene kan politikerne, borgerne og samfundet være tjent med.
Lovforslaget kriminaliserer visse ytringer, når de fremsættes i ”religiøs oplæring”.
Det er åbenlyst, at lovforslaget fremsættes med henblik på ganske bestemte ytringer og sammenhænge, men eftersom alle – forhåbentlig endnu – er lige for loven, vil det føre til en udsondring af religiøse undervisnings og forkyndelsessituationer og vil udgøre en generelt meget betænkelig og arbitrær begrænsning af ytringsfrihed.
I en dansk religiøs tradition, hvor det kirkelige og det folkelige er sammenvævet (se for eksempel Højskolesangbogen), vil det blive umådeligt vanskeligt at afgøre, hvad der er religiøs oplæring.
I en luthersk tradition, der hviler på ”det almindelige præstedømme” – at altså alle mennesker har en forpligtelse til at fortolke og oplære andre i troen – er det tilsvarende umuligt at opstille kriterier for, hvem der er religiøse ”autoriteter” og foretager religiøs oplæring.
Lovforslaget hviler tydeligt på en misforståelse af Grundlovens paragraf 67.
Man har misforstået den sætning, der sætter grænserne for religionsfriheden: I paragraf 67 hedder det, at borgerne har ret til at forene sig og dyrke Gud efter deres overbevisning, ”dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden”.
Mistolkningen sker af ordet ”læres”. Det misforstås, som om det gjaldt specifikke undervisningssituationer, prædiken og privat sjælesorg(!). Som om der gjaldt særlige regler for, hvad man må sige i religiøs oplæring.
Ordet ”læres” i Grundloven henviser imidlertid til læren som sådan, altså trossamfundets læregrundlag (jævnfør folkekirkens bekendelsesskrift Den Augsburgske Bekendelse, som definerer, hvad de evangeliske menigheder ”lærer”, hvad der altså læres i menighederne).
En moderne formulering kunne hedde:
”Der må ikke være noget i religionens teori og praksis, der strider mod sædeligheden og den offentlige orden.”
Det vil sige, at et trossamfund, der for eksempel har det som sin lære at begå seksuelle overgreb eller at bryde samfundets lov eller anser det for en religiøs pligt at blote på Rådhuspladsen ved fuldmåne, ikke er legitimt og ikke kan henholde sig til religionsfriheden, ligesom der naturligvis ikke må foretages strafbare handlinger. Alt det er allerede forhindret i Grundloven.
Når man nu udhæver religiøse undervisningssituationer, oplæring, herunder udtrykkeligt konfirmationsforberedelsen, studiekredse og den private sjælesorg, som situationer, hvor der gælder særlige regler for, hvad man må sige eller skrive, så er man for mig at se ude på en håbløs mission i at sondre imellem situationer og mennesker og ikke mellem ytringers indhold.
Det vil sige, at hvad der er kriminelt at sige i konfirmationslokalet eller på prædikestolen, gerne må siges på Folketingets talerstol eller på Facebook – hvis den gruppe, man siger det i, vel at mærke ikke kan kaldes religiøs (er Grundtvigsk Forum og Indre Mission religiøse grupper på nettet?). Hvad der må siges af en politiker eller en person med verdsligt erhverv, må ikke siges af en ”religiøs forkynder”.
Der optræder en mærkelig udgrænsning af det religiøse eller det trosmæssige, for slet ikke at tale om begrebet religiøs autoritet, som på ingen måde svarer til en evangelisk-luthersk tænkning om et liv ”i kald og stand” og om det almindelige præstedømme.
Et liv ”i kald og stand” betyder i luthersk tradition, at man lader troen være vejledende for sit arbejdsliv og sit samfundsliv, og på den måde er man jo altid i en religiøs situation. En del lutherske prædikanter, der har talt for, at man gerne må slå børn, eller at menneskerettighederne er en uting, vil muligvis blive kriminaliseret ved denne lov.
Det specificeres dog i aftalepapiret, at man gerne må tale for på demokratisk vis at indføre revselsesretten og således for, at man må slå børn, når det først er blevet lovligt.
Noget tilsvarende gælder så måske andre former for overgreb: Må man tale for ad demokratisk vej at indføre dødstraf eller stening eller flerkoneri, så længe man ikke billiger, at handlingerne finder sted, før loven er vedtaget? Eller må man gøre det som politiker, men ikke som præst?
Det anføres, at det er at forstå som religiøs oplæring, hvis et menneske, der ytrer sig i Facebook-grupper med ”religiøst fokus” eller i ”religiøse blade mv.” (er Kristeligt Dagblad og Dansk Kirketidende religiøse blade?), må anses for at have en ”autoritet”.
Hvem har autoritet? Embedsmænd? Ansatte forkyndere? Lægmandsprædikanter, spejderledere, lærere, forældre? Hvilke Facebook-grupper og blade er religiøse?
Man kan finde på rigtig mange morsomme og groteske eksempler, men i virkeligheden er det ikke spor sjovt. Her ligger et forslag om at kriminalisere ytringer ikke på grund af deres indhold, men på grundlag afhvem , der har sagt det, oghvor det er sagt.
Dette fører til en kriminalisering af religiøse sammenhænge i det hele taget. Religiøs undervisning og forkyndelse bliver i en misforståelse af religionsfrihedsparagraffen underlagt andre regler end det øvrige samfund – uagtet, at de netop er en del af det øvrige samfund.
Jeg vil bede politikerne om at genoverveje, om de virkelig ønsker, at samfundet skal deles op i religiøse nicher med særlig bevogtning og så et ”almindeligt” offentligt og privat liv, som åbenbart anses for at være uden religiøst præg.
Uanset hvor mange gode viljer, der måtte ligge i forslaget, fører det det til vilkårlighed, religionsfrygt og undertrykkelse af ytringer, som det var bedre at få frem i den åbne samtale. Det fører til en vilkårlig indskrænkning af ytringsfriheden, som ingen er tjent med.
Marianne Christiansen er biskop i Haderslev Stift