Rødt saftevand og livstruende sygdom

"Der med ryggen mod muren faldt jeg på knæ og gik i tusind stykker, og der fandt jeg livsmod til at tro på, at Kristus er stærkere end døden," skriver dagens kronikør om at opleve alvorlig sygdom hos sit barn. Foto: Tegning: Peter M. Jensen

At få at vide, at ens barn på fire år har en hjernesvulst, er noget nær det værste, forældre kan få at vide. Hele verden og tilværelsen skrider under én med en sådan besked. Sådan var det også for dagens kronikør, fortæller hun i den syvende af årets kronikker i kronikkonkurrence

Jeg sad hos min nabo en dejlig fredag aften, vi var lige blevet færdige med at grille. Magnus og Julia så Disney Sjov, og Morten var gået over for at putte Daniel, da snakken faldt på Kristeligt Dagblads kronikkonkurrence.

Det skulle du tage og prøve, sagde min nabo, den dejligste dag i dit liv var vel, da I fik de positive svar fra sygehuset?.

Det behøvede jeg ikke at tænke længe over, for den dejligste dag i mit liv begyndte længe før, at vi sad over for verdens dygtigste neurokirurger og fik de sidste prøvesvar.

Det skete så hurtigt, jeg nåede slet ikke at fatte, hvad der skulle ske, eller hvad der var i gang med at ske. Og det til trods for, at jeg stod lige midt i det hele til trods for, at der hele tiden var nogle, der talte til mig en sygeplejerske blev ved med at spørge, om jeg ville sidde ned, om jeg trængte til noget at drikke, noget rødt saftevand.

Lige det der med at drikke rødt saftevand, når hele verden er blevet til et åbent hul, hvor lava og ild flyder sammen i en kæmpe flod, der bare venter på, at det sidste stykke land, jeg opholder mig på, skal smelte, så jeg også forsvinder og brænder op med alt det, jeg elsker mest, vil jeg nok aldrig helt forstå.

LÆS OGSÅ: Fra overhalingsbanen til nødsporet

Den sygeplejerske var enten det dummeste menneske i denne verden eller det klogeste. Hendes eneste mission var at få det saftevand i mig, så hun fjernede mig fra den lille stue, hvor Julia lå, og satte mig på en stol i et stort rum, Drik, og så skal du græde, befalede hun.

Lige da hun havde sagt det, lød der et højt skrig! Et barn var kommet til verden, lige på den anden side af væggen, hvor jeg sad på min stol. Sygeplejersken smilede overbærende, da hun så angsten i mine øjne, det er ikke Julia, min ven, det er et vellykket kejsersnit, du kan høre. Så gik hun, og jeg drak mit saftevand.

Ambulancen kom, og vi tog hurtigt af sted. Vi blev mødt af et stort team af læger og sygeplejersker, det var fredag eftermiddag, og klokken var næsten 16.30. Vi skal nok passe på hende, I skal gå med lægerne ind ved siden af, de vil snakke med jer inden operationen.

Der sad vi så i et rum med et bord og blå stole. Der var en tavle og en overheadprojektor, der var et stort vindue, hvor ligegyldige hustage, blå himmel, måger og Aarhus Havn kunne betragtes. På bordet stod der en kande med rødt saftevand en sygeplejerske skænkede op i to plastickrus, og dem drak vi, Morten og jeg!

Overlægerne kiggede på os og sagde meget stille: Nu skal I høre Julia skal opereres nu, hendes tryk på hjernen er livstruende, så det er vigtigt, at vi får den hjernesvulst fjernet .... Samtalen gik ikke i stå her, jeg kan bare ikke huske mere, jeg husker kun, at den ene overlæge pludselig hævede stemmen en lille smule og sagde: I står med ryggen mod muren, det kan gå begge veje, men I har intet valg ...

Og her begyndte den dejligste dag i mit liv. Den dag, hvor jeg blev født på ny. Den dag, hvor min dåb, selvom jeg af gode grunde ikke kan huske den, fik sin betydning. I dette rum med de blå stole fik jeg Gud til far og Kristus som bror. Der med ryggen mod muren oplevede jeg, at jeg ikke behøver frygte det, der slår livet i stykker. Men i tillid til Kristus kan et menneske være midt i orkanens øje.

Der med ryggen mod muren faldt jeg på knæ og gik i tusind stykker, og der fandt jeg livsmod til at tro på, at Kristus er stærkere end døden. Den bedste dag i mit liv. Den dag, hvor alting blev nyt. Den dag, hvor frygten for at skulle være mor til et barn i Himlen var størst, blev den dag, hvor alting fik nyt indhold.

Troen voksede, håbet blev større, og kærligheden blev evig. Jeg så for første gang i mit liv det menneske, jer er. Et menneske, der er tvunget til at leve mit liv, et menneske, der er tvunget til at elske, fordi jeg ikke kan andet. Et menneske, der har fået alt foræret og derfor har alt at miste.

Jeg lærte på denne den dejligste dag i mit liv at takke Herren, min Gud, for alt, hvad jeg har og for alt, hvad jeg har at miste.

Den dejligste dag i mit liv var den dag, hvor jeg oplevede, at jeg er borger i et land, hvor stærke hænder kommer og løfter dig, hvis du er syg.

Julia blev båret ind i en verden af ekstremt dygtige læger og omsorgsfulde og passionerede sygeplejersker. På intet tidspunkt var vi overladt til os selv, og på intet tidspunkt stod vi uden håb. Jeg skylder personalet, sygeplejersker, læger og overlægerne på NIA Aarhus Kommunehospital hele min eksistens og hele min sjæl, og jeg skylder min Skaber mere, end et menneske har at skylde, og takker ham hver dag for, at den dejligste dag i mit liv vil være evig.

I dag er det næsten et år siden, at vi blev hasteindlagt med vores datter Julia. Kun fire år gammel og med en hjernesvulst i lillehjernen på størrelse med min knyttede hånd blev hun opereret midt i juli 2012.

I dag er hun fem et halvt år og går i børnehave og cykler. Hun elsker rødt saftevand og vil gerne være en prinsesse, når hun bliver stor. Hendes lyse hår er vokset så meget, at det helt dækker det lange ar, hun har i nakken. Kun når hendes mor tvinger hende i bad, og håret skal vaskes, titter det frem som en evig påmindelse om, at den dejligste dag i mit liv er alle de dage, hvor jeg får lov at leve.

Susan Ballegaard er fra Randers