"Jeg vil bekæmpe dine meninger, men jeg vil dø for din ret til at have dem". Disse ord kan vi lære meget af også i dagens Danmark. I 2005 eller 2006 skal vi stemme om forslaget til en EU-grundlov. Tidligere har vi oplevet folkeafstemninger, hvor regering og centraladministration har brugt udemokratiske midler for at få vælgerne til at stemme "rigtigt". Derfor opfordrer vi Danmarks regering til at sikre en retfærdig folkeafstemning om EU-grundloven.
Danmark er på mange måder et godt demokrati, men der sker også "overtramp" i Danmark, og der er ting, som kan gøres bedre. Demokratiet i Danmark kan derfor lære af gode erfaringer fra lande som Irland og Sverige.
Nutidens demokrati i Danmark udfordres ikke kun af vælgeres afmagt og vælgernes problemer med at sætte sig ind i komplekse spørgsmål. Demokratiet udfordres også, fordi vi i Danmark ikke har klare og retfærdige "spilleregler" forud for bl.a. folkeafstemninger.
I 2005 eller 2006 skal Danmark stemme om EU-grundloven. Hvis EU-grundloven vedtages, vil den få stor betydning for det fremtidige Danmark og Europa. EU-grundloven vil blandt andet medføre, at vi afgiver yderligere suverænitet fra Danmark, og at EU tager et nyt skridt i retning af en slags statsdannelse. EU får en udenrigsminister og en slags præsident. EU vil også få kompetence over menneskerettighedsspørgsmål og kunne etablere et EU-forsvar uden yderligere traktatændringer.
Forud for afstemningen om forslaget til en EU-grundlov kan vi kæmpe for, at demokratiet får bedre vilkår end f.eks. ved de danske folkeafstemninger om Amsterdam-traktaten og euroen. Tidligere regeringer har brugt "ufine" metoder for at vinde folkeafstemninger. Det gavner hverken demokratiet på kort eller lang sigt.
Grundlæggende bygger de
"ufine" metoder på, at en siddende regering misbruger sin placering som chef for centraladministrationen til at styrke den ene side og bekæmpe den anden. Skattemidler og embedsmænd, der bør være neutrale, bliver brugt til støtte for den siddende regerings kampagne.
Her er tre eksempler, der viser, at en tidligere regering eller centraladministrationen har givet særlig støtte til den ene side:
1) Før vi skulle stemme om Amsterdam-traktaten "fløj" et notat ud af et vindue i Erhvervsministeriet. Notatets overskrift var "Beredskab op til afstemningen om Amsterdam-traktaten". Notatet afslørede, at statsministeren havde lagt vægt på, at der i ethvert ministerium skulle etableres en "task-force", der kunne reagere "omgående på negative historier og meldinger om EU, for fremover at undgå, at debatten styres af enkeltsager med fare for et forløb som "skiltesagen"". Endvidere stod der i notatet: "Erhvervsministeriets indsats er central, bl.a. fordi den stigende EU-skepsis blandt tidligere ja-sigere – som den er kommet til udtryk i dagspressen i den seneste tid – i høj grad udspringer af en negativ oplevelse af det indre marked. Det er derfor en af erhvervsministerens centrale opgaver frem til afstemningen om Amsterdam-traktaten at arbejde for et ja".
2) Før vi stemte om euroen udgav Økonomiministeriet en pjece med forfatteren Lise Nørgaard på forsiden. Lise Nørgaard var aktiv på ja-siden. Flere juridiske eksperter tog afstand fra pjecen bl.a. professor i offentlig ret Jens Peter Christensen fra Aarhus Universitet. Han sagde bl.a. "Man kan ikke sige, at vi er derude, hvor det handler om urigtige og direkte vildledende oplysninger, men vi er dér, hvor det handler om, hvad der er rimelig anvendelse af offentlige midler" (Politiken 5. september 2000). Jens Peter Christensen blev bakket op af bl.a. Jørgen Grønnegård Christensen og Peter Pagh fra henholdsvis Aarhus og Københavns Universitet.
3) Efter euro-afstemningen blev det også afsløret, at et ministerium fortsatte med de ufine metoder. Ifølge Berlingske Tidendes oplysninger kontaktede højtstående embedsmænd i Finansministeriet kort efter euro-afstemningen sekretariatschefen i Det Økonomiske Råd, Peder Andersen, og sagde direkte til ham, at han ovenpå vismændenes euro-rapport ingen fremtid ville have inden for centraladministrationen. Peder Andersen havde haft stor indflydelse på, hvad der stod i vismændenes rapport. En rapport, der svækkede regeringens euro-kampagne ved at konkludere, at de økonomiske fordele ved et dansk ØMU-medlemskab var små og usikre. Torben M. Andersen, professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet og tidligere vismand, var stærkt fortørnet over beskeden til Peder Andersen og sagde ifølge Berlingske Tidende: "Hvis det er rigtigt, er det meget grove løjer. Ideen med institutionen er, at den er uafhængig, og når det ikke respekteres af embedsmændene, er det en alvorlig sag" (Berlingske Tidende den 23. november 2000).
De tre eksempler er slående for, at danske politikere har været mere interesserede i at sikre et bestemt resultat end at forsvare basale demokratiske principper. I et demokrati er dialog faktisk det vigtigste element. Det drejer sig ikke om, at vælgere skal lokkes, trues eller bankes til at stemme på en bestemt måde. Det handler om, at vi som vælgere får indsigt og viden om, hvad det er, der stemmes om, og at vi ud fra kendskab til emnet træffer de valg, som, vi mener, er bedst. Målet må være at skabe en oplyst folkelig opinion.
I Irland har man før folkeafstemninger udarbejdet nuanceret oplysning til vælgerne. Oplysning om folkeafstemningsspørgsmålet blev fremstillet af både ja- og nej-sigere. I Sverige valgte den siddende regering – på trods af dens støtte til euroen – at uddele flere offentlige midler til nej-siden netop fordi de vidste, at ja-siden allerede havde en stor økonomisk fordel. Målet var at skabe en retfærdig og ærlig kampagne uden mundkurve. Den svenske regering viste før euro-afstemningen, at den støttede dialog og et aktivt demokrati – selv om regeringen kunne tabe på det i den enkelte folkeafstemning. Men vil vores regering gøre det i Danmark, når vi skal afholde folkeafstemning? Eller er man bare interesseret i at vinde, også hvis det er til skade for demokratiet?
Vi har fem forslag til Danmarks regering: 1) Der bør laves en uvildig juridisk undersøgelse om, hvorvidt det er grundlovens paragraf 88 om grundlovsændringer, der bør bruges når folket skal give deres stemme.
2) Færinger og grønlændere bør have ret til at deltage i den kommende afstemning, da Danmarks Grundlov gælder på Færøerne og i Grønland, og da EU-grundloven berører områder, som er "rigsanliggender".
3) Embedsmænd skal være neutrale, og ingen ministerier bør lave kampagner for den ene eller anden side. I stedet for at ministerierne og centraladministrationen giver deres bud på, hvad en EU-grundlov betyder, kan ja- og nej-siden få en pulje hver. Midlerne bør som minimum fordeles med 50 procent til begge sider og gerne tage højde for, hvilken øvrig støtte begge sider får. Det vil formentlig sige, at der efter svensk mønster gives flere offentlige midler til nej-siden.
4) Alle vælgere bør få et gratis eksemplar af udkastet til en EU-grundlov. Det kunne f.eks. være at udkastet blev uddelt gratis på posthuse og biblioteker eller sendt direkte hjem til vælgerne.
5) Der bør laves en husstandsavis, hvor alle opstillingsberettigede partier til Folketinget og EU-parlamentet får samme plads til at beskrive indholdet i EU-grundloven og dets betydning.
Demokrati er ikke kun et spørgsmål om, hvad man stemmer. Det er også et spørgsmål om at sikre de rigtige rammer. De forskellige parter bør give plads til sine politiske modstandere og sikre en dialog, så vi får en oplyst folkelig opinion. Det gælder også i Danmark. Og det må gælde, når der afholdes folkeafstemning om EU-grundloven.
Karl-Otto Meyer (tidligere medlem af landdagen i Kiel) og Lave K. Broch (cand.scient.pol.) er begge aktive i Borgerinitiativet "Ja til Europa – Nej til EU-forfatning". Borgerinitiativet holder en landskonference 7. november kl. 13-17 på Borups Højskole i København, hvor et af hovedtemaerne er "retfærdige folkeafstemninger".
Læs kronikken på mandag: "Kristus, Buddha og menighedsrådsvalget" af journalist og stud.theol. Merete Ørskov