Taler man om Melodi Grand Prix, behøver man ikke være specielt nationalt sindet for at hylde "Dansevise" – den danske vinder fra 1963 med Grethe og Jørgen Ingmann – som genrens suverænt bedste.
Hvor de fleste grandprixsange med rette går i glemmebogen, så såre de er afleveret ved det årlige show, så bliver "Dansevise" bare flottere og flottere, som årene går, hvad der givetvis hænger sammen med i hvert fald tre ting: for det første en kompleks melodi, hvor det er svært at finde ud af, hvad der er vers, og hvad der er omkvæd; for det andet en gådefuld tekst, der slipper heldigt fra at være både morgen- og (fortabt) kærlighedssang, og for det tredje et helt ufatteligt godt arrangement, hvor jazz, pop og den skønneste populærsang mødes i en funklende enhed.
Selv i dannede kredse er der enighed om, at "Dansevise" er et nummer af de helt sjældne, men få kender til historien om den sangerinde, der fremfører nummeret, og det til trods for at hendes historie er så fantastisk, at den burde filmatiseres.
Grethe Ingmann – eller Clemmensen som er barndomsefternavnet – bliver født i 1938 i et problematisk ægteskab, der opløses, da Grethe er bare tre år. Tilbage er moderen, fire børn og en toværelseslejlighed i en enorm kommunal ejendom, som er beliggende på den mere barske del af Amager.
"Vi var ludfattige, så det var bare om at komme ud at tjene så mange penge som muligt," har Grethe Ingmann sagt i et interview, og det gør hun så efter syvende klasse: Hun kommer i lære som syerske, men mister interessen efter et par år og bliver i stedet fabriksarbejder.
Det søde liv synes at fylde meget allerede hos den helt unge Grethe Clemmensen. Som 14-årig bliver hun kæreste med den fem år ældre musiker Egon Holm, der spiller bas i kvartetten The Malihini Hawaiians. Kvartettens pia-nist, Poul Rose, øver for sjov med det unge pigebarn, når tiden er til det; han opdager, at Grethe har en god stemme, så da orkestrets sangerinde, Inge Østergaard, drager af sted med Dirch Passer, foreslår Rose, at Grethe Clemmensen skal overtage pladsen. Det vil kapelmester Bjørn Petersen imidlertid ikke høre tale om, da han ikke mener, at Grethe er køn nok.
Uheldigvis ejer den smukke Esther, der hentes ind som erstatning, ikke en tone i livet, så nu udbryder der panik i kvartetten. Et stort job på Bakken står for døren, men tiden er præget af de mange danseorkestre, så sangerinderne hænger bestemt ikke på træerne, de talentfulde af slagsen slet ikke. Nede i salen sidder imidlertid stadig grimme Grethe, og nu må forfængeligheden vige – kan hun synge, får hun også jobbet.
Grethe kan synge, viser det sig hurtigt, og om aftenen – det er ganske vist! – vælter debutanten Bakkens revytelt med storm. Den selvsikre sangerinde er ikke alene i stand til at croone som få, hun behersker tilmed scenen, som havde hun altid stået på den. De relativt ukendte Malihinier får ikke lov til at beholde deres guldfugl i bur ret længe. En radiotransmission i foråret 1955 fra Landsbyen i Næstved røber Grethe Clemmensens talent for en større kreds, deriblandt Jørn Grauengaards trio, som tilbyder hende et engagement på Giraffen – et af de helt store, københavnske dansesteder.
Nu bliver Grethe Clemmensen for alvor et samtaleemne, og det i en grad så en skeptisk jazzanmelder fra Berlingske Tidende, i skikkelse af Bent Henius, må aflægge danse-etablissementet et besøg, der resulterer i en usædvanlig rosende anmeldelse: "Man tager ikke i betænkning at sige, at Grethe Clemmensens talent som sangerinde er det mest lovende, dansk jazz nogensinde har fostret," skriver han blandt mange lovord.
Grethes talent hyldes altså selv i den seriøse presse, og derfor opstår et større postyr, da det allerede i 1956 kommer frem, at den unge sangerinde på sin 18-års fødselsdag er blevet forlovet med den internationalt kendte guitarist Jørgen Ingmann. Den dag i dag er der folk, der mener, at den forlovelse betød et uvurderligt tab for dansk jazz, og det kan man begræde eller lade være; under alle omstændigheder betyder parløbet, at vi i de næste mange år får noget af den bedste danske popmusik, der nogensinde er lavet.
Mest spændende er nok den tidlige periode fra 1956 til og med den grandprix-sejrende "Dansevise" i 1963. Her går Grethes endnu meget legende musikalitet og Jørgens tekniske virtuositet gang på gang op i en højere enhed, specielt i de mere sørgmodige sange, der passer bedst til Grethes mørke stemme. Generelt er niveauet forbløffende højt, velsagtens fordi ægteparret tillader sig at sortere i materialet. Da de bliver tilbudt at medvirke i Melodi Grand Prix'et, er det således, fordi de begge bliver begejstrede for melodien til "Dansevise"; det skyldes ikke et ønske om at medvirke i showet i sig selv, og året forinden har Jørgen da også takket nej til at deltage.
De sejrer som bekendt, men efter en kort og intens turneperiode trækker de sig tilbage for at få "en redefuld unger", som Grethe udtrykker det. Reden kommer til at bestå af Marie, som fødes i 1964 og siden hen af Lars, der kommer til verden otte år senere, men ægteskabet begynder langsomt at knirke. Jørgen – der er 13 år ældre end Grethe og allerede har et enormt turneliv bag sig, da han møder hende – gider ikke optræde mere, måske fordi en alvorlig sceneskræk så småt har indfundet sig. Grethe, der jo betragtede scenen som et naturligt forum fra allerførste færd, har til gengæld slet ikke fået sin lyst styret.
På pladefronten er årene dog frodige, og her tænker jeg slet ikke på de dansktopsange, som navnlig Grethe kaster sig ud i, da hitlisteprogrammet opstår i 1968. "Søde Mama", "Sol, sol kom igen", og hvad de nu ellers hedder. Den slags betragtede ægteparret heller ikke selv som noget særligt, og det er beklageligt, at Grethe Ingmann i dag gøres synonym med et biprodukt i hendes samlede karriere, men det vil forhåbentligt ændre sig med årene.
Kvaliteten præger nemlig stadig den "egentlige" produktion. Stilen bevæger sig fra det jazzprægede mod en teknisk mere forfinet pop, navnlig på den fortræffelige "Grethe Ingmann sings Bent Fabric" fra 1970, hvor Jørgen virkelig er i stødet med en række elegante arrangementer. Også den sidste lp, de indspiller sammen – "Grethe og Jørgen Ingmann", hedder den blot – bør fremhæves. Den udkommer i 1974, og året efter kan den ugebladslæsende offentlighed følge med i både Jørgen og Grethes udlægning af det ægteskabelige sammenbrud.
De skilles officielt den 7. januar 1976, og den skilsmisse skal vise sig at være en katastrofe både privat og musikalsk. Jørgen kaster sig over sine ukritiske "Hitparade"-indspilninger af tidens hits, som bestemt ikke er et genhør værd, og efter et hospitalsophold i 1984 hænger han da også Les Paul-guitaren på væggen for aldrig at tage den ned igen.
For Grethe Ingmann er nedturen længere og langt mere smertelig. Op gennem 1970'erne holder hun sig nogenlunde på benene, om end der bliver længere og længere mellem de musikalske snapse i takt med, at der bliver kortere og kortere mellem de konkrete, og helt galt går det, da hun sammen med sin nye mand, Bo Augustinus, flytter til Asserbo i Nordsjælland, hvor ensomheden snart indfinder sig. Der er nemlig ikke rift om den engang så feterede sangerinde længere. Koncertsalene udskiftes med blokvogne i omrejsende tivolier, men selv de job tynder ud, da det rygtes, at Grethe ikke længere er nogen stabil kunstner, og det er således både en glemt og ensom kunstner, der i 1990 dør af leverkræft.
Tilbage står hendes og Jørgens langt hen ad vejen imponerende produktion, som alle i dag har mulighed for at høre, da samtlige singleplader sidste år blev udgivet på en cd-boks. Den hedder "100 go'e med Grethe og Jørgen Ingmann", og skønt titlen nok er lige lovlig svulstig – "73 go'e og 27 tvivlsomme" ville have været mere korrekt – så gemmer der sig sine steder popmusik i verdensklasse.
At samtiden ikke var i stand til at høre det er beklageligt, men at Grethe Ingmann ikke blev værdsat, mens hun levede, betyder til gengæld, at man kan få sig en musikalsk overraskelse af de sjældne, hvis man i dag fordomsfrit lytter til hendes sangkunst. Hemmeligheden er hermed røbet.
Søren E. Jensen er cand.theol. og program-medarbejder ved Danmarks Radio