Professor Niels Hyldahl og Paulus

I august sidste år døde Niels Hyldahl, som var professor i Det Nye Testamente ved Københavns Universitet fra 1969 til 1999. Hans forskning var præget af en selvstændighed, som førte ham til at danne sig sine egne meninger om ikke mindst Paulus. Hyldahl var en lidenskabelig ekseget, der både kunne følge med og stå fast, skriver dagens kronikør

DEN 5. AUGUST sidste år døde Niels Hyldahl, der fra 1969 til 1999 var professor i Det Nye Testamente ved Københavns Universitet. Således kom han i tre årtier til at præge teologiske studerende, deriblandt forfatteren til denne kronik.

Niels Hyldahl fik sin teologiske uddannelse ved Aarhus Universitet, hvor hans lærer især blev det derværende teologiske fakultets grundlægger, Johannes Munck (1904-1965). Af ham lærte Niels Hyldahl blandt andet den selvstændighed, som kom til at præge hans forskning, og som førte ham til at danne sig sine egne meninger om ikke mindst Paulus.

Niels Hyldahl begyndte ellers inden for faget patristik, det vil sige kirkefædrene, og skrev sin disputats (1966) om forholdet mellem filosofi og kristendom hos den oldkristne forfatter Justin, der virkede i Rom omkring midten af det andet århundrede.

Men snart vendte Hyldahl blikket mod Paulus, og hans første udgivelse efter disputatsen gjaldt en analyse af kapitel 3 i Filipperbrevet (1968). Karakteristisk nok blev en af de næste bøger en nyoversættelse af Paulus' breve (1977), der blandt andet overraskede ved at ”erstatte” det bekendte Efeserbrev med Romerbrevets kapitel 16 som det ”rigtige” Efeserbrev.

Et hovedværk blev en undersøgelse af kronologien bag Paulus' breve (1986). For en historisk forståelse af disse breve er det afgørende både at få indplaceret dem i den rigtige rækkefølge og om muligt også at få tidsfæstet dem.

Ved et nærmest detektivisk arbejde og med matematisk klarhed nåede Niels Hyldahl her frem til, at alle de ægte Paulus-breve stammer fra tiden 51-55 e.Kr. med Første Thessalonikerbrev som det ældste og Romerbrevet som det yngste, ja, faktisk blev hovedparten til i det korte tidsrum 54-55 e.Kr.

Samtidig er der tale om et opgør med den opfattelse, at Apostlenes Gerninger her er en ligeværdig kilde. Dette skrift opdeler således Paulus' virke i tre missionsrejser, hvor en rekonstruktion ud fra brevene resulterer i ”kun” to rejser, nemlig en længere over 11 år forud for det såkaldte apostelmøde i år 53 og en kort, hvor Paulus samlede de penge ind til de fattige i Palæstina, som han havde lovet det på apostelmødet (se Gal. 2, 10).

DER FORELIGGER NATURLIGVIS også andre bøger fra Niels Hyldahls hånd. Især bør her nævnes ”Den ældste kristendoms historie” fra 1993, som i 1997 også udkom på engelsk, og som på en selvstændig måde udreder trådene omkring Jesus-bevægelsens forudsætninger i samtidig jødedom samt den ældste menigheds historie.

I Bibelselskabets kommentarserie skrev han bindene om Galaterbrevet (1982), Thessalonikerbrevene (1987), som han i 2003 også udgav en lærebogskommentar til, og Andet Korintherbrev (1999). Niels Hyldahl var desuden en af hovedkræfterne bag den nye oversættelse af Det Nye Testamente i 1992, og det var derfor naturligt, at arbejdet med en synoptisk sammenstilling af evangelierne blev lagt i hans hånd (1996).

Adskilligt andet kunne også fortjene at nævnes, men det vil føre for vidt, så jeg vil her nøjes med at forfølge Paulus-sporet.

Forsvaret for og uddybningen af de synspunkter, som kom til udtryk i kronologibogen, blev ved at optage Niels Hyldahl, også efter at han gik på pension.

Fascinationen udgik ikke mindst fra den kendsgerning, at Paulus er den eneste skikkelse i Det Nye Testamente, som vi kender gennem hans egne skrifter, og selvom det er sparsomt, hvad der i dem er af biografisk stof, er der dog tilstrækkeligt til at få et forholdsvis klart billede af denne ”kristendommens anden grundlægger”. Således kunne Niels Hyldahl i 2009 udgive ”Paulus. Brudstykker af en biografi”, hvori han sammenfattede sine resultater.

Men typisk nok blev det ikke afslutningen. Således var det sidste, Niels Hyldahl arbejde med, en bog om Galaterbrevet, som han regnede for det vanskeligste at forstå af Paulus' breve. Og før sin død nåede han at færdiggøre manuskriptet til en lille bog, som fik titlen ”Kristustro og jødedom. Paulus' brev til galaterne”, og som udkom den 3. december sidste år.

Den vil også være en replik i drøftelsen om Paulus' forhold til sin samtids jødedom. For Niels Hyldahl blev stærkt provokeret af påstanden om, at Paulus aldrig gjorde op med jødedommen.

Denne opfattelse finder sit mest outrerede udtryk i det såkaldte ”nye Paulus-perspektiv”. Som et ejendommeligt udslag af politisk korrekthed kan man nemlig her møde den opfattelse, at Paulus helt og holdent vedblev med at være den jøde, han altid havde været. Det eneste ”nye”, der var kommet til med troen på Jesus Kristus, var, at nu kunne også ikke-jøder være omfattede af den frelse, der hidindtil havde været forbeholdt Israel. Den ene ”religion” var altså ikke bedre end den anden, men de to henvendte sig blot til henholdsvis jøder og ikke-jøder.

NU ER DET GANSKE VIST en af de større landvindinger inden for nyere bibelfortolkning, at man har erkendt, at Jesus ikke alene var født jøde, men at han også havde forstået sig selv som sådan, samtidig med at han gennem sin gerning og forkyndelse ville give udtryk for den sande jødedom.

Det samme gjaldt Paulus, der dog også var overbevist om, at den opstandne havde kaldet ham til at forkynde evangeliet for ikke-jøder. Paulus grundlagde således ikke en ny ”religion”, men udlagde jødedommen på en sådan måde, at det etniske skel mellem jøder og ikke-jøder mistede sin betydning. For det var nu alene troen på den opstandne Kristus, som det kom an på.

Således er der ikke to veje til frelsen, en for jøder og en anden for ikke-jøder. Paulus kan i slutningen af sit brev til galaterne gå så vidt som til at kalde de kristne menigheder for ”Guds Israel” (Gal. 6, 16).

Det er som et indlæg i denne debat, man skal se Niels Hyldahls ”Kristustro og jødedom”. Netop Galaterbrevet afspejler Paulus' indædte kamp imod, at de galatiske kristne skulle købe ”hele pakken”, det vil sige blive jøder ved også at lade sig omskære. Det var der åbenbart nogle omrejsende jødekristne, der havde forsøgt at få dem til. Niels Hyldahl har tilmed et ganske konkret bud på, hvem der står bag. Det skal dog ikke røbes her, kun at forfatteren selv indrømmer: ”Lad denne tese stå hen som ubeviselig.”

Men altså også som umodbeviselig!

I sin kamp for at vise, at Kristus-troen er den sande jødedom og de kristne menigheder følgelig det sande Israel, kaster Paulus sig ud i en veritabel religionskritik.

For religionskritik er ikke noget, der behøver at komme udefra. Den kan også komme indefra, som det var tilfældet med Luthers angreb på pavekirkens misbrug. For her har vi en udmærket analogi til, hvad der hændte ifølge Paulus: Såvel Paulus som Luther blev smidt ud, forkætret og ligefrem truet på livet af den ”religion”, som de kritiserede. De måtte derfor begynde på ny, men slet ikke forfra.

For det var fortolkningen, ikke fortolkningens genstand, de var uenige om. Det gjaldt religionens og kirkens sande grundlag. Og som et tidligt eksempel på en sådan religionskritik henviser Niels Hyldahl til den gammeltestamentlige Jeremias' Bog kapitel 26, vers 1-19.

At bølgerne gik højt allerede i den ældste menighed, viser Paulus' opgør med selveste Peter i Antiokia, da Peter pludselig viger tilbage fra måltidsfællesskabet med ikke-jødiske kristne.

For det sætter for Paulus at se spørgsmålstegn ved selve Kristus-troens grundnerve: At den del af Moselovens bestemmelser, de såkaldte ”lovgerninger”, der gør jøden til jøde, ingen betydning har for frelsen. Det har alene retfærdiggørelsen ved troen. Og det vel at mærke som tro virksom i kærlighed (Gal. 5, 6).

I Galaterbrevet kommer vi tæt på apostlen, og Niels Hyldahls bog yder en fornem forståelseshjælp til dette skrift, hvor lidenskaben i høj grad kommer op til overfladen. Således er den også et smukt minde over en ligeledes lidenskabelig ekseget, der både kunne følge med og stå fast.

Ære være hans minde.

Mogens Müller er professor, dr.theol.