Reform af folkekirken bør finde sted inden for Grundlovens rammer

KRONIK Folkekirken står over for en styringsreform, som har til formål at bringe klarere forhold i kirkens beslutningsprocesser

"Der bør ikke gå 24 år, inden det rykker i folkekirken, men det parløb mellem Stortinget og Den Norske Kirke, der nu resulterer i en styringsreform, som flest mulige har ejerskab over og kan stå inde for, kan godt inspirere," skriver dagens kronikør.
"Der bør ikke gå 24 år, inden det rykker i folkekirken, men det parløb mellem Stortinget og Den Norske Kirke, der nu resulterer i en styringsreform, som flest mulige har ejerskab over og kan stå inde for, kan godt inspirere," skriver dagens kronikør. . Foto: Søren Staal.

Hvordan gør vi? Giver det mening at kigge over hegnet til folkekirkens søsterkirke i Norge for at finde inspiration? Dagens kronikør fra Folkekirkens mellemkirkelige Råd svarer med et betinget ja.

Folkekirken nævnes i to sammenhænge i regeringsgrundlaget Et Danmark, der står sammen fra oktober 2011. Regeringen vil dels give alle medlemmer af den danske folkekirke mulighed for at blive gift i folkekirken uanset deres seksuelle orientering (side 66) dels nedsætte et udvalg, som skal komme med forslag til en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken (side 74).

LÆS OGSÅ: Folkekirken støttes ikke længere som sådan af staten

Intet tyder på, at der er tænkt sammenhæng mellem siderne 66 og 74. Det er ikke sådan, at det ene er det andets forudsætning. Nu blev det imidlertid sådan, at sagen om vielse af homoseksuelle kom først, og uden at det har været tilsigtet, kan den sag gå hen og få afgørende betydning for arbejdet med en styringsreform i folkekirken. Forløbet vedrørende vielser af homoseksuelle i folkekirken har sat fokus på styringen af folkekirken: Hvem bestemmer egentlig?

Minister for ligestilling og kirke Manu Sareen (R) havde i forlængelse af regeringsgrundlaget indkaldt politikere og kirkelige aktører til en konference i Fællessalen på Christiansborg den 16. april i år, hvor arbejdet skulle skydes i gang. Indtil videre er der ikke sluppet meget ud fra ministeriet om processens karakter eller forløb efter konferencen. Hvad alt dette vil føre til, ved de færreste.

En særlig omstændighed er dog ved flere lejligheder blevet understreget af ministeren: Den bebudede styringsreform skal finde sted inden for Grundlovens rammer. Det betyder, at regeringen ikke har til hensigt at adskille folkekirken fra staten.

En adskillelse ville kræve en ændring af Grundlovens paragraf 4, ifølge hvilken folkekirken understøttes af staten. Altså vil der også efter en styringsreform være en afgørende relation mellem folkekirken og staten. Folkekirken vil heller ikke fremover være at sammenligne med de danske frikirker.

Derimod kan der godt drages sammenligninger med kirker uden for Danmarks grænser. Folkekirkens evangelisk-lutherske søsterkirke i Norge, Den Norske Kirke, gennemgår netop i disse år en udvikling, som sigter på at give landets folkekirke mere formel selvbestemmelse og skabe klarere linjer i beslutningsprocesserne dette vel at mærke uden at klippe båndene mellem stat og kirke.

MEN KAN VI LÆRE NOGET at de norske erfaringer nu, hvor en lignende proces er ved at tage sin begyndelse i Danmark? I den norske sammenhæng har der været tale om et langt forløb. Med et medlemstal i Den Norske Kirke på omkring 80 procent af befolkningen har det også i høj grad været en bred offentlig debat, som er en folkekirke værdig.

Det første store skridt hen imod billedet, som det ser ud i dag i Den Norske Kirke, blev taget i 1984, hvor et nationalt kirkemøde blev etableret. Hensigten var, at en del af de beføjelser vedrørende kirkens styring, som indtil da havde ligget i statsligt og kommunalt regi, gradvist skulle overføres til kirkemødet og de eksisterende bispedømmeråd. Etableringen af kirkemødet var et forsøg på at strække kirkens selvstyre til det yderste inden for den eksisterende kirke-stat-ordning, hvor der var bredt sammenfald mellem de lokale sogne og de stedlige kommuner.

Således var det for eksempel kommunen, der ansatte de lokale sognekirkers medarbejdere, mens provster og biskopper blev udnævnt og formelt ansat af regeringens kirkelige statsråd på vegne af monarken. Sammenligner vi med folkekirken, er der ingen tvivl om, at statens styring af Den Norske Kirke har været endnu strammere, end vi kender det.

Helt afgørende for den nuværende situation og udvikling omkring kirke og stat i Norge er imidlertid kirkeforliget, som blev indgået mellem samtlige partier i Stortinget i maj 2008. Kirkeforliget lagde op til, at en model med en revideret stat-kirke-relation skulle findes inden for Stortingets samling 2009-2013.

De ændringer, som kirkeforliget skitserer, peger i retning af mere selvstændighed for Den Norske Kirke, idet monark og regering fratages en række privilegier i forhold til kirkens styring, samtidig med at de demokratiske strukturer i kirken styrkes.

Taler man i dag med kirkelige aktører og iagttagere i Norge, sætter de spørgsmålstegn ved det rimelige i, at kirkeforliget blev indgået alene mellem de politiske partier og uden direkte konsultation med kirkens egne.

De blev henvist til at implementere forligets bestemmelser. Men generelt er der imidlertid enighed om, at forliget var startskuddet til afgørende og nødvendige ændringer i kirkens forhold til staten. Kirken har da også efterfølgende gennem kirkemødet arbejdet konstruktivt med på kirkeforligets præmisser.

Forliget stiller først og fremmest en række grundlovsændringer i sigte. Disse ændringer, som er til afstemning i Stortinget i denne uge, indebærer, at det fremover vil være kirkemødet, der får ansvar for at udpege kirkens biskopper, mens provsteudnævnelser i fremtiden kommer til at ligge i det enkelte bispedømmeråd.

Ændringerne i Grundloven sikrer imidlertid, at Den Norske Kirke vedbliver at være konfessionsbundet som en evangelisk-luthersk kirke og tillige nu betegnes som Norges folkekirke, der via en nyformulering, næsten ord til anden hentet fra den danske grundlovs paragraf 4, som sådan understøttes af staten. Der er altså ikke tale om en adskillelse af stat og kirke, men om en styringsreform på samme måde, som vi står over for det i Danmark.

Karakteristisk for processen i Den Norske Kirke er dels, at rammerne for en styringsreform blev sat af et enigt Storting i 2008, og at disse rammer herefter er blevet konstruktivt udfyldt af kirken selv via kirkemødet, dels at der tale om en relativt lang proces. Det afgørende skridt blev taget i 2008 med indgåelse af kirkeforliget i et enigt storting og har derefter foldet sig ud frem mod de nødvendige grundlovsændringer.

Kan vi lære noget af det norske forløb? Både ja og nej. Folkekirken kan ikke arbejde på samme vis grundet den elementære årsag, at folkekirken ikke har et selv, som kan samarbejde med regering og Folketing. Der findes ikke et nationalt kirkeråd i folkekirken, som kan koordinere kirkens holdning til og implementering af de rammer, regering og Folketing sætter for en styringsreform af folkekirken. Derfor kan man ikke ubetinget se til Norge og Den Norske Kirke for at lære af deres erfaringer.

I FOLKEKIRKENS TILFÆLDE bliver det derfor en særlig udfordring for regering og Folketing at sammensætte det udvalg, regeringsgrundlaget omtaler, således at det på bredest muligt grundlag konstruktivt inddrager folkekirkens kirkelige aktører og teologiske retninger og ikke ender i et hurtigtarbejdende embedsmandsudvalg.

Man kunne også sagtens forestille sig, at de frie folkekirkelige organisationer med deres tradition for inddragelse af det kirkelige bagland gennem finmaskede, demokratiske principper havde noget at bidrage med. Der skal så at sige konstrueres et folkekirkens selv til lejligheden.

Når det gælder processens langsommelighed, er der nok mere direkte inspiration at hente i broderlandet mod nord. Udviklingen i Den Norske Kirke blev grundlagt med etableringen af kirkemødet i 1984 og tog fart med kirkeforliget i 2008.

Der bør ikke gå 24 år, inden det rykker i folkekirken, men det parløb mellem Stortinget og Den Norske Kirke, der nu resulterer i en styringsreform, som flest mulige har ejerskab over og kan stå inde for, kan godt inspirere.

Det er i virkeligheden det samme grundlæggende spørgsmål, som er destilleret fra debatten om vielse af homoseksuelle, der er i spil: Hvem bestemmer i folkekirken? Som vi ved, har den debat som få andre sager i nyere dansk kirkehistorie skærpet fornemmelsen for folkekirkens karakter, og den har formentlig rustet både minister, regering, folketing og folkekirke til det forløb, som nu tager sin begyndelse. Alene af den grund er det måske meget godt, at sagen om vielse af homoseksuelle kom først.