Radikal konservatisme tur-retur

Selvom de færreste i dag husker præsten og politikeren Alfred Bindslev, som stod midt i mellemkrigsårenes urolige politiske landskab, er hans radikale konservatisme blevet relevant, fordi nation, kristendom og konservatisme igen er i spil i samfundsdebatten

Radikal konservatisme tur-retur

Præsten og politikeren Alfred Bindslev (1896-1956) er en af Danmarks glemte konservative ideologer, en betydelig skribent med meget på hjerte. Han stod med begge ben plantet i mellemkrigstidens urolige politiske landskab og dermed i et danmarkshistorisk knudepunkt. Han er en indgang til en næsten glemt fortid, hvor konservatisme forsøgte at tage nation og kristendom alvorligt – hvor den ikke bare handlede om at bevare, men også om at omstyrte. Selvom Bindslev er fortid, er han som principiel konservativ også relevant, fordi nation, kristendom og konservatisme igen er i spil i samfundsdebatten til glæde for nogle og rædsel for andre. Bindslevs skæbne siger noget væsentligt om mulighederne og faldgruberne for vor tids fornyede kulturkonservatisme.

Bindslev var fra sin pure ungdom som teologisk student influeret af tidens kristelige idealisme, som den kom til udtryk hos for eksempel Olfert Ricard. Det betød, at hans politiske kamp tidligt kom til at handle om idealitet og vilje til at forandre verden, gøre op med den herskende materialisme.

Åstedet for denne kamp blev en ny politisk organisation, en nationalistisk genrejserbevægelse anført af senere udenrigsminister Ole Bjørn Kraft og Alfred Bindslev, der snart fik navnet Det Unge Danmark. Den stod i opposition til den form for borgerlighed, der blev dyrket i Venstre og Det Konservative Folkeparti. De var i de unge øjne blevet inficeret af åndsradikalisme og materialisme og kunne derfor ikke føre an i kampen mod det nationale forfald. Her var brug for en anderledes skarp stillingtagen. Bindslev udtrykte selv Det Unge Danmarks formål med ordene: ”Vor Kamp gaar i første Række ud paa at fremkalde en Reaktion mod den Materialisme, der sattes i System af 80’ernes Mænd, Kosmopoliterne og Kristendomsfjenderne. En forgiftet Presse og en dekadent Litteratur undergravede langsomt Folkets Modstandskraft mod denne Materialismens nationsopløsende, religionsfjendske og moralsk nedbrydende Gift.”

Alfred Bindslev og Det Unge Danmark var konservative, fordi de i egen selvforståelse forsvarede en lang folkelig kontinuitet, men de var radikale, fordi der var så meget i deres egen samtid, som de måtte rydde ud i. Selvom meget af dette kunne afskrives som ungdommelig bragesnak, fik det en længerevarende indflydelse. Den radikale konservatisme, nykonservatismen, som Bindslev havde sat ord på i årene efter Første Verdenskrig, fik stor indflydelse på konservatismens ideologiske tænkning i løbet af 1930’erne – og meget af det faldt uheldigt ud.

Ligesom Ole Bjørn Kraft og flere andre ledende skikkelser fra Det Unge Danmark, kom Alfred Bindslev snart i Folketinget, hvor hans åndrighed og veltalenhed tjente ham godt.

Han blev på den måde i begyndelsen af 1930’erne den ideologiske pennefører for nykonservatismen og dens forsøg på at skabe en moderne konservatisme, der var andet og mere end liberal.

Ja, netop konservatismens opløsning i liberalisme og udefinerbar borgerlighed var for Bindslev et af de centrale problemer.

Nærmere bestemt gjorde Bindslev op med to opfattelser af konservatismen. For det første afviste han, at konservatismen kunne reduceres til et forsvar for de formuendes formuer, en slags antisocialisme, hvor det alene gjaldt om at bevare det private initiativ og tilstrækkeligt lave skatter. For det andet afviste han, at konservatisme bare handlede om at gøre udviklingen tilpas langsom. Konservatismen måtte være mere end ”Gamlingens hæsblæsende ’lidt langsommere’ over for det rivende Tempo”.Et sted skrev han: ”Det sørgeligste Fænomen i vore Rækker er Isoleringen af Konservatismen til kun at gælde nogle praktiske Programpunkter. Vor eneste Mulighed for Sejr er uløseligt knyttet til en konservativ Livsanskuelses Fremtrængen i en Opmarch på en bred Front sættende Præg ikke alene i Politik, men også i Kunst og Litteratur, i Presse og Videnskab, i Kirke og Skole, gennemsyrende Skikke og Vaner, offentlig Mening og Moral.”

Konservatisme handlede altså først og sidst om det, vi i dag ville kalde kulturkamp. For Bindslev handlede det om livsanskuelse, og derfor i sidste ende om kristendommens rolle i samfundet. Hvad konservatismen i øvrigt måtte mene om politik og økonomi, var sekundært. Ikke fordi det ikke var vigtigt, men fordi et frit samfund præget af privatinitiativ og lave skatter afhang af livsanskuelsen, den usynlige tråd mellem samfund og Gud, der holdt det hele på plads. Eller som Bindslev skrev: ”Jeg tør forsikre dig om, at den økonomiske Konservatisme ynkeligt klasker sammen den Dag, den konservative Livsanskuelse er afgaaet ved Døden.” Alfred Bindslevs konservatisme var ikke – i hvert fald ikke hvis man ser bort fra hans tidligste ungdom – antiliberal, men snarere et forsøg på at skabe opmærksomhed om udgangspunkter og fundamenter for frihed. Bindslev kunne ikke sige frihed uden også at sige fædreland. Og han kunne ikke sige fædreland uden også at sige pligt. Og han kunne ikke sige pligt uden også at sige kristendom. Det hele hang sammen.

At Bindslevs ideologiske virke faldt i mellemkrigstiden var på en gang hans held og ulykke. I første omgang betød det jo, at han skrev i en tid, der stod i revisionens tegn. Det opgør, som han fandt nødvendig, lå i tiden. Han havde medvind, kom i Folketinget, var i en række ord en københavnsk modepræst, redaktør på konservatismens vigtigste kulturtidsskrift og desuden betroet som forfatter til Det Konservative Folkepartis første partihistorie. Men tidens gunst var også hans ulykke. Kort sagt kan man sige, at han sin radikale konservatisme til trods var mindre radikal end sin samtid. Den ville føre opgøret videre og dybere.

Det gjaldt også i konservative kredse, hvor hans liberalismekritik blev taget op af folk, der ønskede en decideret antiliberal konservatisme, og som ikke alene trak på Bindslev, men også lod sig beruse af fascismens og højreradikalismens fremmarch i Europa. Snart var det yngre og mere radikale skikkelser, såsom KU-føreren Jack G. Westergaard, der satte ord på nykonservatismen. Snart lød den af sorte støvler og skråremme og højrearme i strakt salut.

I denne situation havde Bindslev vanskeligt ved at finde sin plads og allerede i løbet af 1930’erne gav han indtrykket af en mand, der ikke kunne indfri de høje håb, der var sat til ham. Oven i miseren kom så personlige tragedier. På grund af en hadsk kampagne fra venstrefløjen måtte han opgive sin præstegerning, senere fulgte – til borgerskabets store forargelse – skilsmisse. Bindslev formåede mod udgangen af 1930’erne at rage uklar ikke bare med Det Konservative Folkepartis formand, John Christmas Møller, men også med kampfællen Ole Bjørn Kraft. Snart opgav han helt landspolitik til fordel for en karriere i københavnsk kommunalpolitik.

Det var der ikke meget radikalitet i, ikke megen genrejsning. Bindslevs politiske karriere fortsatte frem til 1950’erne, men uden at han fremover kom til at manifestere en selvstændig konservativ position. Denne affortryllelse var måske også symptomatisk for efterkrigstidens borgerlighed i det hele taget. Nu er konservatismen så vendt tilbage med et kritisk anliggende og som en position i kulturkampen. Vil det denne gang lykkes den at finde en form, der hverken er udflydende pragmatisme eller utilsløret radikalisme? Er det muligt at formulere og fastholde den som et kritisk korrektiv til liberalismen, men inden for en grundlæggende liberal orden? Det er spørgsmålet.

Christian Egander Skov er ph.d. og redaktør