Rastløshedens tyranni

Der er ikke noget nyt i at kede sig. Det nye er, at vi er blevet dårligere til at kede os. Vi tåler ikke kedsomheden i store mængder, ja, nogle gange kan vi slet ikke klare at kede os bare det mindste, skriver dagens kronikør

Det er ikke nydt, at vi keder os. Det nye er, at vi er blevet dårligere til at kede os, mener dagens kronikør.
Det er ikke nydt, at vi keder os. Det nye er, at vi er blevet dårligere til at kede os, mener dagens kronikør. Foto: .

Man siger, at intelligente mennesker aldrig keder sig. Det passer bare ikke; de fleste af os kan udmærket kede os alligevel! Og at kede sig vil sige, at vi ikke kan eller vil engagere os i det, der foregår; man kan ikke komme af med sin energi, ikke leve med i det, der sker.

Det kan der så være forskellige grunde til: Måske sker der simpelthen for lidt. Man er kommet for sent til toget, og der er tilsyneladende ikke andet at gøre end at vente på det næste. Der sker intet dér på perronen.

Man kan også kede sig, fordi man ikke forstår det, der foregår. Som når jeg ser curling. Jeg begriber ikke, hvad det er, de laver ser blot nogle mennesker, der fejer løs foran en sten med et håndtag i, mens de råber og skriger. Det kan også være, at det, der foregår, bare ikke siger mig noget, ikke griber mig: at klippe julepynt, høre statsministerens åbningstale eller læse bladet Motor.

LÆS OGSÅ: Hella Joof: Det er kedeligt at bevæge sig hurtigt

Jeg forstår godt, hvad det går ud på, men det fænger mig ikke, og jeg keder mig. Endelig kan man også kede sig, fordi man må gøre noget nødvendigt, men ensformigt og langstrakt: at skrælle kartofler eller sætte frimærker på julekortene.

Alt dette er der ikke noget nyt i. Det nye er, at vi er blevet dårligere til at kede os. Vi tåler ikke kedsomheden i særlig store mængder, ja, nogle gange kan vi slet ikke klare at kede os bare det mindste.

Afstanden mellem kedsomheden og impulser med forslag til handlinger er blevet mindre de seneste årtier. Og afstanden mellem impulser og handlinger endnu mindre. Ikke mindst på grund af computer, mobiltelefon, smartphone og så videre. Impulsen til at slippe væk fra kedsomheden er i bogstaveligste forstand lige ved hånden og det er svært ikke lige at tjekke, sende eller surfe.

Er der så noget galt i det? kunne man spørge. Er det ikke kun godt, at vi hurtigt og nemt kan komme kedsomheden til livs? Nej, det er ikke kun godt. Den norske kedsomhedsforsker Paul Otto Brunstad, der har studeret kedsomhed i militær sammenhæng, siger et sted, at det er vigtigt at kunne mestre kedsomheden, for der er energi i kedsomheden.

Ja, og eftertanke, kunne man føje til, foruden kreativitet og nærvær. Det kan der i al fald være. Men det kræver, at man tør tage ophold i kedsomheden og ikke altid giver efter for indskydelserne til lige at gøre noget andet.

Mestrer vi ikke kedsomheden, kommer vi derudover også nemmere til at stille krav om, at alting skal være ikke-kedeligt, det vil sige underholdende. Også på områder, der i sagens natur ikke kan være underholdende hele tiden.

Mange lærere kan eksempelvis berette om det stigende krav om, at undervisningen skal være underholdende. Da jeg var højskolelærer, blev der i klasselokalerne installeret en anordning for at spare på lyset: Når der i en vis tid ikke havde været fysisk aktivitet i lokalet, gik lyset automatisk ud. Så behøvede man ikke at huske glemsomme elever og lærere på at slukke lyset, når de forlod lokalet.

Imidlertid skete det af og til, at lyset gik ud, mens der var nogen i lokalet, mens man underviste. Og det var jo ikke meningen, og det kunne meget nemt virke, som om ens undervisning i bogstaveligste forstand var stillestående, som om alt liv var ophørt som om forestillingen var dødkedelig. Hvad den måske også var! Og hvad undervisning måske også af og til nødvendigvis må være.

ET ANDET STED, hvor angsten for kedsomheden lurer, er i familien. Mange par er simpelthen skrækslagne for at kede sig lidt i hinandens eller børnenes selskab og lever derfor ofte et selvforskyldt stresset liv, hvis de da ikke bliver skilt, fordi den anden er så kedelig!

I et interview for nylig stillede forfatteren Katrine Marie Guldager, som har mand og to børn, spørgsmålet, om man ikke må indkalkulere, at ægteskabet også har sine mindre spændende perioder. Jeg tror ikke, man kan regne med, at det er lige interessant hele tiden. Hjemme hos os er vi hverken særligt udfarende eller særligt opsøgende. Vi er nok det, man vil kalde lidt kedelige, men jeg mener ikke, det behøver at være et problem. Man må også spørge sig selv, om der ikke også kan være en værdi i at holde ud.

Som præst oplever man ofte, at gudstjenesten kritiseres for at være kedelig. Meget kedelig endda. Og der kan bestemt være noget berettiget i kritikken, for så vidt gudstjenesten simpelthen kan være svær at forstå, fordi sproget på mange måder er et andet end alle andre steder.

Derfor arbejdes der også mange steder uafladeligt på at forny og modernisere gudstjenestens sprog. Men i kritikken af gudstjenesten for at være kedelig fornemmer man også af og til et krav om, at den skal være underholdende og letfordøjelig; en slags åndelig fastfood, der glider ned uden besvær. Men spørgsmålet er, om det krav er rimeligt og om det ikke ødelægger den alvor, som forholdet mellem menneske og Gud må have.

Den norske forfatter Jan Kjærstad fortalte engang i et interview, at der i romaner altid er transitområder, altså områder, passager, man skal igennem for at nå til det egentlige, det interessante, spændende, det centrale. Som når man kører på ferie i Sydeuropa og nødvendigvis må igennem det store transitland, Tyskland: Det er måske ikke særlig spændende, men nødvendigt for at nå frem.

Det samme gælder måske også i skolen, i familien og i kirken: For at nå den dybere forståelse og større samhørighed må man igennem transitområderne, tåle kedsomheden, tage ophold dér, hvor der ikke umiddelbart sker alverden.

Den danske filosof og teolog K.E. Løgstrup skrev engang om formløshedens tyranni. Det tyranni, der kunne opstå i kølvandet på 1970ernes mere frie og formløse samvær, når det udartede til tvang og intolerance over for den, der ikke ville eller kunne være med.

I dag kan man måske tale om rastløshedens tyranni. Vi står i fare for at ende i et rastløshedens tyranni, hvor alt måles på, om det nu også er underholdende, og ikke på, om det har virkeligt indhold og bestandighed.

Intelligente mennesker keder sig aldrig, siger man. Men det gør måske den kloge. Som den kloge kone, Knud Hansen fortæller om i bogen Den kristne tro, en mormor, der hver dag i sin høje alderdom plejede at gå hen på kirkegården og sætte sig roligt på den grav, hvor hendes mand og tre af hendes børn lå begravet.

Hun sagde ikke noget, men sad der blot med et venligt smil og et forklaret ansigtsudtryk. Hendes barnebarn, der dengang var en 13-14 år, fulgtes af og til med hende derhen og syntes måske nok, det var noget kedeligt bare at sidde dér. Så en dag spørger hun: Mormor, hvorfor sidder du sådan?.

Og mormoderens svar vidner måske om et menneske, der ved, at livet ofte er i det, som rastløsheden kalder kedeligt: Det vil du engang forstå. Den dag kommer, da du har gennemgået mange lidelser, dit hjerte løber fuldt af minder, du føler smerte over det, som ikke er mere, du opdager, at livet er kort, at det er en ganske kort frist, og så er det forbi. Når du har forstået det, og denne indsigt har taget dit hjerte i besiddelse, vil du ikke mere leve blot for din egen skyld, men lige så meget for duften af en rose, for synet af en hest eller en kat, for lyden af den rullende torden, for andre mennesker, for dem, du holder af.