Påskens tidlige dato i år har sin forklaring

Påskedag falder i år på den sjældne dato 23. marts. De sidste to gange, det skete, var i årene 1856 og 1913, og de næste to gange bliver i årene 2160 og 2228. Dagens kronikør giver en historisk forklaring

MANGEN EN KIRKEGÆNGER blev overrasket, da det viste sig, at søndag den 13. januar her i 2008 ikke blot var den første, men også den sidste søndag efter helligtrekongers dag.

Dette hænger naturligvis sammen med, at påskedag i år falder usædvanlig tidligt, nemlig på den 23. marts, og at søndag septuagesima, som altid er den 9. søndag før påske, derfor allerede falder på den 20. januar.

Men hvorfor falder påsken netop i år på denne sjældne dato? Det kan nævnes, at de sidste to gange, det skete, var i årene 1856 og 1913, og de næste to gange bliver i årene 2160 og 2228.

De fleste husker formentlig fra skolen eller fra konfirmandstuen, at påskedag falder på den første søndag efter den første fuldmånedag efter forårsjævndøgn. Nu er det imidlertid sådan, at forårsjævndøgn i 2008 falder på fredag den 21. marts, som tillige er fuldmånedag. Det betyder, at den første fuldmåne efter denne dato falder på den 20. april, som er en søndag. Og det ville så igen betyde, at påsken skulle falde på den følgende søndag den 27. april. Men dette falder uden for påskens øvre grænse, som er den 25. april.

Derfor har man en regel, der skrevet eller uskrevet siger, at påsken skal falde på den første søndag efter den fuldmånedag, der falder på eller efter forårsjævndøgn. Efter denne regel vil påsken så falde på den 23. marts i år.

Det væsentlige ved påsken er imidlertid ikke dens komplicerede datoer, men dens indhold. Det er derfor vigtigt at fæstne sig ved, hvad evangelisterne i Det Nye Testamente siger om påsken. De knytter begivenhederne omkring Jesu domfældelse, korsfæstelse og opstandelse nøje sammen med jødernes fejring af deres påske i tiden omkring forårsjævndøgn. I 2. Mosebog kapitel 12 fortælles, at jøderne allerede i Egypten fejrede påske, ved at hver familie slagtede og spiste et lam på den 14. nisan, som altid faldt på den første fuldmånedag efter jævndøgn.

Denne tradition tog jøderne med fra Egypten til Israel, hvor evangelierne knytter beretningerne om Jesu domfældelse, korsfæstelse, død og opstandelse nøje sammen med fortællingerne om jødernes udfrielse fra Egyptens trældom.

Dermed kom den jødiske påske til at danne grundlag for den kristne, hvilket klart blev markeret ved, at de kristne på et tidspunkt begyndte med at fejre påske på den første søndag efter jødernes påskefejring på den første fuldmånedag efter jævndøgn.

NU VIL NOGEN MÅSKE spørge om, hvordan det kunne gå til, at den 14. nisan, som var jødernes påskedag, altid faldt på den første fuldmånedag efter forårsjævndøgn. Svaret er, at det skyldtes, at nisan var den første måned i det første år af den jødiske månekalender, som talte 12 måneder på skiftevis 29 og 30 dage, i alt 354 dage. For at tilpasse dette måneår til solåret indføjede man med mellemrum en ekstra måned på 30 dage i den jødiske kalender på en sådan måde, at den 14. nisan aldrig kom til at falde før jævndøgn og aldrig senere end en måned efter jævndøgn.

Efter at kejser Augustus havde skabt den julianske solkalender omkring vor tidsregnings begyndelse, tilpassede jøderne imidlertid deres månekalender til denne, således at den 14. nisan tidligst kom til at falde på den 21. marts og senest på den 18. april, og den 1. nisan tidligst på den 8. marts og senest på den 5. april. Dermed opstod der en 19-års cyklus af datoer, hvor såvel den jødiske nytårsdag som den jødiske påskedag hver for sig faldt på den samme dato i den julianske kalender hvert 19. år.

Da de kristne menigheder så på et tidspunkt begyndte at fejre Herrens opstandelsesdag på en søndag i forårstiden, knyttede de som nævnt til ved den jødiske påskefejring, der var en fest for befrielsen fra Egyptens trældom.

For de kristne derimod blev påsken en fejring af Kristi opstandelse på søndagen efter korsfæstelsesdagen, den 14. nisan. Der er forskellige meninger om, hvor tidligt de kristne begyndte at fejre påske om søndagen. Men der er bevaret et dokument fra tiden omkring år 200 e.Kr., hvor det berettes, at patriark Demetrios i Alexandria udsendte et dokument til sine kolleger i Jerusalem, Antiokia og Rom. Dokumentet viser, at man allerede på den tid fastlagde datoerne for den kristne påske på grundlag af datoerne for den jødiske påskefest.

Fra en lidt senere tid findes der nogle påsketavler fra Alexandria, som viser, at de kristne konsekvent fejrede påske på den første søndag efter den jødiske påskefejring, som altid fandt sted på den 14. nisan i den jødiske kalender, og som kunne falde på en hvilken som helst ugedag.

Hvad angår datoen for den kristne påske, kunne denne tidligst være den 22. marts og senest den 25. april. Med denne regel for fastlæggelsen af datoerne for den kristne påskefejring viste det sig, at datoerne for påskefesten gentog sig regelmæssigt efter 532 år. Dette skyldtes, at der var tre faktorer, der gjorde sig gældende, nemlig en uge på syv dage, en skuddag hvert fjerde år og en 19-års cyklus af datoer for den 14. nisan, idet produktet af disse tre tal er 532.

Imidlertid fjernede påskens dato og solårets nytårsdag sig ved denne procedure mere og mere fra den astronomiske jævndøgnsdato, fordi det anvendte solår på gennemsnitlig 365,25 dage ikke faldt helt sammen med det astronomiske solår.

Da man var nået frem til året 1582 var solårets begyndelse og dermed også påskens dato ganske enkelt rykket 10 dage frem i kalenderen i forhold det astronomiske solår. Dette forhold førte til, at den forstandige pave Gregor XIII slettede 10 dage i kalenderåret for at bringe forårsfuldmånedagen, der var bestemmende for påskens dato, tilbage til den første astronomiske fuldmånedato efter forårsjævndøgn. Og for at en lignende forskydning, som hidtil havde fundet sted, ikke skulle gentage sig, blev det vedtaget, at i de år, som er delelige med 100, skal skuddagen bortfalde. Dog skal skuddagen ikke falde bort i de år, som tillige er delelige med 400 (år 2000, 2400 og så videre).

Det vil sige, at den sædvanlige skuddag, som hvert fjerde år faldt på den 29. februar, blev slettet tre gange i hver periode på 400 år. På den måde bliver det gregorianske solår reguleret således, at det kun bliver 0,0003 dage længere end det astronomiske eller såkaldte tropiske solår. Fra den tid blev påsken således ikke mere fastsat i henhold til en gennemsnitsdato for jævndøgn og for forårsfuldmånen, men på grundlag af de astronomiske datoer for forårsfuldmånen og jævndøgn.

DEN AFGØRENDE ÆNDRING, der skete ved den såkaldte gregorianske kalenderreform i 1582, var således, at påskefesten fra nu af blev fejret på den første søndag efter den første astronomiske fuldmånedag efter forårsjævndøgn, den såkaldte forårsfuldmåne. Dette kom i praksis til at betyde, at medens man i den julianske påskekalender havde valgt den 21. marts som gennemsnitsdato for fuldmånedagen, valgte man fra og med den gregorianske kalenderreform at lægge den første astronomiske fuldmånedato efter forårsjævndøgn som faldt på den den 19., 20. eller 21. marts til grund for bestemmelsen af påskens dato. (Se blandt andet afhandlingen "Kalender-Computus" på denne internetadresse: www.computus.de/menton/menton.htm).

Hvad angår påskefestens tidligste dato, den 22. marts, så faldt denne i den julianske kalender regelmæssigt på denne dato fire gange i løbet af en 532-års periode. Og lige så regelmæssigt faldt påsken otte gange i en 532-års periode på den 23. marts. Hvad angår den gregorianske påskekalender, så var også her de tidligst mulige datoer for påskefesten den 22. og den 23. marts. Men der var her ikke den samme regelmæssighed som tidligere, fordi man nu skulle tage hensyn til de astronomiske datoer for jævndøgn og for forårsfuldmånen.

En optælling viser, at påsken i en periode på 1064 (= 2 x 532) år før Gregors reform otte gange faldt på den 22. marts. I en tilsvarende periode efter reformen var det syv gange. Vedrørende den 23. marts faldt påsken 16 gange på denne dato i en periode på 1064 år før reformen, men den falder kun 11 gange i en 1064-års periode efter reformen.

Medens påsken senest faldt på den 23. marts i 1913, falder den næste gang efter år 2008 på denne dato i året 2160, altså efter152 år. Senest faldt påsken på den 22. marts i 1818, og næste gang bliver i 2285, altså efter 467 år.

Knud Tage Andersen er ph.d. og tidligere domprovst i Århus