Reformationsfester mellem kirke, stat og samfund

Reformations-fejringen er gennem 400 år rykket fra staten i retning af det folk, den fik en afgørende betydning for. Der bliver fest. Og det skal nok blive sjovt
Carsten Bach-Nielsen

Reformationen har gennem fire århundreder været fejret på mange forskellige måder. Hvad der tog sin begyndelse med kirkestatens jubelfester i 1617, er med tiden blevet til en del af en folkelig erindringskultur i det borgerlige rum

Gennem fire århundreder har Reformationen været fejret - og det på mange forskellige måder. Hvad der tog sin begyndelse med kirkestatens jubelfester i 1617, blev med tiden til kulturfestivaler og del af en erindringskultur i det borgerlige rum.

Nu banker det store 500-år på døren. Man kan ikke undgå at høre det, men spørgsmålet er, hvem der skal reagere på, at det i 2017 er 500 år siden, Luther slog sine teser til diskussion af afladen op på kirkedøren i Wittenberg.

I Tyskland er Luthers rolle stor, men med den ulige fordeling af konfessioner og kirker i landet er det ikke umiddelbart statens opgave at markere en handling, der fortrinsvis har emblematisk betydning for lutherske protestanter. Derfor er det tiår, som er dekreteret i Forbundsrepublikken, da også et langt tilløb til selve året 2017, en række kulturår, hvor man mindes personer og initiativer, der på den ene eller anden måde står i gæld til eller peger hen på Reformationen.

Her skelner man ikke nøje mellem reformert eller luthersk. Sporene skræmmer netop i Tyskland, hvor man under Kulturkampen mellem Bismarck og den katolske kirke i slutningen af 1800-tallet fremdrog Luther som udtryk for alt, der var godt og nyttigt for det unge kejserrige, som for nylig var samlet i 1871. Man taler om en sammensmeltning af trone og alter, af kejserideologi og lutherdom - og om den liberale lutherdom, kulturprotestantismen: Luther reformerede ikke bare kirken, men samfundet i sin helhed.

Der har altid, så længe der har været fejringer af teseopslaget, været ideologi involveret i festerne. Der har endda været diskussion om, hvem der havde retten til Reformationen.

Da Sjællands biskop og universitetsprofessor Hans Poulsen Resen i 1617 lagde op til fejring af Reformationens første hundredår, kopierede han langt hen festlighederne i Sachsen, lutherdommens hjemland. Her var festlighederne planlagt som en ugelang kirke- og universitetsfest. Der skulle holdes takkegudstjenester med de af kirkeledelsen forordnede bibelske læsninger, der skulle fortolkes på en sådan måde, at de kom til at handle om Reformationen.

Luther skulle mindes som den befrier, der førte folket ud af pavedømmets mørke og trældom, altså med en klar reference til Moses og det jødiske folks udvandring fra Egypten. Luthers ord skulle forstås i lighed med evangeliets ord. Ja, Luther selv var Guds redskab i historien.

Foruden de kirkelige fester skulle der holdes akademiske fejringer på universitetet og i skolerne. Her skulle professorerne prise Luther og studenterne øve sig i at prise Luther og Reformationen i samme høje toner som deres lærere. Festen skulle være uafbrudt og total - en mental hjernevask.

Sådan blev festen det først og fremmest i København, hvor Christian IV og prinserne gik gennem byen fra slottet til domkirken for at deltage i fejringen. Fra voldene drønede kanonerne, fra tårnene kimede klokkerne. På universitetet taltes der om frelsen ved Luther, og på kollegierne deklamerede studenterne så godt, de kunne. Rigets mægtige holdt taffel. Festen var en fuldstændig besegling af den nye rettroenhed, den lutherske ortodoksi, der nu for alvor skulle gennemsyre samfundet fra høj til lav.

Resen befæstede sin mægtige fest ved en reformationsbøn, der hvert år skulle læses ved gudstjenesten til erindring af Reformationen, hvilket den blev frem til 1901. Som universitetsprofessor gjorde han reformationsfejringen til universitetets årsfest. Festen blev fremadrettet og fremtidssikret.

Selvom Den Store Nordiske Krig havde raset længe, tøvede Frederik IV i 1717 ikke med at holde reformationsfest - en fest for det enevældige kongehus, der nu havde lagt kirken ind under staten og kongens suveræne magt. Det var en demonstration af styrke midt i nøden, en nødvendig manifestation af, at Gud råder for sit folk. Det var selvfølgelig danskerne, for svenskerne holdt slet ikke fest for Reformationen. Nu var det let at se, hvem der var befrier, og hvem der skulle besejres.

I 1817 holdt Frederik VI reformationsfest i et reduceret rige, men fejres skulle den - også på trods af fattigdommen. På reformationsdagen lagde kongen grundstenen til den nye Vor Frue Kirke. Det var genopbygningens tid. Det blev på lokalt plan en overdådig fest i det folk, der nu længe nok havde sukket under Napoleonskrigenes elendighed.

1836 blev til gengæld den store guldalderfest for den danske kirke. Den lå i hænderne på biskop Mynster og hele kultureliten med B.S. Ingemann, Adam Oehlenschläger, Frederik Kuhlau og C.E.F. Weyse. Universitetet slog dørene op til den nye hovedbygning; festen for de udenlandske gæster var splendid - og gav ekko i Den Preussiske Statstidende. Det var en af enevældens sidste store fester. I 1849 var det slut. Grundloven indskrænkede den kongelige magt.

I Tyskland tog man overalt i de lutherske lande og byer initiativer til en mægtig fejring af Luthers 400-årsfødselsdag i 1883. Men hvem kunne egentlig gøre det? Det viste sig ikke at blive kirkerne, men de store byer med deres mægtige administrationer - folkefester i det borgerlige. Var Danmark ikke fuldt så luthersk som Tyskland? Jo, men kunne staten, folkekirken eller universitetet efter 1864 matche de tyske millionbyer? Næppe. Men man gjorde sit.

De officielle kirkelige og universitære arrangementer var tamme, men mange steder stod der meget på spil. Der var nationalitetskamp i Sønderjylland og strid mellem den konservative kirke og vækkelserne mange steder. Det udløste bøger, pjecer og digte - og ikke mindst store lokale fester som den i Nykøbing Mors - orkestreret af den mediebevidste redaktør Charles Gandrup, der siden blev direktør for Vajsenhuset.

Atter blev det fest under mørke skyer, nemlig ved 400-årsfesten i 1917. Biskop Harald Ostenfeld tog gennem det nyoprettede Kirkeministerium initiativ til en lille festligholdelse. Den måtte ikke blive for stor, for det kunne misforstås af englænderne som tyskvenlighed - men heller ikke for lille, da det ville vise Danmarks kølighed over for Tyskland. Fest blev der, med fridag i skolerne, med gudstjenester - og løftet om en ny bibeloversættelse.

På Østerbro rejste Lutherkirken sig. Universitetet havde svært ved at løfte opgaven. Det havde afskaffet årsfesten i Reformationens navn i 1906.

Det måtte forekomme svært at planlægge en fest for den danske reformations 400 år i 1936. Universitetet havde afgivet sine kirker, skolen var skilt fra staten - og i syd rumlede det atter, siden den nye fører og rigskansler i 1933 havde sat det parlamentariske demokrati på porten.

Københavns biskop, H. Fuglsang-Damgaard, henvendte sig til Kirkeministeriet og fik støtte til en fest, der var begrænset til det kirkelige og til København, en fest, der skulle inddrage repræsentanter for de udsatte europæiske, evangeliske kirker. Sådan skulle det ikke gå, for et stort initiativ til en bred samling blev taget af borgmester Ernst Kaper i København, en fest, der var inspireret af de store tyske byers kulturfester i 1883. Her sattes alle sejl til. Forsigtigt styrede komitéen på Københavns Rådhus mellem de kirkelige og de politiske interesser - og det lykkedes at brede festen ud til byerne i Skåne og i Sønderjylland, Reformationens Danmark. Selv Rigsdagen ønskede at fejre Reformationen ved en af rådhuskomiteens fester, nemlig i den kommunale Nikolaj Kirke. Den civile administration overtog således initiativet og ansvaret for den fejring, som staten syntes at lægge fra sig.

Frem mod 500-året har det vist sig svært for staten at støtte fejringen. I sidste øjeblik er der bevilget en pæn sum til forskning, men hvad med den folkelige formidling, folkeoplysningen? Den blev placeret i det civile samfund gennem en generøs bevilling fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Og administrationen af den blev ikke i centralmagtens korridorer, men i et folkeuniversitet. Reformationsfejringen er gennem 400 år rykket fra staten i retning af det folk, den fik en afgørende betydning for. Der bliver fest. Og det skal nok blive sjovt.

Carsten Bach-Nielsen er lektor i kirkehistorie ved Aarhus Universitet og udgav lige før jul bogen ”Fra jubelfest til kulturår. Danske reformationsfejringer gennem 400 år” på Aarhus Universitetsforlag