Præst og menighed eller kirkelig borgerservice

Når det overordnede synspunkt for præsternes arbejde er blevet til kirkelig betjening, er vægten i kirkeforståelsen forskudt fra at ligge i menighederne til at ligge i apparatet

Når det overordnede synspunkt for præsternes arbejde er blevet til kirkelig betjening, er vægten i kirkeforståelsen forskudt fra at ligge i menighederne til at ligge i apparatet.
Når det overordnede synspunkt for præsternes arbejde er blevet til kirkelig betjening, er vægten i kirkeforståelsen forskudt fra at ligge i menighederne til at ligge i apparatet. Foto: Michael Skoglund Bildhuset.

Debatoplægget fra kirkeministerens udvalg vedrørende fremtidens styringsstruktur for folkekirken opererer med tre mulige modeller. En, hvor man ikke gør stort andet end at lovfæste den praksis, der successivt har dannet sig gennem årene. En anden, hvor man foreslår en moderat reform, hvor beslutningsprocessen bliver noget mere gennemsigtig, end tilfældet er i dag, og hvor et kirkeråd får lov til at udtale sig, men hvor man fortsat skal håbe på, at folketing og ministerium ikke vil blande sig ret meget i såkaldte indre anliggender. Og endelig en, hvor et kirkeråd tillægges vidtgående beslutningskompetence.

Det lyder mere forskelligt, end det er. Alle tre modeller er primært en kodificering af den praksis, der har udviklet sig hen ad vejen. Det er skuffende, at debatoplægget væsentligt set ikke stiller spørgsmål til den praksis. Det er en praksis, der skridt for skridt har tillagt overordnede organer som provst og biskop og bag dem ministeriet stadig større myndighed, som er taget fra menighederne. Denne praksis signalerer jo en dybtgående forandring, der er sket med folkekirken: Den har forandret sig fra at være en kirke, hvor grundenheden var menighederne, til at være religiøst serviceorgan i lighed med den moderne velfærdsstats borgerservice.

Det er den kirkeforståelse, der trods en del teologisk lyrik er skelettet i debatoplæggets indledning og i de seks pejlemærker, der opstilles som det fælles grundlag for de tre modeller. Med dette fælles grundlag bliver det ikke særlig vigtigt, om det religiøse serviceapparat administreres af et statsligt kirkeministerium eller af et kirkeråd.

Tydeligt er skredet formuleret i andet pejlemærke om folkekirkens tilstedeværelse overalt. Det indledes med en henvisning til, at forkyndelsen er folkekirkens grundlæggende opgave, og en proklamation af, at alle folkekirkens medlemmer har del i denne opgave og sågar forpligtelse på den. Det hører man så ikke mere om. Forståeligt nok, for det er vanskeligt at give det indhold, og det kan i hvert fald ikke omsættes til styringsstrukur.

Til gengæld hører man meget om det særlige præsteembede. Det har en særlig forpligtelse til forkyndelsen, hedder det, men det med forkyndelsen lægges hurtigt til side, og det særlige ved præsteembedet bliver i stedet præstelig betjening. Det hedder: Adgang til præstelig betjening er således en central del af spørgsmålet om folkekirkens tilstedeværelse overalt. Præstelig betjening bliver i debatoplægget det centrale udtryk for forholdet mellem præsterne og folkekirkens medlemmer, og når folkekirkens tilstedeværelse overalt bliver den overordnede forståelse, har det vidtrækkende konsekvenser. Det nødvendiggør en udbygget overordnet ledelse. Omkostningen er, at menighederne ikke mere er grundenheden. Det bliver i stedet overordnede organer som provsti, stift, ministerium eller kirkeråd. Dermed forskydes også forholdet mellem præst og provst/biskop. Hvor provst og biskop før var tilsynsmænd, der skulle træde i aktion, når noget gik galt, bliver nu provst og biskop foresatte.

Så meget kan man slet ikke trække ud af ordet folkekirke. Talen om folkekirke er hentet fra Grundlovens § 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. Debatoplæggets forfattere læser det tilsyneladende, som om Grundloven med § 4 opretter en folkekirke, der skal være evangelisk-luthersk. Det ses, hvor det hedder: § 4 indebærer, at statens lovgivning vedrørende folkekirken ikke må være i strid med den evangelisk-lutherske bekendelse. Og: Det har i de godt 160 år med folkekirke været en grundholdning . Ja, men er det overhovedet inde i billedet i § 4, at staten skal lovgive om folkekirken? Det spørgsmål er jo henlagt til § 66, der siger, at folkekirkens forfatning ordnes ved lov. Og folkekirke i § 4s forstand har den evangelisk-lutherske kirke været i Danmark siden reformationen.

Hvad det vil sige, at den evangelisk-lutherske kirke er folkekirke, fremgår med al tydelighed af det oprindelige udkast til denne paragraf. Dér hed det: Den evangelisk-lutherske kirke er som den, hvori den overvejende del af folket befinder sig, at anse som den danske folkekirke og nyder, som sådan, understøttelse af staten. Betegnelse folkekirke dækker, at den overvejende del af folket tilslutter sig den. Det er der ikke teologi eller kirkesyn i, og det kan der hverken udledes styringsstruktur eller embedssyn af. Henvisningen til den evangelisk-lutherske kirke er ikke en henvisning til den evangelisk-lutherske lære, men er en henvisning til den kirke, som den overvejende del af befolkningen tilslutter sig. Debatoplægget lægger således et meget større indhold i ordet folkekirke, end § 4 giver belæg for. Af ordet folkekirke kan man ikke begrunde, at det er et overordnet pejlemærke, at folkekirken skal være til stede overalt, eller at det særlige præstembeds opgave er at yde præstelige betjening. Præstelig betjening er et dårligt udtryk. Det passer dårligt til Luthers forståelse af forholdet mellem menighed og præst. Når Luther taler om det almindelige præstedømme, gør han det polemisk over for den katolske kirke, hvor det kirkelige embede, bispe- og præsteembedet, formidler de døbtes forhold til Gud. Heroverfor hævder Luther, at en døbt ikke har brug for nogen mellemmand eller mellemorganisation i forhold til Gud. Hovedsagen er, at enhver har fået del i Kristi præstedømme. Kristus har udvirket for os, at vi åndeligt må træde frem for Gud på en andens vegne og bede. (Til den kristelige Adel)

Debatoplægget (side 7) lægger vægten et andet sted, når det tolker talen om det almindelige præstedømme således, at alle har ret og pligt til at være med til at forkynde evangeliet. Det siger Luther ikke noget om. Luther blander ikke talen om almindeligt præstedømme med det særlige embede, som nogen vælges til. Han finder, det er en misforståelse at kalde dem præster. Præst er enhver døbt. De, der er valgt til at forkynde, skriver han, kaldes i skriften tjenere, trælle og forvaltere (Om et kristenmenneskes frihed) ikke præster.

Det tog man i andre protestantiske kirker konsekvensen af, så ordet præst (Priester, priest, prêtre) blev ordet for en katolsk præst, mens andre betegnelser i de protestantiske kirker blev fundet for dem, menigheden valgte til særlige opgaver. Den klarhed savner vi i de skandinaviske kirker.

LÆS OGSÅ: Folkekirkens konflikter gør ondt på de ansatte

Utrykket præstelig betjening passer endnu dårligere til den forståelse af forholdet mellem præst og menighed, som traditionen kender den. Så lidt som forældres forhold til deres børn kan kaldes betjening, eller forholdet mellem mand og kone kan kaldes ægteskabelig betjening, lige så lidt har man kunnet kalde præstens forhold til menigheden præstelig betjening. Kan man kalde en prædiken præstelig betjening? Eller kan man sige, at præsten ved altergang betjener mig med Kristi legeme og blod? Betjening hører hjemme i restauranter og i butikker. Eller som borgerservice.

I debatoplæggets indledning hedder det, at udvalget arbejder ud fra den danske folkekirkes tradition for decentral opbygning på grundlag af de lokale sognemenigheder. Det tolker udvalget åbenbart sådan, at folkekirken skal sørge for tilstrækkelig præstelig betjening overalt. Når det overordnede synspunkt for præsternes arbejde er blevet kirkelig betjening overalt, er vægten i kirkeforståelsen forskudt fra at ligge i menighederne til at ligge i apparatet. Dermed bliver forholdet mellem præst og menighed grundlæggende forandret.

Niels Thomsen er teolog og tidligere rektor for Præstehøjskolen i Løgumkloster.