Gennem de sidste uger og måneder af Anden Verdenskrig lykkedes det danske, norske og svenske frivillige at redde flere end 20.000 fanger ud fra tyske kz-lejre og til sikkerhed i Sverige. Aktionerne, kendt som De Hvide Busser, bestod af mange forskellige og kun delvist forbundne initiativer, der hentede forskellige fangegrupper.
I første omgang blev de fleste fanger flyttet fra lejre rundt om i Det Tredje Rige nordpå til Neuengamme-lejren lige syd for Hamburg, hvor de afventede tilladelse til at blive transporteret videre nordpå til Danmark - og derfra videre til sikkerhed i Sverige.
Tugthusfangerne udgjorde et særligt problem, dels fordi de sad spredt i fængsler og tugthuse overalt i Det Tredje Rige, dels fordi de modsat fangerne i kz-lejrene var dømte for forbrydelser og derfor sværere at få frigivet.
En første barriere var overhovedet at finde ud af, hvilke fanger der sad hvor. I jagten på fangerne kom de norske og danske sømandspræster til at spille en hovedrolle, både for fangerne i lejrene og for dem i tugthusene.
Det gjaldt i første omgang de to norske sømandspræster fra Hamburg, Arne Berge og Johan Conrad Vogt-Svendsen, der allerede i forbindelse med de første deportationer fra Norge i krigens første år begyndte hjælpearbejdet. Kort før jul 1943 indledte også den danske sømandspræst, Sophus Boas, arbejde med at registrere de første danske frihedskæmpere, der blev sendt til Tyskland.
Arbejdet gav de tre sømandspræster relativt stor bevægelsesfrihed i Tyskland, og de rejste med utrættelig energi rundt i det meste af landet for at hjælpe først de norske og med tiden også de danske fanger. Kontakten gav også præsterne mulighed for at indsamle oplysninger om fangerne og data om deres opholdssteder og numre, information, der var afgørende for at kunne systematisere hjælpen og holde tråd til de internerede i de enkelte lejre.
Kredsen fik også kontakt til præsten ved den danske legation i Berlin, Axel B. Jeppesen, som sammen med sine assistenter og danske avisers korrespondenter i Berlin blev inddraget i arbejdet, i takt med at der i efteråret 1943 også begyndte at komme danske fanger til Sachsenhausen.
Samlet udgjorde sømandspræsterne et omfattende og ganske effektivt efterretningsnetværk, som med stor effektivitet indsamlede oplysninger og formidlede dem videre til de aktivister, der planlagde og gennemførte redningsaktionerne.
Når det drejede sig om fangerne i tugthusene, kunne tilfældigheder afgøre, hvor den enkelte havnede. Hjælperne antog, at det drejede sig om i alt omkring 800 personer, spredt på i hvert fald 25 destinationer. Conrad Vogt-Svendsen, opgjorde, at norske fanger var spredt på op til 70 tugthuse og fængsler.
Disse fanger blev typisk ikke mishandlet på samme måde som fangerne i koncentrationslejrene, men vilkårene varierede meget, og fangerne blev ofte flyttet rundt, så det var vanskeligt for hjælperne at holde styr på, hvor hvem blev holdt fanget, især under det fremadskridende kaos i den tyske forvaltning.
Blandt hjælperne var Vogt-Svendsen den, der havde bedst overblik over de skandinaviske tugthusfanger, og sammen med de to andre præster kunne aktivisterne tilrettelægge transporterne ud fra noget, der mindede om et næsten mirakuløst overblik over, hvor de enkelte fanger var.
Det var en komplikation, at tugthusfangerne som dømte sorterede under det tyske justitsministerium og ikke under SS. Folke Bernadotte havde midt i marts ført samtaler med justitsminister Thierack, der havde lovet at bede alle tyske fængsler og tugthuse indberette om antallet af skandinaviske fanger.
Men tyskerne satte tallet af fange ekstremt lavt - nærmere bestemt 37 personer - og det var uklart, om disse tugthusfanger var omfattet af de aftaler, der gjorde det muligt at samle de skandinaviske fanger i kz-lejren Neuengamme tæt ved Hamburg.
Hjælperne valgte at tolke Heinrich Himmlers tilsagn i den retning, og den 9. april 1945 afgik en stor svensk-dansk kolonne mod øst for at afhente omkring 200 fanger. Begge svenske buskolonner a 12 busser og 14 danske busser indgik under ledelse af kaptajn Folke. Blandt deltagerne var den danske læge Mogens Volkert, ritmester Hansen fra Dansk Røde Kors og prins Georg. De to førstnævnte har efterladt samtidige beretninger fra ekspeditionen, der fik en god start, da der fra Justitsministeriet kom fuldmagt til at hente fangerne.
Målet for den første tur var Leipzig-Halle-Torgau-området 450 kilometer sydøst for Neuengamme - og ganske nær østfronten. Busserne kørte typisk om natten for at undgå de næsten konstante bombardementer og luftangreb, der igen og igen forsinkede, men ikke helt forhindrede fremdriften. Der blev taget mange chancer, og busserne kørte i buldrende mørke uden lygter:
”Med en mand på trinbrættet gik det af sted i susende fart. På grund af mørket kunne chaufføren næsten intet se, men kørte faktisk udelukkende efter anvisninger og tegn fra observatøren på trinbrættet. Bortset fra en enkelt brat opbremsning ved en tankspærring, hvorved jeg, der var observatør, tril-lede langt hen ad vejen, fast knugende vognens afviservinge i hånden, gik alt vel, men det var alligevel en mærkelig tur “”.
Fremme ved målet spredtes de mange køretøjer til de enkelte fængsler og tugthuse, hvor der var underretning om, at en eller flere norske eller dan-ske fanger opholdt sig. Beretningerne om disse ture til sønderskudte fængsler, ofte ganske få kilometer fra fronten - om endda så langt - vidner om, hvor langt hjælperne gik for selv en enkelt fange.
De samtidige beretninger følger et klart mønster, hvor krigstrætte og dybt nedbøjede tyske vagter og fængselsinspektører uden tøven handler de ønskede fanger for en pakke pibetobak, et pund smør eller en flaske brændevin - alt medbragt til samme formål.
På den måde slap tre dødsdømte kvinder i tugthuset i Waldheim fri ved hjælp af en flaske svensk brændevin - og med dem mange andre fanger, der for længst havde opgivet alt håb.
Samlet blev ekspeditionen den 9.-11. april en overraskende succes, da kolonnen kunne vende hjem med 211 fanger, hentet 20 forskellige steder. Fredag den 13. april lykkedes det Vogt-Svendsen og hans ”tvilling” Sowalski i en større kolonne at nå frem til tugthuset Dreibergen i Mecklenburg, hvorfra de hentede ikke færre end 560 norske og danske fanger.
En samlet opgørelse viser, at i alt 479 nordmænd og 228 danske blev hentet hjem fra tyske fængsler og tugthuse. Det var mere end 700 af de anslåede 800 skandinaviske fanger.
Bo Lidegaard er chefredaktør på Politiken. Han udgiver den 29. april bogen ”Redningsmænd”